Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
Åbningsdebat
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Torsdag den 30. september 1993 kl. 13.00.

 

Dagsordenens punkt 1.

 

 

Åbningsdebat.

 

 

 

Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen:

I dag torsdag den 30. september, skal vi drøfte lands­styrefor­mandens åbningstale af 28. september i forbin­delse med efterårssamlingen.

 

Forinden debatten starter, skal jeg gøre opmærksom på, at i henhold til den nye forretningsorden for Grøn­lands Lands­ting, der trådte i kraft af 2. juni 1993, er medtaget taletider således, at partiord­førerne 1. gang kan tale uden minuttids­skrif­ter og anden gang op til 5 minutter.

 

Andre medlemmer i forbindelse med første og anden taletid har 5 minutters taletid.

 

Nu går vi over til åbningsdebatten af landsstyreforman­dens åbningstale, først er det Jonathan Motzfeldt fra Siu­mut. 

 

Jonathan Motzfeldt, ordfører for Siumut:

Vi har følgende bemærkninger til landsstyreformandens åbningstale fra Siumut.

 

Landsstyreformanden rettede i sin åbningstale en appel til befolkningen om, at vi løser problemerne solida­risk, hvor han lagde vægt på, jeg citerer: "at alle borgere i dette land, uanset hudfarve, sprog eller levested, har ret til et værdigt liv", citat slut. Denne fremhævning i åbningstalen er op­muntrende, ikke mindst på baggrund af, at når der igangsættes nye initiativer med henblik på at løse problemerne, som landsstyreformanden nævnte i sin åbningstale, sker dette i fællesskab med andre, i sam­arbejde med andre og i venskab med andre.

 

Det undrer ingen, at landsstyreformanden efter en sådan ind­ledning i sin åbningstale går over til en gennemgang af situatio­nen rundt om ude i verden.

 

Vi lever i en verden, der til stadighed er under stor foran­dring, og selvom vi slet ikke tror på det, foregår der i dag krige i Europa.

 

Efter landsstyreformandens gennemgang af en verden under foran­dring i sin åbningstale, udtalte landsstyre­formanden ganske korrekt, at konkurrence udefra i forbindelse med erhvervene, uddannelserne, arbejds­pladserne m.m. bliver mere fremherskende.

 

Vi kan ikke længere overfor hinanden, for andre og for omverdenen undskylde os med at vi er grønlændere. Det har vi set mange eksempler på i forbindelse med vores handel til udlandet. Det er korrekt som landsstyrefor­manden også sagde i sin tale, nemlig at der i forbin­delse med tiltag til råstofaktiviteter er enorm konkur­rence udefra.

 

Vi støtter derfor fuldt ud landsstyreformanden, da han på vegne af Landsstyret i sin åbningstale fremfører, at Lands­styret agter at fremsætte forslag med henblik på at etablere nye arbejds­pladser, ved med omtanke at udnytte forhånden­værende ressourcer under behørig

 

hensyntagen til miljøet og i den forbindelse i til­tagende større kul­turelt og handels­mæssigt samarbejde med vore nabolande i vest og øst.

 

I den forbindelse vil vi understrege, at vi støtter samar­bejdet med Island, ikke kun i fiskerisektoren, men også det nyligt etablerede samarbejde indenfor turis­men, som vi imødeser med spænding.

 

Vi ønsker fra Siumuts side, at kommende forhandlinger med EF sker i fuld forståelse med partierne og er­hvervslivets organisationer og går ind for, at der i forbindelse med Landstingets efter­årssamlinger sker en debat vedrørende udenrigs- og sikkerheds­politiske spørgsmål, hvor vi generelt drøfter vores relationer med vore udenlandske samarbejdspart­nere.

 

Vi støtter den førte økonomiske politik og styringen heraf, som indebærer en stram og ansvarlig styring af økonomien og medgiver vores støtte i vurderingen af, at vi befinder os i en periode, hvor konjunkturerne er ved at vende til bedre tider.

 

Selv om det fortsat bliver nævnt, at der skal ske yder­li­gere besparelser, medgiver vi vores støtte til at Landsstyret fastholder tiltag til at forbedring af økonomien, som indeholder uændret skatteud­skriv­ning, husleje, fragtra­ter, teletakster - det kan endog ske nedsættelse af de forskellige om­kostningsarter.

 

I tilknytning til det af Landsstyret fremsatte forslag om nedsættelse af el- og vandtaksterne i fiskeindustri­en skal vi fra Siumut give udtryk for vore støtte, og samtidig opfordre til, at andre virksomheder der pro­ducerer med henblik på eksport samt virksom­heder, der har en importbegrænsende produktion, bliver omfattet af ord­ningen.

 

Efter vores rejse til Færøerne har vi fået en dybere for­ståelse for nødvendigheden af, hvor vigtigt det er, at vi fortsat samarbejder tæt med kommunerne i økonomi­ske spørgs­mål. I vort land er det ikke Landsstyret der giver tilladelse til om kommunerne må optage lån, men derimod Tilsynsrådet, som er sammensat af repræsentan­ter fra partier­ne samt Kanukoka, der vur­derer, hvor­vidt en kommune kan få lov til at optage lån, og dette finder vi naturligt.

 

Vi støtter fuldt ud tiltag til omkostningslettelser for fiskein­dustrien samt finder det nødvendigt at Lands­styrets planer om etablering af et udviklings­selskab, der skal varetage etablering af nye virksomheder, bliver realiseret, bl.a. i samarbejde med Nordisk Investerings­bank.

 

Vi kan ikke længere blive ved med at regne med at Landskassen alene løfter sådanne opgaver, men vi må i samarbejde være med til at undersøge, hvor­dan vi kan skabe økonomisk fremgang i vort land.

 

Siumut støtter derfor, at der investeres 38 mio. kr. til formålet.

 

For at skabe og fremme den private investeringslyst, så der kan foretages investeringer til etablering af nye arbejds­pladser, udover de offent­liges inve­steringer, har vi i Siumut tidligere nævnt, at kapital­indskud til selskaber bør kunne være skatte­mæssigt fradragsberetti­ge­de og disse tanker bør undersøges seriøst.

 

Vi har med glæde tidligere givet udtryk for vores tilfredshed med det nyligt indgåede samarbejde med Island omkring turis­men, og har i den forbindelse med til­fredshed bemærket, at højskolerne, ikke mindst Sulisar­tut Højskoliat, har igangsat tiltag for at fremme turismen, hvor vores kultur, forholdene i vort land, herunder vore levevilkår, uddannelse m.m. og bl.a. sælfangstture, hundeslædekørsel i Nordgrønland indgår i deres arbejde. Vi støtter disse tiltag, der giver glædelige oplevelser for turi­sterne.

 

I den forbindelse støtter Siumut, at der er igangsat en plan­lægning for realisering af etablering af landings­baner for fast­vingede fly, idet vi mener at dette tiltag er nødvendigt, da de eksisterende helikoptere skal udskiftes, og selvom Grønlandsfly påregner, at de store helikoptere kan benyttes ved indhentelse af dispensatio­ner, vil benyttelsen af fastvingede fly resultere i lavere omkostninger.

 

Under anlægsfasen af landingsbanerne vil der blive skabt nye arbejdspladser, og derudover foreslås det, at der i 1994 benyttes 60 mio. kr. til beskæftigelsesfrem­mende tiltag, og vi vil henstille til Lands­styret om at foretage en koordi­nering af de afsatte midler, således midlerne fuldt ud benyttes til formålet.

 

I de forløbne år har Hjemmestyret i samarbejde med kommunerne foranstaltet bevillinger til en nødvendig udvikling af bygder­ne.

 

Denne udvikling har Siumut siden Hjemmestyrets ind­førelse støttet af alle forhåndenværende midler.

 

Det er glædeligt, at Landsstyret vil fastholde denne politik. Der er afsat l30 mio. kr. til bygdeudviklin­gen, der blandt andet skal bruges til forbedring af ind­handlingsfaciliteter­ne, etablering af forbrændings­anlæg, opførelse af servicehu­se, bygdetelefoner, ud­bygning af boligstandarden og boligforsyningen samt en ekstra bevilling til forbedring af bygdesundhedsbe­tjeningen.

 

Disse tanker fortjener en støtte, hvor vi i de forløbne år har koncentreret udviklingen af bygderne først og fremmest omkring erhvervsmulighederne. En kombination af fanger- og fiskerier­hvervet, der er nu godt på vej at konsoli­dere i yderdistrik­terne, er et opmuntrende skridt både for ungdommen og landets be­vilgende myndig­heder.

 

Inden for Sundhedsvæsenet har der været - som det blev sagt af landsstyrefor­manden - til tider hård kritik. Men det er lige så rigtigt, at forskellige initiativer har været fremme inden­for denne vigtige sektor i det grøn­landske samfund.

 

Her tænker vi også på det uddan­nelses­mæssige tiltag, der til­godeser med­arbejdernes og patien­terne behov. Men det er helt givet, at sundheds­området omfattes af megen bevågenhed fra befolkningens side, og derfor må man nok acceptere, at mange vil deltage i den løbende debat omkring denne sektor.

 

Men som landsstyre­for­manden sagde, jeg citerer "fore­byg­gel­se, et godt socialt miljø og en god sundhedstil­stand i hverda­gen er fortsat den bedste medicin", citat slut.

 

Såle­des hilser vi med glæde, at Sundhedsvæsenet også har planer om at iværk­sætte en kampagne for en mærkbar reduktion af det meget store tobaks­forbrug herop­pe.

 

Indenfor socialområdet har vi bemærket op til flere gange, at Landsstyret ønsker en åben debat om evt. forhøjelse af pensions­alderen fra de nuværende 60 år og op til f.eks. 63 år.

 

Efter vor opfattelse må man af­dække flere faktorer omkring et sådant skridt. Det kan være et godt skridt, hvis personer i denne alder fort­sat har deres virke i samfundets almindelige maskineri. Der er stadigvæk mange, der kan klare et sådant arbej­de, med bedre tilfredshed med sig selv og deres om­givelser.

 

Samti­dig må vi få en klar melding om, at personer, der kun har folkepen­sionen, accepterer de nuværende arran­gementer omkring deres liv. Folkepen­sionisterne bliver flere og flere i vort samfund, og i betragtning af levestan­dardens forbedring må vi kunne drøfte be-

tæn­kelighederne af et sådant skridt.

 

Vi er helt enig i lands­styreformandens berettigede tak til lønmodtagerorganisatio­nerne omkring de afsluttede overens­komst­forhandlinger i år. Denne forståelse har gjort tingene lettere og nemmere i de fremtidige for­handlinger. Derfor mener vi, at Landsstyrets bestræbel­ser for at mindske leveomkostningerne heroppe må fort­sætte til glæde for det arbejdende folk heroppe.

 

Men vi må aldrig skabe tvivl om, at en god uddannel­se hører med til menneskets berettigede krav til samfun­det. En god uddannelse må også betyde, at man får et job i det grønlandske samfund. På denne baggrund har vi noteret os, at Landsstyret vil komme med en samlet redegørelse om uddannel­sesplanlægningen for de kommende år.

 

Vi har med tilfredshed noteret, at et forslag til landstings­for­ordning om kirken, som gør Grønland til et selvstændigt stift forelægges til Landstinget. Der vil blive skrevet historie, når forordningen træder i kraft. Det må betyde, at kirken i Grønland på lige fod med andre områder i det danske rige tager sin egen udvikling uden at genere rigsfælles­skabet.

 

Der er således mange initiativer, som landsstyreforman­den har lagt for dagen under sin - efter min mening - højst kærkommen politisk tale. Foruden de mere konkrete initiativer er der også appel til en ekstra indsats for at bringe forskellige grupper til handling omkring økonomien i dette land. En god portion af gode viljer må vi efterlyse af alle, der betragter dette samfund som deres fremtidige hjem.

 

Bortset fra fisken, hvalen og sælen har vort land mineralske ressourcer, hvor vi for alvor ønsker en udnyttel­ses­grad, der med omtanke omkring miljøet kan supplere vor økonomi, men der skal også være et nødven­digt incitament til mere nærværende planlægning fra vort eget styre.

 

I den forbindelse vi medgive vores tilfredshed og støtte til Landsstyret i deres bestræbel­ser på at få Råstofforvaltningen flyttet fra København til Grønland.

 

Vi må hele tiden have for øje, at ingen vinder større handlefrihed ved hele tiden at opbygge en større økono­misk afhængighed af andre. Økonomiske dispositio­ner må indgås under forudsætning af, at vi bevarer vor hand­lefrihed.

 

Her må vi heller ikke glemme, at fåreavlen i Sydgrøn­land har en fremtid sammen med mange fåreholderfamili­er. I disse år hvor vilkårene for andre erhverv er vanskelige, har fåreavlen vist at kunne bidrage posi­tivt til sam­fundsøkonomien gennem sin stabile produk­tion. Denne udviklingsproces må fortsætte.

 

Til sidst vil vi ønske, at Landstinget og Landsstyret kommer til at opleve indvielsen af vandkraftværket i Utoqqarmiut Kangerluarsunnguat imorgen. Lad dette være en begyndelse til en ny udvikling i vort land, hvor der bliver skabt mulighed for etablering af flere vand­kraftanlæg.

 

Med disse bemærkninger i åbningsdebatten vil vi fra Siumuts side medvirke til en livlig, aktiv og ansvars-­

fuld indsats under denne lands­tingssamling.

 

Jeg vil anmode landstingsformanden, at vi under mindel­se af vore venner, der er afgået ved døden også mindes vores ven Odaq Olsen selvom landsstyre­formanden allere­de har nævnt det i anden sammenhæng, til ham vil vi også sige, ære være hans minde. 

 

Landstingsformanden:

Inden næste ordtaler får ordet, vil jeg i forbindel­se med Siumut ordførers sidste indlæg, sige at fejlen er min. Jeg har også for at rette op på denne fejl, sendt en skrivelse til familien, og jeg håber Lands­tinget kan godkende min handling, tak.

 

Lars Chemnitz, ordfører for Atassut:

"Tryghed i samfundet" har været Atassuts motto siden partiets start. Dermed siger vi, at vi vil arbejde for at skabe tryghed i samfundet.

 

 

I disse år må vi erkende, at vi ikke har opnået til­strække­lig tryghed. Samfundsborgernes levevilkår er blevet for­ringet.

 

Fra politisk side har vi været så optaget af at for­søge at skabe langsigtede løsninger, at vi i alt for ringe grad har haft øje for de problemer som familier­ne må slås med i dagligdagen.

 

Andre partier er begyndt at bruge vort motto om tryg­hed, men vi må i dag alle erkende, at det er et motto med for lidt indhold, da befolkningen ikke oplever den tryghed de har et naturligt og rimeligt krav på. Vort nuværende styre har trods gentagne forsikringer om det modsatte, ikke formået at gøre vor dagligdag lettere.

 

Atassut vil ikke stiltiende acceptere befolkningens for­ringede tilværelse. Vi ønsker tryghed og anstændige levevil­kår for alle samfundsgrupper.

 

Derfor vil vi rette blikket på befolkningens dagligdag såvel under denne som de nærmest følgende samlinger. Vi ønsker tryghed og anstændige levevilkår for alle sam­fundsgrupper.

 

Da andre partier her i Tinget som sagt har tilkendegi­vet at ville arbejde for tryghed i samfundet, ser vi frem til et frugtbart og håndgribeligt samarbejde om at genskabe trygheden i samfundet. Vi må forene vore kræfter for at nå dette fælles mål.

 

Vi skal derfor appellere til de styrende partier om større lydhørhed over for oppositionen - kun derved kan vi opnå gode samfundsgavnlige resultater som kan gen­skabe glæden og optimismen i befolkningen.

 

I dag har partierne nærmet sig hinanden politisk i betydelig grad. Den større enighed giver os en for­pligtelse til samarbejde. Det er en samfundspålagt opgave.

 

For at genskabe trygheden, glæden og optimismen i samfundet, er det nødvendigt for os politikere at se nærmere på hvor det er gået galt, og hvad vi kan gøre for at rette op på forholdet.

 

Den væsentligste årsag til familiernes utryghed er ar-bejdsløsheden eller frygten for at miste sit arbejde. Mennesker uden arbejde har ingen mulighed for at opnå tryghed, de går i stå og mister efterhånden selvrespek­ten og troen på deres menneskeværd.

 

Pressens interviews af arbejdsløse, som vi i årets løb har hørt i radioen eller læst i den trykte presse, må vække til alvorlig eftertanke, særligt hos os politi­kere. At det er de unge, der er hårdest ramt af ar­bejdsløsheden, gør ikke sagen mindre alvorlig.

 

Tryghed i samfundet opnår vi kun, hvis vi formår at skaffe arbejdspladser til alle. Derfor må det være dette Tings helt primære opgave, at give det private er­hvervsliv gunstige udviklingsmuligheder. Vi må samle op og indhente så meget som muligt, af det vi har mistet og forsømt for at skabe nye arbejdspladser og dermed vækst i samfundet.

 

Sundhedsvæsenets effektivitet og service er helt af­gørende for befolkningens velbefindende og tryghed. Trods store betænkeligheder accepterede Atassut sidste år Landsstyrets forsikringer om, at man kunne drive

 

Sundhedsvæsenet for 20 mio. kr. mindre end den danske stat brugte på Sundhedsvæsenet, og det endda med en sundhedsmæssig bedre service over for borgerne.

 

I dag må vi konstatere, at Landsstyrets løfter ikke er indfriet. De lange ventelister på sygdomsbehandling og de generelt forringede behandslingsmuligheder taler deres tydelige sprog. Atassut vil derfor klart melde ud. Vi ønsker afsat flere penge til Sundhedsvæsenet. Da vi overtog området, lovede vi befolkningen en bedre sundhedsbetjening. Det løfte må vi indfri nu.

 

Normalt vil vi fra Atassut ikke blande os i Lands­styrets arbejdsfordeling, men jeg skal i denne for­bindelse gøre en undtagelse. Sundshedsvæsenet er så stort, og for befolkningen et så vigtigt landsstyre­om­råde, at området har krav på en 100 % indsats.

 

Vi skal derfor anbefale landsstyreformanden, at omfor­dele resortområderne for Ove Rosing Olsen, således at Sundhedsvæsenet tildeles et landsstyremedlem, som ikke har andre opgaver. Det vil styrke Sundhedsvæsenet, hvilket der efter Atassuts opfattelse er hårdt brug for.

 

Atassut finder det uacceptabelt, at landsstyremedlemmet for Sundhed har så mange opgaver. Vi har indtryk af, at han prioriterer miljøområdet på bekostning af sundheds­området.

 

Miljøområdet er meget vigtigt, og vi skal heller ikke her undlade at give et skulderklap til Lands­styret for dets arrangement af miljøkonferencen her i Nuuk.

 

 

Imid­lertid er Sundhedsvæsenet et så stort og vigtigt område, at andre opgaver ikke bør foretages på be-kostning af Sundhedsvæsenet.

 

På socialområdet er vi ved at drukne i vedtægter og be-stemmelser, som administrativt er dyre og forårsager en alt for forskellig behandling af vore ældre, handicap­pede og almindelige sociale klienter. Der er behov for en kraftig forenkling, så den enkelte og familierne klart og tydeligt kan se og forstå de forordninger, som samfundet yder.

 

Atassut skal her efterlyse den lovede indstilling fra en arbejdsgruppe, som skulle komme med et forslag til en forenkling. Vore ældre medborgere og vore handicap­pede, skal ikke være henvist til, hvad mange betragter som tiggergang på socialkontorerne, for at få en ind-tægt, de kan leve af.

 

Atassut vil arbejde for, at vi hæver grundbeløbene og rydder op i de mange tillæg således, at vi udbetaler grundpensioner, som giver rimeli­ge og trygge levevil­kår.

 

At have en bolig er en menneskeret. Ikke desto mindre har vi i mange byer og bygder en stor boligmangel. Det rammer især de unge, men generelt belastes mange fami­lier hårdt, når mange tvinges til at bo under samme tag.

 

De omfattende huslejerestancer skyldes langt over-vejende, at familierne er trængt hårdt økonomisk, de har simpelthen ikke råd til at betale den omkostnings­bestemte husleje, som det dyre boligbyggeri afsted­kom-mer.

 

For at fjerne utrygheden, som er en følge af disse forhold, må vi her i Landstinget tage skridt til at lø-se boligproblemerne såvel på kort - som på langt sigt. Det gør man ikke alene ved at danne endnu et aktiesel­skab, som skal administrere hele boligområdet.

 

Tiden er ikke moden til en forhastet omstrukturering af boligområdet. Det vil blot forstærke utrygheden, som følge af en række uafklarede spørgsmål.

 

Atassut vil på kort sigt arbejde for at omlægge leje­beregningen i de offentlige udlejningsboliger, således at huslejen beregnes som en fast procentdel af hus-stan­dsindkomsten, dog således at der fastsættes en rimelig øvre og nedre grænse for huslejen. Det vil med øjeblik­kelig virkning lette det økonomiske pres på de mange familier, som i disse år oplever faldende og stærkt svingende indtægter.

 

På langt sigt vil vi løse boligproblemerne, hvis vi snarest indfører en obligatorisk boligopsparing for alle unge op til 25 år.

 

Over en 10 årig periode, vil en sådan ordning i stor udstrækning løse boligmanglen, idet de unge i vidt omfang, selv vil være i stand til at skaffe egen bolig. De nuværende frivillige boligop­sparingsordninger fun­gerer simpelthen ikke, idet de unge kun i meget ringe omfang benytter disse.

 

Atassut prioriterer uddannelse meget højt. Vi har været med til at skabe de mange uddannelsmuligheder her i landet. Det skal der ikke ændres på, men Atassut mener, at vi i vores iver for at give vore unge en uddannelse her i landet, er kommet til at ofre visse kategorier blandt ungdommen.

 

Unge med ringe grønlandskkundskaber er blevet ude­lukket fra at blive optaget på visse områder. Det er et tab for samfundet. Atassut mener at alle unge skal have samme vilkår - også på uddannelses­området.

 

Vi har skabt mange gode uddannelsesmuligheder her i landet. Vi må i vor egen selvcentrerethed ikke udelukke de unge fra uddannelsesstøtte, når de har lyst til uddannelse ude i verden.

 

Dem har vi i høj grad også brug for. Derfor skal vi animere disse unge til uddannelse og give dem samme vilkår, som de studerende her i lan­det, dog således, at vi ikke affolker vore egne ud­dannelsessteder.

 

Foranlediget af kraftigt faldnede indtægter i samfundet samt ønsket om lige konkurrence og mere forretnings­mæssig drift, har vi i dette høje Ting i fællesskab gennemført betydelige strukturelle ændringer af de store samfundsejede virksomheder. Det har været et skridt i den rigtige retning.

 

Vi må imidlertid følge udviklingen nøje, således at de 100 % samfundsejede virksomheder ikke påfører det private erhvervsliv ulige konkurrence med den følge, at arbejdspladser går tabt. På fragtområdet hvor majori­tetsmæssig privatkapital sammen med Hjemmestyret har opnået totalmonopol, er det ligeledes vigtigt at vi nøje følger udviklingen, således at monopolet ikke skader udviklingen af et sundt erhvervsliv - som er helt nødvendigt for skabelsen af arbejdspladser.

 

Allerede i dag kan vi konstatere, at overgangen til en mere forretningsmæssig forvaltning af Landskassens midler sammen med vort svigtende ressourcegrundlag, har skabt omfattende arbejdsløshed overalt i landet.

 

Vi kan ikke i Landstinget sætte kikkerten for det blinde øje i denne sag. Vi har lovet befolkningen forbedringer i dagligdagen i kølvandet på omstrukterin­gerne. Hvad hjælper det, at familierne kan købe en dagligvare 25 øre billigere, hvis de har mistet en hel årsindtægt?

 

For Atassut er det vigtigt at fremhæve, at vi priori­terer vor kultur og menneskelige livsværdier højt i relation til kravet om rentabilitet. Vi vil derfor tage de nødvendige skridt til at sikre alle samfundsgrupper anstændige levevilkår - også under omstrukturerings­fasen.

 

Atassut vil ikke være med til en politik, der gør bygderne til rene reservater uden erhvervsproduktion. Hvad nytter det, man siger, at man ønsker at bevare bygderne, når man samtidig fjerner bygdernes funda­ment - nemlig produktionsanlæggene.

 

Enhver ved, hvad der sker, hvis man fjerner fundamentet under en byg­ning. Den falder sammen. Det samme vil på længere sigt ske med bygderne, hvis Landsstyrets nu­værende politik fortsætter. Det kan ingen være uvidende om. Her tænker vi især på bemærkningerne til finans­lovsforslaget.

 

Atassut ønsker bygdernes eksistensgrundlag bevaret og udbygget. Frem for satsning udelukkende på eksport­markederne, skal vort hjemmestyreejede Royal Greenland anmodes om at tænke på hjemmemarkedet. Alle importerede madvarer fås til billige penge i lettilgængelige ind­pakninger. Vore egne råstoffer, kan vi ikke købe friske i butikkerne. Grønlandske produkter fås kun i store uhåndterlige dybfrosne pakninger.

 

 

Med kreativ tænkning kunne Royal Greenland forvandle bygdeanlæggene til små produktive enheder, der kunne forsyne hjemmemarkedet med tiltalende produkter, for­arbejdet af de lokale råvareressourcer. En sådan om­lægning vil også gavne jollefiskerne og kutterfiskerne, som kunne indgå som leverandører til en sådan hjem­memarkedsproduktion.

 

De evindelige problemer med sælskindsindhandling kunne løses, hvis fangerne lokalt kunne indhandle friskaftag­ne skind med spæk til et lokalt skindbehandlingssted.

 

Her kunne skindene afspækkes, vaskes og tørres. Prima­skin­dene sælges og sendes videre med fly til garveriet i Qaqortoq. De øvrige skind forarbejdes lokalt til for­skellige skindsouvenirs, som sælges videre til f.eks. julemandens værksted eller private aftagere af grøn­landsk husflid.

 

Allerede idag er der i nogle bygder produktion af souvenirs - bl.a. i servicehuse. Men det kniber med afsætning. Vi må animere til sådan produktion i bygder­ne og evt. bruge andre tomme faciliteter end servicehu­sene til den slags aktiviteter.

 

For at sikre og systematisere afsætningen må vi tilbyde indhandlingsmulighed for disse produkter. Det kunne gøres gennem KNI-Service, men det kunne også gøres ved gennem kursustilbud at dygtiggøre interesserede fra bygderne, således at de får tilstrækkelig forstand på kvalitet og handel, samt forestå opkøb og videresalg af produkterne til salgsleddene. På den måde bliver pro­duktion af souvenirs andet end blot beskæftigelsestera­pi for bygderne. Det bliver en reel indtjeningsmulig­hed.

 

Mulighederne er mange. Vi skal spørge, hvorfor vi importerer f.eks. tørret fisk fra Island? Kan vi virke­lig ikke selv producere det i tilstrækkelige mængder på lokal basis? Selvfølgelig kan vi det. Men kun hvis man har viljen til at bygderne skal overleve. Det har Atassut, og vi håber, at Landsstyret vil sadle om og samarbejde med Atassut for at sikre bygderne et reelt eksistensgrundlag.

 

Til bygdebefolkningerne vil jeg sige, at der i de sene­ste år er bevilget hundreder af millioner kroner til rederne til omlægning af trawlerflåden ved kondem­nering og fusio­nering. Denne nødvendige strukturtilpas­ning, som Atas­sut har støttet, har kostet arbejds­pladser for vore fiskere. De har ikke fået nogen be­skæftigelses­garanti, ligesom KNI-personalet har fået i forbindelse med omstruktureringen af KNI.

 

Derfor er det helt forkasteligt, at fiskerne ikke bliver sikret deres løn af de rederier, der opstår i kølvandet af de trawlerselskaber, som bliver erklæret konkurs i forbindelse med rederisammenslutningerne.

 

Atassut må helt klart forlange, at besætningsmedlemmer­ne holdes økonomisk skadesløse af de nye selskaber, som de skibe de arbejder på kommer ind under. Vi må forlan­ge, at det er en betingelse i forbindelse med kondem­neringsstøtten. At henvise fiskerne til at få deres løn efter et halvt års forløb eller mere af lønmodtagernes garantifond, som tilfældet er for nogle fiskere, er moralsk forkasteligt og helt uacceptabelt for Atassut. Vi ønsker anstændige og trygge levevilkår - også for fiskerne.

 

 

 

Landsstyret har allerede underskrevet jollefiskerne og kutterejernes dødsattest i de generelle bemærkninger til Finansloven. De er erklæret for ubrugelige og ineffektive. Atassut tager klart afstand fra en sådan politik. Jeg har allerede nævnt, at Atassut ønsker, at der sideløbende med en eksportproduktion inden for fiskeriet satses på en hjemmemarkedsproduktion.

 

I stedet for at fratage kutterejerne erhvervsstøttemu­lighed, sådan som Landsstyret lægger op til, ønsker Atassut at give reel økonomisk mulighed for at forny, ikke alene kutterflåden, men også jollefiskernes ma­teriel, således at udslidte fartøjer udtages og nye anskaffes i en mængde, der er tilpasset de lokale forhold og behov i forbindelse med lokale hjemmemar­kedsproduktioner.

 

Vi må hurtigst muligt væk fra vort samfunds ensidige afhængighed af fiskeriet. Kun derved kan vi komme bort fra den store følsomhed over for svingninger i ressour­cer og afsætningsmulighederne.

 

I erkendelse af at etableringsvilkårene i Grønland er meget vanskelige, er det nødvendigt, at vi giver yderst attraktive etableringsbetingelser for erhvervslivet, ellers får vi ingen nye arbejdspladser.

 

Atassut har tidligere i dette Ting foreslået skattefri­hed for nystartede virksomheder i etableringsfasen. Det mener vi forsat er helt nødvendigt, og vi agter derfor at genfremsætte vort forslag til forårssamlingen.

 

Skattefrihed alene er imidlertid ikke nok. Vi kan blot se på etableringen af Nuuk Plast, hvor Hjemmestyret er gået ind som aktionær for at tilføre tilstrækkelig kapital i startfasen.

 

Det viser med al ønsket tydelig­hed, at det er nødven­digt med een eller anden form for kapitaltilførsel, som ikke kan tilvejebringes på norma­le forretningsmæssige vilkår.

 

Det er således helt klart nødvendigt med en effektiv erhvervsudviklingsstøtteordning, hvis vi skal opnå skabelse af varige arbejdspladser.

 

Atassut ønsker derfor en gennemgribende revidering af de forskellige erhvervsstøtteordninger, som forvaltes af flere forskellige instanser, som tilsyneladende ikke samarbejder.

 

Vi ønsker een samlet lovgivning vedrørende erhvervs­støtte- og udvikling samt et samlet organ, som for­valter lov­givningen. Erhvervslivet og igangsættere skal klart og tydeligt kunne se, hvilke muligheder de har uden at være kastebolde mellem forskellige organer.

 

Tilbagebetaling af erhvervsstøttelån har gennem årene afstedkommet betydelige restancer. En væsentlig årsag hertil er, at man ved fastsættelse af tilbagebetalings­betingelserne for disse erhvervslån, ikke har taget højde for et meget svingende ressourcegrundlag og en deraf følgende svingende indtjening.

 

Atassut ønsker at rette op på dette forhold ved at ændre reglerne for tilbagebetaling af erhvervsstøtte­lån, således at lånene tilbagebetales som en fast procentdel af indtjeningen.

 

Vi har de sidste år snakket meget om råstoffer og turisme, men vi må erkende, at vi til dato ikke har nogen af delene.

 

På længere sigt er Atassut ikke i tvivl om, at det er på disse to felter samt på fi­skeriområdet, at vort lands fremtid skal bygges.

 

Inden for det nærmeste årti, må vi imidlertid nok indstille os på en begrænset udvikling inden for turis­men og ingen olie- eller mineraludvinding. Åbningen af østlandene, Rusland og de øvrige Sovjetrepublikker har banet vejen for de internationale mineselskaber til store lettilgæn­gelige forekomster.

 

Her ligger forklaringen på, at Landstingets lempelser af koncessionsbetingelserne og Landsstyrets charmeof­fen­siv overfor selskaberne ikke har båret frugt. Intet tyder på, at disse forhold ændres afgørende i over­skuelig fremtid.

 

På denne baggrund ønsker Atassut ikke at bruge mange penge på forundersøgelser på nuværende tidspunkt. Vi mener, at det vil være klogere at vente på bedre tider, vore råstoffer løber ingen vegne.

 

I stedet ønsker Atassut at koncentrere indsatsen på følgende områder - for det første:

 

Etablering af hjemmemarkedsproduktion og distribution, primært i bygderne.

 

For det andet - støtte lokale erhvervsinitiativer.

 

For det tredje - udbygning af landingsbaner til glæde for befolkningen, turismen og en kommende mineraludvin­ding.

 

For det fjerde - støtte privatbaseret turismeudvik­ling.

 

 

For det femte - udvikling af andre erhvervsprojekter, som f.eks. zinkraffinaderi eller andre energitunge pro­duktioner i tilknytning til vandkraftværket i Nuuk, dog under forudsætning af, at grundige miljømæssige under­søgelser godtgør, at etableringen ikke ødelægger vort sårbare miljø.

 

For det sjette - bygning af flere vandkraftværker.

 

Atassut foreslog på efterårssamlingen 1991, at man påbegyndte bygning af 5 landingsbaner og samtidig  ønskede afsat 50 mill. kr. til formålet. Det lykkedes partiet at få afsat 34 mill. kr. til formålet på Fi­nansloven for 1992, men pengene blev i stedet brugt til havneudbyg­ninger i forbindelse med containeriseringen.

 

I betragning af, at Landskassen ifølge landsstyrefor­mand Lars Emil Johansens udtalelser rummer en anlægs­reserve på mere end 500 mill. kr. sammenholdt med den store arbejdsløshed og den mangelfulde omkostnings­fyldte infratruktur, er det efter Atassuts opfattelse rig­tigst straks at igangsætte byggeri af disse land­ings­baner.

 

Da der i modsætning til vandkraftværket ved Nuuk er tale om arbejdsopgaver, som i stor udstrækning kan klares af lokale entreprenører, vil et sådant tiltag betyde mange lokale arbejdspladser samt forøget skat­teindtægter til de berørte kommuner forhold vi også påpegede under finanslovsdebatten i 1991.

 

På baggrund af de indhøstede erfaringer fra sommerens skibstrafikafvikling skal Atassut anmode om en nærmere undersøgelse for at få klarlagt, om det er forsvarligt at lade KNI effektuere salget af de 2 nye kystpassager­ski­be.

 

Sommerens pres på skibstrafikken har vist os, at uanset om man effektiveserer fartplanerne for de 2 resterende skibe, så vil bookningen til næste sommers skibssejlads blive helt kaotisk.

 

Efter at have hørt landsstyreformandens åbningstale er Atassut tilbøjelig til at spørge, hvor er kommunerne?

 

Landsstyreformanden sprang let og elegant over dem. Kommunerne med store økonomiske smerter må ikke glem­mes.

 

Vi skal behandle kommunalreformen under denne samling. Gennem årene har vi ved overførsler af opgaver påført kommunerne store byrder. Landstinget har derfor medan­svar for den situation, som kommunerne er havnet i økonomisk.

 

For Atassut er det vigtigt at pointere, at vi ved kommunalreformen skal sikre os, at vi ikke påfører kommunerne yderligere byrder. Der er også behov for en øjeblikkelig hjælp til kommunerne. Atassut vil til Finans­loven foreslå, at der afsættes flere midler til be­skæftigelsesfremme i kommunerne, f.eks. bygnings- og vejrenoveringer. Det vil give kommunerne et øget skat­te­grundlag og mindske de sociale udgifter.

 

Landsstyreformanden indbød i sin åbningstale til bredt samarbejde her i Tinget. Atassut er parat til et sådant samarbejde. Jeg finder det helt nødvendigt, hvis vi skal finde de bedste løsninger for den befolkning, som har vist tillid til os og valgt os.

 

Atassut konstaterer, at der er stor forskel mellem landsstyreformandens rosenrøde åbningstale og den dag­lig­dag vi færdes i. Vi skal selvsagt se fremad, men vi har også en forpligtelse til at skabe anstændige leve­vilkår for alle befolkningsgrupper her og nu.

 

Med disse lange bemærkninger opfordres Landstinget til konstruktivt samarbejde, lad os vise os værdige til at løse det hverv vi er valgt til.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Inuit Ataqatigiit tilslutter sig fuldt ud den åbnings­tale landsstyreformanden fremlagde på landsstyrekoali­tionens vegne.

 

Inuit Ataqatigiit mener ligesom Landsstyret, at der er grund til en vis optimisme med hensyn til den fremtid vi nu går i møde og som vi i Landstinget har arbejdet for at give et så godt grundlag som muligt, et grundlag som giver et ligeværdigt og solidarisk liv, bedre livevilkår og bedre muligheder for økonomisk udvikling.

 

Vi har som folkevalgte i bygderådene, kommunalbestyrel­serne og som landsstyremedlemmer en forpligtelse til at udføre vores arbejde overfor samfundet ud fra ærlig­hed og redelighed.

 

Landsstyret har derfor Inuit Ataqatigiits fulde støtte, når Landsstyret på trods af økonomisk hårde tider og påtvungen udfra kommende problemer har været i stand til at fastholde den stabilitet der hersker i dag.

 

Alle ved, hvordan fiskeriet og fangererhvervets krise er i dag. Vi har sat meget svære betingelser for at drive disse erhverv. Naturens magt og indflydelse på vores hovederhverv fiskeriet påvirker alle andre dele af samfundet.

 

 

Torsken forsvinden fra vore kyster, de svære markeds­be­tingelser og den internationale valutauro, har kastet vores hovederhverv ud i problemer, som vi ikke kan sidde overhørigt.

 

Hjemmestyrets virksomheder og i dette tilfælde især Royal Greenland A/S har derfor gjort en indsats for at sælge nye produkter på det internationale marked, en indsats som nu giver gode resultater.

 

På trods af alle de negative forhold mener vi, at der er grund til at rose Landsstyret, som har været i stand til at fastholde den økonomiske stabilitet og endda formået at vende situationen til en forsigtig optimis­me.

 

Omstruktureringen af KNI og omlægningen af atlantfrag­ten har skabt grundlag for en omkostningsdæmpende politik, som har gavnet både erhvervslivet og de enkel­te famili­ers husholdninger. Vi har kort sagt fået et middel til at sænke priserne. Vi har dermed også været i stand til at fastholde købekraften i arbejdernes lønninger.

 

Det vil vel jo også på den anden side være nyttesløst at opnå gode forhandlingsresultater ved overenskomst­forhand­linger, hvis lønforhøjelser efterfølgende bliver ædt op af prisstigninger. Det er en af grundpillerne i vores økonomiske politik, at omkostningsniveauet i hele sam­fundet skal holde i ave og købekraften beskyt­tes.

 

Det er derfor heller ikke mærkeligt, at statsmini­sterens Rådgivende Udvalg vedrørende Grønlandsk økonomi har rost den førte økonimiske politik, ligesom stats­ministeren selv gjorde under sit besøg her i sommer.

 

Inuit Ataqatigiit tror på, at den økonomiske nedtur nu har nået bunden og at der er begrundet håb om at den kommende tid og det kommende år vil bringe bedre økono­miske tider med sig.

 

Det er et rigtig skridt at etablere det påtænkte er­hvervsudviklingsselskab og Inuit Ataqatigiit støtter, at der i Finansloven afsættes 38 mill. kr. til for­målet.

 

Landskassemidler alene er imidlertid langt fra nok til at skabe den tiltrængte erhvervsudvikling og bekæmpe den store arbejdsløshed. Det er nødvendigt, at alle gode kræfter samles om denne store opgave og er med til at skabe arbejdspladser.

 

Inuit Ataqatigiit mener derfor også, at Grønland bør være helt i front i arbejdet for at etablere en arktisk frihandelssone. Vi er derfor glade for Landsstyrets udmelding om, at handelsrelationerne både mod øst og mod vest bør udbygges. Mulighederne for at distribuere grønlandske produkter via f.eks. Canada bør fuldt ud udnyttes.

 

Vi har store forhåbninger til det påtænkte erhvervsud­viklingsselskab og skal opfordre, at også private selskaber og bankerne ud over Hjemmestyrets egne sel­skaber går aktivt ind i selskabet.

 

Selskabet bør derudover gives mulighed for at drive sin virksomhed uden indblanding fra politisk side og uden direktorale overbygninger.

 

Det er for Inuit Ataqatigiit vigtigt, at også bankerne deltager aktivt i bestræbelserne for at skabe erhvervs­ud­vikling. Det er nødvendigt, at også bankerne bliver mere risikovillige end tilfældet er i dag. Vi mener, at det er i dagens situation er rimeligt at kræve mere engagement fra bankernes side.

 

Som jeg allerede har sagt tilslutter Inuit Ataqatigiit sig Landsstyrets åbningstale. Jeg vil derfor uden yderli­gere kommentarer komme ind på de i åbnings­talen omtalte forhold der er vigtige for Inuit Ataqati­giit.

 

Først skal jeg udtrykke vores store glæde over, at det nu endelig er lykkes, at etablere en civil flyrute til Avanersuaq. For Inuit Ataqatigiit har det været et mål vi har forfulgt i mange år. Der er grund til at ønske Inugguit tillykke med at de endelig får mulighed for at rejse på samme måde som alle andre i det grønlandske samfund. Vi vil benytte lejligheden til at takke Lands­styret for den indsats der er gjordt i denne kompli­cerede sag.

 

Alle her i salen ved, at vi slås med boligmanglen og at mange boliger i dag beboes af langt flere mennesker end de er beregnet til. Et forhold som fører andre sociale og menneskelige problemer med sig. Der er både i kommu­nerne og i Hjemmestyret usikkerhed omkring det sta­tisti­ske materiale, der er til rådighed vedrørende boligsitua­tionen, f.eks. er der stor usikkerhed om boligventeli­sterne kan tages som udtryk for en reel boligmangel.

 

Inuit Ataqatigiit skal derfor opfordre landsstyremed­lemmet for Boliger til at sørge for, at der udarbejdes et talmateriale, der er baseret på de faktiske for­hold, idet dette materiale er det væsentligste grundlag for en holdbar anlægsplanlægning og fordi vi uden konkret viden vil have meget svært ved at bekæmpe boligmange­len.

 

Vi mener dog, at de foreslåede midler til boligbyggeri ligger lige i underkanten af det reelle behov.

 

Udover økonomien skal der tages hensyn til hvilken aldersgrænse, der sættes for om en person kan medregnes til den gruppe, som har et reel boligbehov.

 

Det er Inuit Ataqatigiits ønske, at boligbehovet op­gøres ud fra, at alle over 20 år har behov for en bolig. For de unge idag muligheden for at få egen bolig af større og større vigtighed og vi mener derfor, at det er vigtigt at tage disse forhold med i betrag­ning i ved opgørelse at det reelle boligbehov, og som sagt opfordrer vi landsstyremedlemmet for Boliger om at fuldføre det vi her har påpeget.

 

Mens vi er i boligområdet, mener Inuit Ataqatigiit, at det er på tide at revurdere den nuværende 80/20-ordning ved boligbyggeri. Vi mener at vi senest næste år må vurdere, om 60/40-ordningen skal gennemføres eller ej.

Kommunerne har med hensyn til deres planlægning behov for at vide, om der ændres ved den nuværende finan­sierings­ordning.

 

Med hensyn til Hjemmestyrets bloktilskud til kommunerne mener vi, at det haster med en nyvurdering af, om tilskuddet til folkeskolen stemmer overens med det lovgivnings fastsatte krav til kommunerne. Hidtidige undersøgelser har vist, at mange kommuner efterhånden står i en situation, hvor det ikke kan opfylde lovens krav om drift af folkeskolen.

 

Undersøgelserne viser også, at tilskuddene varierer væsentligt fra kommunen til kommune, hvilket i sig selv også giver problemer.

 

Inuit Ataqatigiit skal opfordre til at Hjemmestyret og kommunerne snarest forhandler sig frem til en ordning, som begge parter kan være tjent med.

 

Landsstyret har ærligt fremlagt tanker om nødvendige besparelsestiltag og eventuelle ændringer i det offent­lige serviceniveua.

 

Uanset hvor ubehageligt det må være, vil det være uansvarligt ikke at komme ind i disse forhold også. Vi skal allerede på nuværende tidspunkt gøre os klart, at overførselsindkomster f.eks. pensioner, uddannelses­støtte og andre sociale udgifter ud fra den nuværende situation vil udgøre ca. 25 % af Landskassens samlede midler i år 2000.

 

Gruppen af erhvervsaktive vil i samme periode være relativ faldende. Vi kan derfor ikke komme udenom, at diskutere f.eks. en forhøjelse af pensionsalderen f. eks. til 63 år. Inuit Ataqatigiit er parat til at tage denne diskussion.

 

Med hensyn til de uddannelsessøgende mener Inuit Ataqa­ti­giit, at der er behov for en vurdering af uddan­nel­ses­støtteordningen. I den forbindelse vil vi opfor­dre Landsstyret til at være positivt opmærksom på det til­bud, som DKIK nu er fremkommet med.

 

De uddannelses­søgende har udvist en vilje til at med­virke kontruktivt til en besparelse og vi mener, at DKIK har fremsat et realistisk forslag, som man ikke uden videre kan komme udenom.

 

Inuit Ataqatigiit skal til sidst i denne åbningsdebat indtrængende opfordre til, at vi tager arbejdsløsheds­problemet med den alvor det kræver og iværksætter mærkbare initiativer til bekæmpelse af problemet. Inuit Ataqatigiit har, ligesom Landsstyret, viljen til at bruge kræfter på dette.

 

Oprettelsen af nye arbejdspladser bør baseres på de råvarer vort land kan tilbyde og de behov vi har.

 

Nye produktioner bør have et importbegrænsende sigte og give fiskerne og fangerne mulighed for at afsætte deres fangster.

 

I Inuit Ataqatigiit er vi glade for, at Landsstyrets planer indeholder disse elementer. Det mest glædelige er dog, at vor nationaløkonomi tilsyneladende er ved et vendepunkt, omend den positive udvikling går lang­som­mere end man kunne ønske sig.

 

Til sidst skal jeg opfordre til, at vi allesammen bruger kræfter på at skabe indtægter til samfundet med et væsentligt element for øje, nemlig ud fra en soli­darisk politik, hvor der tages hensyn til de mindrebe­midlede, børnefamilierne og pensionsmodtagerne. Det er mit håb at vi alle vil arbejde ud fra det udgangspunkt.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Jeg byder landsstyreformand Lars Emil Johansens åb­ningstale velkommen.

 

Indledningsvis skal jeg på vegne af Akulliit Partiiat med lands­tingsformandens tilladelse give udtryk for vores glæde over at se jer ærede med­lemmer af landets højeste lovgivende samling, og byder jer velkommen her til samlingen og håber, at vi under samlingen alle får fysisk og psykisk styrke, ganske som det står i den

 

gode og bevægende salme af Isak Lund, som vi sang til allersidst, da vi som start på efter­årssam­lingen sam­ledes i kirken.

 

I Akulliit Partiiat ser vi frem til samarbejdet i Landstinget med forventningens glæde. Vi i Akulliit Partiiat, som det nyeste parti, skal ikke belære de ældre i arbejdet om noget, men derfor vil vi gerne høfligst give udtryk for, at vi under denne samling spilder mindre tid på unødig snak om det ene eller det andet parti eller enkeltpersoner, men konstruktivt og realistisk taler om, hvad vi gør frem­over. Til åbnings­talen vil vi knytte følgende bemærkninger.

 

I Akulliit Partiiat kan vi ikke se synderlige nyheder i åbningstalen, men konstaterer og genkender mange mål­sætninger, vi alle er enige om. Kort sagt indeholder åbningstalen i vore øjne på flere områder noget, der ligner floskler.

 

Floskler kalder vi det, når der er tale om ønsker, men uden følger af konkret handling om hvordan ønskerne skal opnås. Derfor vil vi også sige tak til den rede­gørelse, der vil blive fremsat omkring det sociale område. Men vi skal nok sammen i samar­bejdets navn finde løs­ninger og det skal vi i Akulliit Partiiat nok være med til. I Akulliit Partiiat har vi i den korte periode prøvet at være et skridt foran hele tiden, men forstås i flere tilfælde delvis for sent. Det er vi selvfølge­lig kede af. Ikke mindst fordi det er dyrt for sam­fundet ikke at forstå det rigtige første gang.

 

Derfor har vi i Akulliit Partiiat på et tidligere tidspunkt tilbudt en eventuel samlingsregering, da de helt ekstraordinære problemer i vort land kræver eks­traordinære handlinger. I den forbindelse skal jeg lige til de dansksprogede udtale, at samlingsregeringen i den trykte skal være en samlingsregering og ikke en koali­tionsregering.

 

Én ting er vi i Akulliit Partiiat glade for i åbnings­talen og det er optimismen. Optimismen er nødvendig og der skal være optimisme, specielt blandt os i det grønlandske samfund med helt specielle og til tider store problemer, også økonomisk.

 

Blot vil vi i Akulliit Partiiat gerne påpege denne hårfine grænse mellem optimismen og realismen. Der har i tidens løb simpelthen været for mange, der har følt sig, i daglig tale, snydt, skabt falske forhåbninger, fordi optimismen tilsyneladende ikke var i hak med realisme.

 

Vi mener i Akulliit Partiiat - og har givet udtryk for det mange gange før - lad os være ærlige overfor vore arbejdsgivere, nemlig samfundet, vore vælgere. Lad os sige til dem, vi skal selvfølgelig være optimistiske, men sådan er realiteterne nu engang.

 

Lad os konstatere, at det faktisk ikke går så godt med økonomien, som nogen gerne vil give udseende af. Spørg kommunerne, der har mange servicetiltag, at købe tilba­ge det, der i tidens løb er sparet væk.

 

Her tænkes der bl.a. på service til de ældre, arbejdet indenfor forebyggende arbejde blandt børn og unge samt interesse­grupper. Alt sammen fordi økonomien skal se så god ud.

 

 

I denne sammenhæng ofres kommunerne ved til stadighed at overføre omkostningskrævende opgaver fra Hjem­mestyret til kommunerne. Konse­kven­sen er at lands-

s­katten ikke hæves. Det går jo glimrende.

 

Det bliver heller ikke bedre af, at der i flere kommu­ner har været knas med styringen af økonomien. Jeg citerer fra åbningstalen: "Befolkningens aktive delta­gelse er vigtig for den politiske debat, ligesom vi politikere har pligt til at lytte til befolkningens krav, ønsker og problemer." Citat slut. Det er vi med på i Akulliit Partiiat.

 

Under rejserne langs kysten hører vi gang på gang om henvendelser, der ikke engang besvares fra den centrale administration i Hjemmestyret. Bare spørg mig. Min undersøgelse som landstingsmedlem af en bestemt sag viste, at der var noget helt galt i systemet. Det jeg prøver på at sige her er følgende, at hvis vi skal leve op til vores politiske ansvar, må vi stramme op på det administrative system.

 

Åbenhed og idéskabelse er noget vi i Akulliit Partiiat prioriterer meget højt. Der må stræbes efter åbenhed mellem de styrende organer og samfundet. Åbenhed og idéskabelse er i vore øjne udførelse af egne og andres idéer. Derfor har vi brug for hinanden. Derfor skal kommunikationen, også rent administrativt mellem de styrende organer og samfundet, være i orden.

 

Så kan vi på den måde vise viljen til at møde proble­merne og udfordringerne med åbent sind og vilje til forhand­ling, som ganske rigtigt sagt af landsstyrefor­manden, jeg citerer: "Det kan lade sig gøre, at Lands­tinget formår at efterleve det politiske ansvar, hvis vi holder os for øje, at det grønlandske samfund ikke kan udvikle og udvikle sig alene på grundlag af parti­politiske skænderi­er og lokal patriotisme." Citat slut.

 

Det er vi i Akulliit Partiiat også helt enig i. Det er ét af de centrale områder, der er vigtige for os i Akulliit Partiiats arbejde i midten, at kunne samar­bejde med både venste og højre. Vi lægger ikke vægt på ideologiske holdninger, men på retfærdighed og sund fornuft med udgangspunkt i landets situation.

 

Vi må arbejde ud fra, at det er samfundet og ikke ens parti, der skal klare sig. Kort sagt pragmatisk ud fra landets helheds synspunkt, ikke ud fra et partipolitisk synspunkt.

 

Vedrørende overskriften "Den internationale situation" har vi følgende bemærkninger:

 

Akulliit Partiiat er fuldstændig enig i, at Grønland bør være en ligeværdig partner i international må­lestok.

 

Derfor stræber vi efter at vore unge får en uddannelse, der kan måle sig med andre unges uddannel­ser i andre lande, at de unge under uddannelsen får vilkår, der er attraktive at gennemgå.

 

Vi stræber efter, at børn og unge har sunde interesser i fritiden, såle­des at de kan have de menneskelige ret­tig­heder allerede fra starten af. Det er glædeligt at konstatere i dag, at flere og flere forstår, at det altså ikke nytter noget, at vi isolerer os, hvor alle andre udenfor slutter sig sammen, derfor er det nødven­digt at højne Grønlands renomé.

 

At vi på råstofområdet står i en vanskelig internatio­nal konkurrence om at tiltrække investorer kan vi fra Akulliit Partiiat godt se. Vi i Akulliit Partiiat er klar over at vi skal sikre vores eks­porterhverv og skabe nye arbejdspladser på et inter­nationalt konkur­rencedyg­tigt grundlag.

 

I den forbindelse vil jeg ikke undlade at nævne, at jeg, foranlediget af den seneste tids debat omkring dis­positionerne indenfor koncernen Royal Greenland, som medlem af Landstinget ved en pressemeddelelse af den 20. juni 1993 har givet udtryk for undren over politi­kernes indblanding i koncernens virke.

 

Virksomheder vi her i salen er blevet enige om skal køre selv, og det for­retningsmæssigt. Vi vil gerne her give udtryk for, at Landstinget har valgt bestyrel­ser og bestyrelserne har valgt direktioner og så må man give de pågældende arbejdsro og tryghed i arbejdet. Det kan ikke være meningen, at Landsstyret sidder som bestyrelse for alle bestyrelser. Så er der nemlig ingen grund til at vælge disse bestyrelser.

 

Det kan heller ikke være meningen, at Landsstyret går direkte ind og blander sig i bestyrelsesarbejdet, når landsstyremed­lemmerne selv har været med til at vælge medlemmerne i de pågældende bestyrelser. Giv nu alle virksomhederne arbejdsro.

 

Vi bliver nødt til også at lade offentligt ejede virk­som­heder tjene penge, for at der også her kan skabes nye arbejdspladser, som samfundet trænger meget til.

 

Som eksempel: I stedet for at blande sig i Royal Green­lands bestyrelses og direktions be­slutninger, burde ejerne, altså det grønlandske samfund og dermed de grønlandske politikere, i dagligdagen Landsstyret, sørge for at skabe optimale forhold for denne store produk­tionsvirksomhed.

 

Vi lever her i 1993, hvor det hele skal til at køres forretningsmæssigt, væk fra kolonitidens central­styring, alle er enige om dette, derom er der slet intet at diskutere.

 

Det er ellers fristende at knytte bemærkninger til hele økonomi- og erhvervsområdet. Det er dog umuligt at tage det hele med, med den begrænsede taletid, hvorfor jeg må henvise til vores talsmand på økonomi- og erhvervs­området, når vi kommer til finanslovsbehandlingen.

 

Dog vil jeg her til sidst give udtryk for vores store støtte til tanken om, at der indskydes 38 mio. kr. til det påtænkte udviklingsselskab og ikke mindst det påtænkte krav til selskabet, nemlig at deres engagement i skabelsen af nye arbejdspladser hviler på et for­retningsmæssigt forsvarligt grundlag og uden politisk eller administrativ indblanding.

 

Det er jo rigtigt af landsstyreformanden, da han skrev følgende: "I modsat fald risikerer vi, at nye virksom­heder må have varig støtte for at overleve og at de private investorer springer fra."

 

Vedrørende turisme: Akulliit Partiiat støtter, som også udtrykt tidligere i andre sammenhænge, flere penge til turisme, men vi anbefaler en kontrolleret turisme. Derfor er turismeudviklingsplanen i orden.

 

Vedrørende landingsbaner: Vi er glade for at konsta­tere Landsstyrets opfattelse af, at udviklingen af vort

trafiksystem må tage udgangspunkt i de trafikøko­nomiske realiteter.

 

I Akulliit Partiiat har vi givet udtryk for, at an­læggelse af landingsbaner må tage udgangspunkt i, hvor det er billigst at anlægge lan­dingsbaner, der kan svare sig økonomisk. Dette vil være billigere for samfundet.

 

Akulliit Partiiat er iøvrigt spændte på trafikrede­gørel­sen, der vil komme fra Lands­styret under denne samling.

 

Vedrørende Sundhedsvæsenet: Akulliit Partiiat er enig i, at vi må udnytte vore muligheder for at prioritere i solidaritet med de svagest stillede borgere og de dele af landet, som alt for længe har måttet leve med en dårlig sundhedsbetjening.

 

Vedrørende det sociale område: Som allerede nævnt vil der komme en helhedsløsning på det sociale område og det er vi spændt på. Vi ønsker at samfundet ikke blot efter­lever tingene og siger ja til det skadelige, men fore­bygger det skadelige.

 

Dette siger vi at man er to skridt foran de andre og det er det, som vi betegner Inuuneq Nakuuneq. I den for­bindelse vil jeg ikke und­lade at bemærke, at jeg også ligesom mangler et afsnit omkring forebyggelses­arbejdet, at det ikke er blevet nævnt i åbningstalen.

 

Med disse korte bemærkninger skal vi komme med følgende afslutning:

 

I nødens stund må vi arbejde sammen og virke som et team og finde ud af, hvordan vi vil forbedre økonomien og hvordan vi finder løsningen, træffer beslutninger overordnet og ikke hænge os for meget i detaljer og lokal patriotisme. Derfor henviser vi igen til sam­lingsre­geringstankerne, som man burde give en mulighed, tanker, som vi tidligere har fremført i anden forbin­del­se.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Uanset hvilken nation man hører til, man har en demo­kratisk styreform, kan man ofte med lethed blive infor­meret om, under hvilke forhold man kan komme til at leve i de næstkommende år, og jeg mener, at jeg med rette kan betegne landsstyreformandens budskab til Landstinget og det grønlandske folk her ved åbningen af Landstingets efterårssamling som værende af en sådan art.

 

Et budskab, der bebuder et ønske om samarbejde og har toner af, at ville vække optimisme i befolkningen. Såfremt jeg personligt skal vurdere åbningstalens grundholdninger, som jeg her har nævnt, kan jeg betegne dem som varsel om en lysere fremtid, selvom det allere­de er klart, at det bliver et tungt arbejde at opnå, set i lyset af dagens realiteter.

 

Men uanset dette mener jeg, at hvis vi skal arbejde med lødighed overfor samfundets krav, ønsker og vanskelig­heder, må vi arbejde under over­skriften "sam­arbejde og optimisme", så kan vi opnå gode resulta­ter.

 

I disse år er vi inden for folkestyret blevet delt op i forskellige partier og når man følger med i disse partiers arbejde, giver det sommetider anledning til spekulationer over om man ind i mellem glemmer nødven­digheden af ansvarlighed overfor samfundet.

 

Dette er især føleligt, når det parti, der har haft magten siden Hjemmestyrets indførelse afholder deres ordinære landsmøde. Ved sådanne begiven­heder kommer ligesom færdigsyede politi­ske budskaber ud til befolk­ningen.

 

Men heldigvis har vi ved denne åbnings­tale ligesom fået information om, hvor vigtigt det er at andre også skal være med i arbejdet og denne medvirken er helt nødven­dig, såfremt man skal undgå alt for mange udsving i samfundets forvaltning.

 

Selvom om vi er et lille samfund, er vi stedse blevet mere og mere bundet til den store verden politisk og økonomisk. Dette kan vi ikke søge at flygte fra. Vi må jo være med i denne sammenhæng såfremt vi som samfund skal videreudvikle os.

 

I disse år, hvor vi politisk og økonomisk er på vej mod en større selvstændighed, tror jeg alligevel, at vi i vores Hjemmestyre til dels ikke udnytter de muligheder vi har fået ved overtagelse af ressort- og ansvarsområ­der bedst muligt.

 

Her tænker jeg på ordningerne ved­rørende de ressourcer vi har behov for i vort land og som vi også kan nævne som vort lands egne ressourcer, men som vi først kan udnytte ved udlandets billigelse. Jeg kan her anføre spørgsmålet om hvalerne som et ek­sempel.

 

Vi ved vores verdensmedborgeres syn på hvalerne i dag, og selv om disse holdninger ikke først og frem­mest er politiske holdninger, danner de grundlag for politiske beslutnings­processer inden for de stigende antal om­råder, vi selv er i besiddelse af i vort land, ikke på bag­grund af vores verdensmed­borgeres viden om de fakti­ske forhold og dermed respekt for andre medmenne­sker, men kun på baggrund af deres hold­ning om beskyttel­se af visse dyrearter.

 

Vi må se at komme væk fra denne holdning, da den er af stor økonomisk betydning for sam­fundet. Den eneste indflydelse vores verdens­med­borgere bør have overfor os, er medvirken til ved­tagel­se af hvor mange dyr vi kan fange årligt.

 

De bør ikke bestemme, hvilke fangstredskaber vi an­vender og hvor­ledes vi skal fange dyrene. Dette må vi selv tage bestemmelse om uden unødige udgifter for samfundet og ved at give samfundet bedre prøvemulig­heder.

 

Eksemplet jeg her har fremført har også mange andre problemforgreninger, som desværre opstår i forbindelse med vor manglende samarbejde i landets politiske         styri­ng.

 

Under Landstingets forårssamling begyndte debatten om vort lands bestand af rensdyr, en debat der optog alle grupper i samfundet. Noget af det helt grundlæggende i den debat, der optog alle meget, var at spørgsmålet til dels hænger sammen med erhvervsforholdene iøvrigt.

 

Udgangen af debatten kender vi allesammen. Politisk mundede debatten ud i en beslutning uden at tænke på de værst tænkelige erhvervsforhold, der hersker. Beslut­ningen havde alene sit grundlag i, at folk med de højeste indkomster også bør være med i jagten i de kommende år.

 

Sådanne begivenheder i de politiske be­slutninger kan forlede mig til at sætte spørgsmåltegn ved åbnings­talen. Ser det nu så lyst ud og vores debat om at ville vække optimisme som vejen til økonomisk lysere tider.

 

Vores økonomi i fiskerier­hvervet er desværre begyndt at gå nedad og vi ved, at politik for det meste ikke har indflydel­se på de forhold, der danner baggrund herfor. F.eks. de svigtende fiskemængder, manglen på pengemid­ler blandt vore verdens­medborgere og de skif­tende valuta­kurser.

 

Desuden ved vi også, at der ved omlæggelsen af vor fiskeriproduktion i vort land med en politisk beslut­ning som baggrund, er anlæggenes produktions­mulig­heder blevet stærkt begrænset. Dette havde indfly­delse på nedgangen i vor udlandseksport, på mistede arbejds­pladser, men værre gik ord­ningen ud over de erhvervs­drivende med mindre både, som dermed næsten helt mis­tede deres erhvervsmuligheder. Deres mulig­heder er nu så ringe, at de nu også sætter deres lid til landets urter og bær som et indtægts­suplement.

 

Det er næsten ikke til at tro, at vort land på grund af den førte politik giver sit folk sådanne eksistensbe­tingelser. Derfor må vi i samarbejde søge at realisere en del af åbningstalens bud, nemlig dette, og jeg citerer: "at få realiseret velplanlagte produk­tionsan­læg hvortil alle fiskeri- og fangerer­hververe kan indhandle deres fangster og få dem videre­produ­ceret."

 

Det loves at skatter, huslejer, el og varmeudgifter samt teletakster ikke bliver ændret. Dette kan lyde be­snærende, men når man på den anden side især kigger på priserne hos vore nordiske fæller, kunne det være endnu bedre, såfremt budskabet havde været en nedsæt­telse af disse. Jeg er dog vidende om, at dette endnu ikke kan lade sig gøre i dag. Landskassen har, ligesom befolk­ningens lommer, et behov.

 

Vedrørende socialvæsenet er det positivt at høre Lands­styrets budskab om, at der skal værnes om de ældre. Det er på tide at vi får en ordning med tydeligere rea­liteter end i dag, ikke mindst med sigte på, at de ældre kan eksistere i tryghed og uden alt for mange bekymringer.

 

Vor menneskelige sundhed og hvad dertil hører har vi som et vigtigt spørgsmål i disse år debat­teret i sam­fundet. Når vi skal tænke nærmere over dette og samti­dig kigger på de forhold der er til hinder for vor sundhed samt på de faktiske forhold, kan man for­nemme, at vi endnu har et stort forbrug af skadelige forbrugs­stoffer til hinder for, at vi kan kalde os for et helt sundt samfund. Jeg mener, at det stadig bliver vigti­gere at følge disse forhold nærmere poli­tisk.

 

Det er meget positivt, at der ved etablering af nye uddannelsespladser er sket et opsving i uddan­nel­serne og vi må også håbe, at alle disse bliver til nytte for fundamenteringen af vor vej mod bedre for­hold.

 

Vi må gøre os klart, at mange initiativer, uanset hvad det må være, blot kan ødsles, såfremt man ikke søger at løse problemerne ved roden, ikke mindst også fra poli­tisk side.

 

Når der her i salen debatteres vedrørende bygderne, ikke mindst i tilknytning til valg, bliver bygderne endda betragtet værende som en værdi for samfundet. Det er endda et af partiernes mærkesager og jeg citerer: "lad bygderne bestå."

 

Sidste gang det parti jeg her tænker på, afholdt lands­møde, forstod vi, at også bygderne har været på dags­ordenen, da det i den for­bindelse blev udtalt, at der bør laves en ændring i bevillingsformen vedrørende bygderne, således at bygderne bør blive steder, hvor husflid bliver eksistensgrundlag.

 

Det var meget ubehageligt for mig at høre sådan en holdning, fordi resultatet vil blive, at bygderne hurtigt bliver affolket, såfremt en sådan politik bliver gældende for stedse. Et sådant forhold vil forstærke de stadigt stigende arbejdsløsheds- og bolig­mangelproblemer.

 

Vi er klar over at de fleste af os har nok en viden om, hvor begrænsede erhvervsmulighederne i bygderne til stadighed bliver. De eneste arbejdspladser er efter­hånden KNI-virksomhederne, skolevæsenet samt i mindre omfang arbejde på produktionsvirksomhederne. Efter hvad vi er vidende om, findes der i dag bygder, der selv­stændigt ville kunne gennemføre produktionsprocesser, men disse steder er det i dag blevet sådan, at fisker­nes og fangernes indhandling først bliver transporteret til byerne før det bliver endeligt forarbejdet.

 

På den måde bliver indtjenings­mulighederne ved arbejdet i bygderne tabt, selvom disse borgere ligesom bybeboere også har udgifter at svare. Alle disse forhold er helt medvir­kende til at mærkesagen, "lad bygderne bestå", mere og mere kommer til at lyde som en farce uden indhold.

 

Ligemeget hvor man opholder sig i dag og hører på politiske debatter kommer debatten altid ind på nødven­digheden af skabelsen af nye arbejdspladser.

 

Dette hører med i det politiske ansvar og viljen til at arbejde for samfundet, men samtidig unægteligt et problem, der er svært at vise resultater på. Som følge af Hjemmestyrets indførelse drives i dag forskellige ansvarsområder vi har overtaget som aktieselskaber.

 

Dette kan ganske vist lyde som en given ting og må på visse områder være sådan set på baggrund af kravene udefra, men når man skal se det hele i sammenhæng og samtidig ser på aktieselskabernes driftsform, må alle disse forhold kræve besparelser og her kan man ikke undgå kravet om besparelser på med­arbejderstaben.

 

Derfor må vi også, samtidig med at vi råber op om nye arbejdspladser, grundigt vurdere om omdannelserne til aktieselskaberne nu er sket på det rette tidspunkt.

 

Må jeg med disse bemærkninger til sidst anføre, at jeg gerne vil modtage Landsstyrets optimistiske budskab, der gerne vil vække håb om målene for det kommende år til efterretning, selvom der kan næres tvivl om mulig­heden for realiseringen af de fleste af dem, da man i mange af spørgsmålene ikke kan komme udenom kommunerne.

Jeg vil dog støtte de ting, der loves i det grundlæg­gende, fordi når man lover noget får man ikke alene større arbejdslyst til realisering af det man lover, man åbner samtidig for en større mulighed for lydhørhed overfor andres meninger.

 

Peter Grønvold Samuelsen, Siumut:

Udover vores ordfører fra Siumut vil jeg komme ind på to forskellige ting samt et spørgsmål til landsstyre­forman­den.

 

Først er jeg glad for at Landsstyret har lovet at fortsætte med at man udbygger mulighederne for ind­handling i bygderne. Derudover finder jeg det ønske­ligt, at udover indhandlingsmulighederne i bygderne, bør være en produktionsmulighed.

 

For der er mange forskelligartede ressourcegrundlag fra bygd til bygd. Visse bygder har gode ressourcegrundlag og i disse bygder har vi gode erfaringer med hensyn til produk­tion. Derfor bør det være sådan, at man ikke trans­porterer råvarerne til byerne fra bygderne, såle­des at bygderne får mulighed for at udbygge deres produktion.

 

Landsstyret har også varslet om, at skole- og sundheds­forholdene bliver udbygget i bygderne, men vi må huske på, at udbygningen ikke alene sker bygningsmæssigt, men ved at man ansætter uddannet personale til disse om­råder.

 

Da landsstyreformanden kom ind på fangerfamilierne, da kom han slet ikke ind på sælskind. Men jeg har hæftet mig ved, at han nu agter at arbejde aktivt indenfor forbe­dring af fangerfamiliernes forhold.

 

Sælskindspri­serne bliver forhandlet med KNAPK og Great Greenland og jeg vil indtrængende opfordre Landsstyret til, at man laver en særordning for sælskindene, såle­des at fanger­familierne har mulighed for bedre ind­tjenings­muligheder udover det sociale sikkerhedsnet, der findes omkring det.

 

Med hensyn til selskaberne har jeg et spørgsmål. Jeg vil gerne spørge hvorfor man lægger mundkurv på folke­valgte, når det drejer sig om selskaber.

 

Selvom sel­skaberne drives af det offentlige, bør folke­valgte ikke blande sig i deres daglige drift med hensyn til aktie­selskabsloven. Det kan vi hurtigt blive enige om.

 

Men disse store aktieselskaber bør kunne danne grundlag for de beslutninger, som de folkevalgte tager. Til de store aktieselskabers holdning om, at de ikke vil have ind­blanding fra politisk side, vil jeg gerne spør­ge, om denne holdning udspringer fra Landsstyrets side. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke kan gå ind for sådan en holdning.

 

Allersidst vil jeg gerne nævne, at der indenfor de fire sidste år har Landsstyret haft en fornuftig økono­misk politik. Selvom den økonomiske udvikling af samfundet har været det negativ har man vendt denne ud­vikling til det positive, og der må man støtte Lands­styret i deres arbejde.

 

Lars Emil Johansen, landsstyreformand:

Der er blevet fremsat mange ord, men kort sagt kan man nok sige, at Landstinget er nået til et stade i dag, hvor man er enig om de fundamentale spørgsmål her i salen.

 

Jeg skal først udtale min glæde over, at man har en samlet be­slutning her fra salen. Det er ligesom om denne tanke er ved at gå op nu, at man er blevet enige og man er kun uenige om de enkelt­heder der findes. Landsstyret anser det for vigtigt i sit arbejde at vitale spørgsmål for landet og beslut­ninger træffes på grundlag af enighed.

 

I mit svarindlæg skal jeg ikke besvare ordførerne enkeltvis. Jeg vil blot komme ind på de vigtigste spørgsmål som en del af ordførerne kom ind på, nemlig beskæftigelsesfremme, eltakster og hvordan eltaksterne skal være overfor selskaberne, tiltag over­for jolle- og kutterfiskerne, hvordan de faktiske forhold er indenfor Sundhedsvæsenet, skolevæsenet og kommunerne og ikke mindst til slut bygderne og endelig vil jeg nok også kommentere de studerende og de stu­derendes ud­dannelses­støtte.

 

Men først skal jeg lige præcisere overfor Atassuts nye politi­ske ordfører, Lars Chemnitz, som tidligere har været formand for partiet Atassut, at selvom vi godt nok ikke er blevet senile, så kommer den gamle front­kæmper endnu engang frem og det viser også, at vi ikke blot kører ensartet hele tiden.

 

Atassut siger at tryghed er en mærkesag og dette kan man heller ikke sige noget imod og tryghed har heller ikke noget med en bestemt partifarve at gøre. Tryghed vedrører en person selv. Tryghed har også et islæt af ærlighed.

 

Hvis vi derfor skal have en tryg fremtid og samtidig erkender, at det er meget vanskeligt at udbygge landet på et stagnerende fi­skerierhverv, så må man ikke stoppe bevillingerne til forundersøgelse af de mineral­ske råstoffer.

 

Hvis erhvervsudviklingen og samfundet skal have en god fremtid, så kan man ikke undgå forunder­søgelse af de mineralske råstoffer, man kan heller ikke undgå at give nogen bevillinger til turismen. Det er korrekt at ressour­cerne nok ikke vil flygte af sig selv, men vi skal alligevel efter­søge dem for at give vores fremtid tryghed.

 

Med hensyn til Sundhedsvæsenet, at forholdene ikke er blevet bedre eller at det er blevet værre, der vil jeg sige til dem og gøre opmærksom på, at forholdene i Sundhedsvæsenet er blevet forbedret på mange områder, som man overhovedet ikke kan skjule.

 

Der sker flere operatio­ner her til lands. Da der er mange personer, som har øjensygdomme, så er det også et fremskridt at vi har en øjenlæge her i landet. Det er også et frem­skridt at samtlige kommuner har fået læge­be­tjening.

 

Kangaatsiaq har fået egen læge. Det er også en forbed­ring, at man kommer igang med en sygeplejerskeuddan­nelse. Manglen på medarbejdere, er man ligesom kommet over, især på lægernes område. Dette er også et frem­skridt.

 

Sundhedsvæsenets økonomiske styring er blevet rettet op. Det er også en forbedring. Be­handlingen af patien­ter er blevet forbedret, især i Sana og deres facili­teter er blevet forbedret, det er også en forbe­dring.

 

Selvom alt dette er sket, så er der til stadighed noget, der trænger til forbedring i Sundhedsvæsenet og Lands­styret er parat til at medvirke.

 

Med hensyn til jollefiskerne nævnte Atassuts ordfører  at jolle- og kutterfiskerne vil forsvinde da det er Landsstyrets politik, og at Lands­styret frem­kommer med et forslag herom i Finansloven.

 

Lad mig helt klart sige, at det er ikke en ærlig ud­talelse om de faktiske forhold. Landsstyret har selv­følgelig ikke noget forslag om at jolle- og kutterfi­sker­nes vilkår skal forringes.

 

På den anden side søges tiltag gennemført således at kutter- og jollefi­skernes vilkår kan forbedres, f.eks. bil­lig­gørelse af brændstof, nedsættelse af solar- og ben­zinpriserne til jolle- og kutterfiskerne til gavn for dem. Det er blevet realiseret.

 

Jeg kan desuden oplyse at Fiskeridirektora­tet, KNAPK og Royal Greenland har lavet et samarbejds­organ, som til for­års­samlingen vil komme med en rede­gørelse der skal belyse hvilke fisk vi skal fange og hvilken ordning vi skal lave for at gøre jolle- og kutter­fiskerne på det kystnære fiskeri mere renta­belt.

 

Med hensyn til bygderne, så vil jeg sige, at der er forskellige forhold rundt om i landet og i bygderne.

 

I Nordgrønland, er en del af produktionsstederne blevet fyldt helt op, således at indhand­ling begrænses, fordi produktionen af hellefisk er alt for stor.

 

Lidt mere sydpå f.eks. syd for Kangaatsi­aq, er der til gengæld vanskeligheder med at få råvarer af den slags.

 

Derfor er det meget vanskeligt at fremkomme med ens­artet regulering, fordi forholdene jo er forskellige.

 

I Nordgrøn­land har man til stadighed behov for ud­byg­ning af køle- og produktionsanlæg, og dette vil Lands­styret her til samlingen i forbindelse med 2. behand­ling af finans­lovsforslaget lade udarbejde et forslag til. Der skal laves forlsag til hvilke produktions­steder der skal have bevillinger i 1994, og derud­over håber vi også, at koncernen Royal Greenland i sin finansiering tænker på mangel på kølefacilite­ter i Nordgrøn­land.

 

­Som sagt, er et af de vigtigste spørgs­mål beskæfti­gel­sesfremme. Det er et meget vigtigt område, som Lands­styret betragter som et af de allervigtigste arbej­dsområder i slut­ningen af halvfemserne. Man skal skabe så mange ar­bejds­pladser så muligt.

 

Issittup Partiias formand nævnte, at grønlænderne får arbejdsløs­hed efter man har lavet selskaberne om til aktie­sel­skaber. Det er som at give dem skylden, nej, grunden til ar­bejdsløshed er følgende:

 

Værdien af vor rejeeksport er faldet, torsken er væk fra vores farvande, vi har ikke længere nogen udvin­ding, og derudover så har der været behov for ratio­nalisering indenfor erhvervsområderne.

 

Til finanslovs­forslaget for 1994 vil jeg gerne frem­komme med føl­gende:

 

Hvis Landstinget godkender, udbygningen af landings­baner, så vil vi få 45 mill. kroner i 1994, i 1995- 1996 og 1997 mellem 100 og 120 millioner kroner. Derud­over foreslår vi i 1994, at man tager råvareindkøb for forbedring af anlæg på 50 mill. kroner. Disse vil samlet give 400 heldags­stillinger årligt. Dertil kan lægges finansiering af landingsbaner som vil give 50 helårsstillinger yderligere i 1994, og vedrørende mandeti­mer til kommunerne, der vil man oprette 65 helårsstil­lin­ger. Vi regner kort sagt med, at der i 1994 efter fi­nans­lovs­forslaget oprettes 500 he­lårs­stil­lin­ger.

 

Hvis vi ser på dem særskilt, først med hensyn til landings­baner, så vil der som sagt, fra og med 1994 blive oprettet om­kring 50 helårs arbejdspladser.

 

Når man går i gang med det egentlige arbejde med land­ings­baner, så vil der være mellem 100 og 200 arbejds­pladser i for­bindelse med etablering af landingsbaner.

 

Når man bruger mande­timer, som har omking 13 mill. kroners værdi, betyder det omkring 100 helårsarbejds­pladser. I 1994 vil der blive oprettet færre end disse, d.v.s. omkring 65 helårsarbejdspladser.

 

Jeg skal lige gøre opmærksom på, at Landsstyrets for­skellige tiltag til arbejds­pladser som indeholdt i Finansloven, samlet vil give 500 helårsarbejds­pladser.

 

Derud­over vil man afgive 60 mill. ekstra til be­skæfti­gel­ses­fremme. Derfor håber jeg, at samfundet og Lands­tinget vil forstå, at vi fra Landstyret finder det vigtigt, at man afsætter midler til at oprette arbejds­pladser for, fordi man også her har intentioner om, at man kan komme i gang med udbygning af minedrift og udbygning af turisme.

 

Niko­laj Heinrich anførte, at bygder­ne ifølge vores parti alene skal have husflid, uden at nævne partiet ved navn. Jeg mener ikke vi her skal drøfte Siumut parti­ets formålsparagraf­fer.

 

Det er Siumutterne der selv skal behandle partiets politik, det skal ikke være således, at Issittup Par­tiia eller andre folk skal godkende den. Siumut be­stemmer selv sine politiske mål.

 

Det står helt klart i Niviarsiaq, som udkom i går at der man ikke har den politik at bygderne kun skal have hus­flid­sproduk­tion.

 

Formålet er at bygdeudviklingen ikke alene koncentreres om produktionsanlæg, men også rettes mod servicehuse, skindbehandlingshuse eller mod andre materielle goder som finder selvfølgelige.

 

Akulliit Partiiat kom med en kommentar om at man skal undgå, at spilde tid på unødig snak, men konstruktivt og realistisk tale om hvad vi vil gøre fremover.

 

Men til Akulliit Partiiat skal jeg udtale at, Akulliit Partiiat sagde, at det ikke er noget nyt, at eltak­sterne falder med 40 øre til virk­somheder.

 

At det ikke er noget nyt at man laver et erhversudvik­lingsselskab.

 

At det ikke er noget nyt, at med hensyn til turistud­vikling baner vejen for at billetpriserne falder.

 

At det ikke er noget nyt man vil skabe nye landings­baner.

 

At man får en ombudsmands­intention, og man får en lov omkring administrationen.

 

At man be­vilger penge til vores havmiljø.

 

Der er sande­lig mange nyheder, og selv om det ikke er vores opgave, at lave nogen nyheder, så nævnte Atassut og Akulliit Partiiat, at man skal stræbe efter at, lave en samlingsregering. Jeg mener, man skal spørge dem hvor­for der er ikke nogen yderligere begrun­delser.

 

Hvis Landsstyret ikke kan komme længere, så vil jeg ikke sætte spøgsmålstegn ved, hvorfor man frem­kommer med sådanne forslag.

 

Men et er vi enige om allesammen, Atassuts og Akulliit Partiiats ordførere kom ind på, at Siumut og Inuit Ataqatigiits parti har samarbejdsviljen til be­stemte spørgs­mål, og uanset man ikke er i regering sammen, så kan man være enig i, at man bør have en samordnet politik. Hvis Landsstyret ikke har en samordnet poli­tik, vil det heller ikke være trygt for samfundet.

 

En del af ordførerne, og især Akulliit Partiiat og senere Peter Grønvold Samuelsen kom ind på politikker­nes indblanding i Royal Greenlands drift.

 

Til dette spørgsmål må jeg helt klart sige, at selv­følgelig har samfundet noget at sige til sam­fundse­jede virk­somheder. Hvem som helst kan fremkomme med ideer, ikke kun poli­ti­kerne.

 

Landsstyret selv har en særskilt forpligtelse indenfor generalforsamling. Det skal ikke være således at, en virksomhed ikke kan udsættes for indblanding fra poli­tisk hold. Vi ved, hvor Lands­styrets ansvar er.

 

Hvis selskaberne har truffet dispositioner som har været til skade for fisker­nes indhand­ling, f.eks. ved lukning af fa­brikker, eller man har lukket indhand­lingsmulig­heder for fiskerne, vil det være meget mærke­ligt hvis vi politi­kere ikke man påpeger det urimelige heri.

 

De sam­fundsejede virksom­heder skal gøre gavn og være til glæde for samfundet. Jeg vil som landsstyreformand lægge vægt på, at vor store koncern Royal Greenland  tilpasser indsættelse af nye maski­ner til oprettelse at nye ar­bejdspladser.

 

 

 

Det skal ikke være således, at man sætter spørgsmåls­tegn ved Royal Green­lands indsættelse at nye rejepille­maski­ner, men man skal på den anden sige at, materiel­indførelse skal ske med en tidsfrist således at man tilrette­lægger det i takt med opret­telsen af nye ar­bejds­pladse­r. Det er på sin plads. Idet vi jo ikke har nogen ønsker om at sam­fundet skal have dårligere vil­kår. Dette skal dog ske uden at politikkerne blanderi den daglige drift.

 

Med hensyn til skoler og kommuner, så er vi i Lands­styret åbne for at få skabt en dialog med kommunerne i det meget vanskelige spørgsmål.

 

Vi vil også respektere at, der på baggrund af Lands­tingets og Lands­styrets beslutning, er nedsat en kom­munalreformkommission, som skal afklare hvordan nye opgave­forde­linger skal være. Kommissionen er blevet sammen­sat af kommunal­bestyrel­serne samt en for­mand og en landstings­formand.

 

Kommissionen vil til forårssam­lingen komme med et forslag til, hvordan den kommende opgave- og byrde­for­deling mellem kommuner og Hjemmestyret skal være.

 

Med hensyn til tilskud til folkeskolen, der skal jeg sige, at vi fra Landsstyret allerede har orienteret Kanukoka om, hvordan det faktiske tilskud skal være, og om vores ønsker om en dialog og en ny forhandling, og at vi har viljen til oger parate dertil. Vi er blevet anmodet af Kanukoka om, at skal afvente kommunernes henvendelse, og når denne henvendelse er kommet, så kan man gå i gang med det egentlige arbej­de.

 

Til sidst vil jeg lige nævne, at Atassuts ord­fører nævnte, at Atassut i 1991 i efteråret har fremsat for­slag om, at man bygger 5 landingsbaner, og man får afsat 50 mill. kroner dertil.

 

Atassut anfører at partiet havde held til at få afsat 34 mill. kroner på Finansloven for 1993, men at dette beløb er blevet brugt til udbygning af havne. Men dette lyder ikke rigtigt.

 

Hvis vi ser på Finansloven for 1993 er det hovedkonto 79-00, der henvises til. Et enigt fi­nansud­valg, d.v.s sammen med Atassut, ind­stillede, at bevillin­gerne skulle anvendes til containerisering og udbygning af havne, herunder hvordan bevil­lingerne skulle være, og hvor store de skal være, og derfor har man brugt disse midler udfra en finans­lovs­beslutning. Der er ikke blevet anvendt midler udover hvad der har været beslut­tet på Finans­loven. Med hensyn til bygderne og den debat der er, der mener jeg, at der vil være mulighed dertil her i salen. Med hensyn til produktionsselskaberne, så har vi allere­de sagt, at vi vil fremkomme med forslag dertil.

 

Peter Grønvold Samuelsen kom ind på, at man kan få oprettet produktionssteder i en del af bygderne. Selv­følgelig vil vi lade det gå videre til Royal Greenland, fordi Royal Greenland driver disse på vegne af sam­fundet i bygderne. Behovet for uddannet perso­nale i bygderne vil vi tage til efterret­ning, og med­tage dette i vores tanker ligesom også sæl­skindsdebatten kommer med i vores over­vejelser.

 

Man gav politikerne mundkurv, og det kan ikke være meningen. Man skal respektere bor­ger­nes ret­tigheder, når man arbejder med en demokratisk styreform. Det må også være meningen, at uanset hvor mange der kommer og blander sig i det, så kan arbejdet godt fungere, lige­som det er tilfældet her i Landstinget.

 

Der kommer mange indvendinger her, men Landstingets arbejde går fint, dermed takker jeg for partiordfører­nes tale, således at det vil danne grundlaget for bedre samar­bejde og arbejde i vores Landsting og Lands­styre­, og vi glæder os i Landsstyret på at få et kon­struktivt samarbejde.

 

Jonathan Motzfeldt, ordfører for Siumut:

Jeg vil også takke for partiernes gode velvilje her i salen, da det vil give lettelser i forhand­lingerne. Jeg skal blot udtale, at det kommu­nalre­formskom­missions­arbejde som pågår nu, som lands­styre­formanden også nævnte, vil til forårssam­lingen fremkomme med et for­slag om opgave- og byrdefor­de­ling.

 

Dette arbejde vil komme. Men derudover har man nedsat en arbejdsgruppe, der behandler spørgsmål om skat, det sociale område samt selvfølgelig miljøområdet.

 

Disse spørgsmål behandles i en arbejdsgruppe og ikke mindst hvad der kommer af forslag omkring skolevæ­senet, men disse vil blive behandlet særskilt. Derfor siger jeg det meget kort.

 

Også fordi Johan Lund Olsen, i og med at han medlem i dette forum, på nuværende tidspunkt har fremhævet de forskellige skævheder kor­rekt, der kan være omkring byrde og opgaveforde­lingen imellem kommuner og Hjem­mestyret, der mener jeg, at man på nuværende tids­punkt kan grave dybere ned, også fordi når man ser på tids­punktet, så er det et ret omfattende arbejde.

 

Jeg skal også udtale min glæde over Landsstyrets stil­ling til de offentligt ejede virksomheder, Royal Green­land, KNI A/S og KNI Detail, dertil så må jeg ud­tale, at jeg inde i denne debat også bør gå mellem de folke­valgte, for uanset om vi er aktionærer, som er bosid­dende her i Grønland, at man gennem de folkevalgte og Landsstyret har en kontrol af det daglige arbejde.

 

Derfor er det ikke forundrende, at politikerne kommer ind og blander sig i debatten. For det er helt klart, at det offentliges medejerskab er helt åbenbart.

 

Med hensyn til rådgivning, og så fordi der er for mange udvalg, og så fordi man nævner, at man vil formindske antal af udvalg, men vi fornemmer, det er lige som om at fredning af dyr har stor indflydelse på miljøbeskyt­telse og beskyttelse af de levende ressourcer, således at vi kan sikre, at vi har noget som vi altid gerne have.

 

Som dengang vi fredede lomvierne i lang tid, var der en meget stor debat. Da vi gjorde det samme med rens­dyret, kom der indsigelser fra for eks­empel Issittup Par­tiia, men hvis vi ser på en fredningsind­stilling fra den 6. april, så har samtlige udvalgsmed­lemmer ind­stillet, at udfra de vanskelige forhold, for at beskytte rens­dyre­ne, må iværk­sætte stærke krav.

 

Dette har vi støttet, fordi det vil beskytte dyrene, og på nuværende tidpunkt, har sikret at vi har dyr nok. Så mener jeg også, at vores beslutninger ikke skal ændres fra dag til dag. Men at vores beslut­ninger vil bære frugt i fremtiden, også fordi vi vil skabe åben vej til alle.

 

Dette vil vi også udtale, at også Nikolaj Hein­rich selv har været med til at skrive under på den frednings­ud­valgsprotokol, som er blevet uddelt den 6. april sidste år. Og vi mener ikke sådanne forhold skal ændres fra dag til dag.

 

Men lad mig udtale til sidst, fordi min taletid er udløbet, de nye tiltag - der er omkring vores miljø - det er vi begyndt på her i landet, også fordi vi vil hjælpe landsstyremedlemmet, med hvordan vi skal for­holde os om­kring det bevillingsmæssige også for at beskytte mil­jøet, så vil vi være åben for sådan en debat også her til sam­lingen.

 

Lars Chemnitz, ordfører for Atassut:

En stor enighed kan sommetider tage broden af en debat. Før vores så brogede debat, kan det føles at, den debat kan opleves som noget lang. Men hvis vi skal vurdere vores debat i dag har den udgangspunkt i enighed og derfor blev debatten stille og roligt.

 

Først vil jeg lige bemærke, at Siumut og Inuit Ataqati­giit - det er regeringspartierne - siger, der er grund til en vis optimisme, at det går bedre og at vi har god grund til at nære optimisme med hensyn til samfundsøko­no­mien.

 

Men hvis vi hører middagsradioavisen kan vi der høre, at vores økonomiske nedgang stadig ikke har nået sin bund. Hvis vi tænker på vores pro­duktion og råvarer­nes for­svinden, falder indtægterne og på råstofområdet er der ingen aktiviteter i øjeblikket og derved falder skatte­grundlaget for kommunerne.

 

Er der så grund til en så stor optimisme? Befolkningen har brug for optimisme, men når landsstyreformanden siger, at ærlighed skal danne grundlag i vores debat, må de selv være ærlige og ikke danne grundlag for alt for stor optimis­me.

 

Alle de forbedringer indenfor sundhedsom­rådet som lands­styreformanden kom ind på, der vil jeg sige, at der er sket forbedringer, men befolkningens klager har aldrig været så mange før - kritikken har aldrig været så hård - og derfor må vi sige at, der er utryghed indenfor det sundhedsmæssige område. Vi kan glæde os over forbe­dringerne men vi må efterlyse en bedre sty­ring af de sundhedsmæssige område. Der er jo også nævnt den store venteliste for at komme til behandling i Sundhedsvæse­net.

 

Med hensyn til beskæftigelsesfremme var Lars Emil Johansen også inde på de særlige tilskud som vil resul­tere i 4, 5 eller 600 arbejdspladser, det må vi så prøve at sidestille og spørge, hvor mange arbejdsløse der er i dag og ingen skal undre at Atassut ønsker endnu flere arbejdspladser, således at vi ikke kun kommer med lappeløsninger, men løsninger der er til gavn for sam­fundet. Det vil vi meget hellere have.

 

Med hensyn til råstofområdet og turismen, der bemærkede han noget som får mig til at tro, at han har misfor­stået os.

 

Vi ønsker ikke at forundersøgelserne bliver standset men at man kører det i en mindre omfang på længere sigt og med hensyn til turismen bør man kunne overlade en del af arbejdet til private i stedet for kun at lave aktiesel­skaber indenfor området. Min taletid er vist overskre­det, siden alle kigger sådan på mig!

 

 

 

Pavia Nielsen, Siumut:

Grunden til at jeg har besluttet at komme op til taler­stolen er, at når man snakker om arbejdsløshed så glemmer vi nok at nævne at der er mange unge - især i Nordgrøn­land - som erhverver sig som fiskere eller fangere og som kører udmærket uanset om det er i jolle eller kutterfi­skere i sommerperioden.

 

I vinterperioden indhandles fisk og selv dem undlader vi altid at nævne selvom de yder et stort arbejde for samfundet og at de indhandler noget som vi har behov for. De har stort behov for at få ros, når man snakker om ungdomsarbejds­løshed og deres problemer. Dem plejer vi at glemme. Bevillinger til be­skæfti­gelses­fremme vil vi senere behandle her på sam­lingen.

 

Jeg vil dog allerede nu udtale, at jeg finder det attrak­tivt, at man indenfor de bevillinger der er afsat til be­skæftigel­sesfremme, anvender nogle midler til renovation af oplagte kuttere der er bygget i Aasiaat eller Sisi­miut. Kuttere der på nuværende tidspunkt blot står på land. Dette kan ske i forståelse med bådværf­terne. Vi har behov for at afsætte midler til disse, såle­des at disse kuttere kan komme i gang med fi­skeri­et og fangsten igen.

 

Selvfølgelig har vi grundlag til op­timisme. Her blev det ikke nævnt at, vi er glade for - ikke alene os som bor i Uummannaq - at man i sommer­perioden har fundet olie i Nuussuaq. Derfor vil jeg kræve at man får under­søgt, hvor stort et behov landet har for olie.

 

Til debatten om bygderne vil jeg nævne vores run­drejse i Upernavik kommune med byg­deudvik­lingsud­valget.

 

Vi har set, at bygderne har meget store van­skelig­heder med vand, hvor man f.eks. i vinterperio­den smel­ter sne for at drikke af det.

 

Det kan også være skade­ligt for personer­ne. Der er meget stor behov for ud­bygning på det område også. Jeg vil ikke komme ind på organisationernes forretningsom­råde men vi må også sætte nogle tal bagved vores ønsker om KNAPK og fiske­organisa­tionerne. De har ikke fået forhandlings­mandat og derfor er forhandlingerne gået i stå og derfor vil jeg kræve at Landsstyret hurtigt tager initiativer til at komme over dette problem.

 

Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit:

Det er taknemmeligt at der sker noget nyt under himlen og det til stadighed sker - i debatten og udover par­tiord­førerne - så nævnte Peter Grønvold Samuelsen i spørgsmål til Landsstyret, at koncerner som køres og ejes af Hjemmestyret på grund af krav fra Lands­styret går med mundkurv overfor politikerne.

 

Dette er jeg meget forund­ret over - når han selv har været formand for sådan et selskab - at han kommer med sådan et spørgsmål og ikke mindst når man er folkevalgt og at man har et hverv som en folkevalgt politiker at have sådan en dårlig kritik på baggrund af at man skal være forsigtig med det. Det harmonerer ikke.

 

Jeg mener at denne åbningstaledebat - hvis vi skal vurdere den som en voksen som er på vej mod mere årvå­gen debat også i samfundet - ikke skal køre uden grund­lag. Jeg mener at debatten viste dette. Tviste her skal ikke være noget man har en svaghed i. Vi skal være parate til at turde modtage kritik og påtaler.

 

Og endelig ærede landstingsmedlemmer som får nok af oplysninger fra Grønlands statistik omkring produktio­ner og om hvor meget vores produktion har af værdi, når den sælges ud, dertil kan man sige at i 1989 så har en reje kostet kr. 9,00, når den eksporteres, men at den nu koster omkring kr. 8,00 og at eksportværdien er faldet fra kr. 70,00 til kr. 50,00.

 

Grunden dertil skyldes ikke, at Royal Greenland er et aktieselskab eller ej. Andre op­lysninger som f.eks. at fra 1989 til 1992 er fisker­nes ind­tjening faldet med omkring 23. mill. kr. og 200 arbejds­pladser er faldet væk som følge af, at man ikke længere har nogle torsk.

 

Dette har heller ikke baggrund i om koncernen er aktie­selskab eller ej. Når man tænker på bygderne får vi også talmateriale, der står at i 1989 har man indhand­let 11.000 tons torsk i bygderne og fra de sidste tal, som vi har modtaget i august, så har man kun indhandlet 214 tons torsk i bygderne som kan forarbejdes i løbet af 4 dage i en produktionshandling.

 

Med hensyn til Atassuts ordfører og de forskellige krav han nævnte, så er det selv­følgelig nærliggende at rette op på disse og Atas­suts politiske ordfører som jeg også har som kollega i Skatteudvalget.

 

I debatoplægget som jeg fremkom med i AG fremgår, at vi betaler for 143 personers feriefrirejse. Hvis man om­danner disse til skat, så vil det måske være omkring 18 mill. til kommunerne og 20 mill. i skatteind­tægter både til kommuner og Hjem­mestyret. Det er jo sådan nogle ting som jeg har fremsat i mit debatoplæg.

 

 

 

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Jeg vil lige kommentere 3 nævnte ting, nemlig for det første: at man har sagt forskellige ting der ikke er nyheder og for det andet: mundkurve til politikerne. Det blev der udtalt.

 

Og for det tredje: hvorfor man skal have en samlings­regering. Først med hensyn til det første, der blev det udtalt at billetpriser, beskæfti­gelser og at elpriserne er faldet med 40 øre og lan­dingsbaner og forskellige ting. Det er ikke nogle nyheder. Dette har vi selv været med til at behandle sidste år. Det er nogle gamle krav.

 

Det er ikke nogle nyheder. Men man kan sige at der er en enkel nyhed, nemlig at Landsstyret endelig har fået åbnet øjnene for det krav der stilles, det er alle-

ti­ders. Det blev også udtalt på en måde som kan forstås således, at vi er ude på at give mundkurve til politi­kerne. Som jeg har nævnt her i salen har vi allerede her i sagen godkendt at koncernen skal køre videre på baggrund af forretnings­mæssige principper.

 

Det er korrekt. Jeg mener at poli­tikerne ikke skal blande sig i, hvordan styringen skal være. Selvfølgelig kan hvemsom­helst komme med nogle ideer til direktionen, det er noget helt andet.

 

Og hvorfor man skal have en sam­lingsregering: denne tanke fremkom vi med allerede sidste år da der var et økono­misk uføre, fordi vi mente at sådan en ekstra ordi­nære situation måtte løses ekstra ordinært ved at lave en samlingsregering.

 

Vi ikke har haft magt til at rette op på økono­mien, så hvorfor skal vi ikke have en mulighed for at man kommer med en sam­lings­regering som kan løfte opgaven soli­darisk. Det er det som er grundlag for vores ud­talel­ser.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Jeg vil godt kommentere de forskellige ordførers indlæg først. Akulliit Partiiats ordførers indlæg, at Royal Greenlands aktieselskab, at Landsstyrets og politiker­nes indblanding i disse, der vil jeg sige at jeg ellers finder landsstyreformandens svar er godt nok, men det er helt i orden at de ansvarlige politikere - når de ser på skævhederne i samfundet hvorfor de - ikke kan blande sig i aktieselskabernes meget store dominans.

 

Lad mig lige også udtale det som Inuit Ataqatigiit har udtalt som jeg også støtter fuldt ud med hensyn til økonomi og be­skæftigelse som indeholder meget. Vi må bruge samtlige kræfter for at rette op på økonomien.

 

Det er helt korrekt, at vi har temmelig mange mulig­heder som vi ikke udnytter fordi af det foregår aktie­sel­skabs­form.

 

Og med hensyn til at udvise vilje som Siumuts ordførers indlæg kom ind på, så stoppede jeg også ved det og tænkte på at, der er temmelig mange personer som har viljen til at kunne starte forskellige virksom­heder som blot går i stå - det er også mange - det er ellers dem som kan danne grundlag for landets økonomi og grundlag for oprettelse af arbejdspladser som på baggrund af politisk indblanding blot stopper op og at man har behov for en nøje under­søgelse og at de får mere støt­te, det kan man heller ikke undgå. Med hensyn til, at der er forskellige produktions­muligheder af de mange forskellige bygder, det er helt i orden, som lands­styreformanden nævnte og at han frem­kommer med to forskellige grunde med hensyn til om man skal for­svare aktieselskab eller gå i mod, så mener jeg at man selv­følgelig kan debattere dette.

 

Jeg ved, at oprettel­se af aktieselskab også blandt andet er med til at tabe arbejdspladser, fordi arbejds­pladser som ellers giver produktion og som har grundlag for produktion, når det ikke kan betale sig så lukker man dem blot og dermed fyrer medarbejderne.

 

I forgårs da jeg hørte Sydgrøn­lands lokalradio og at jollefiskerne i Alluitsup Paa blot står og ikke har noget at lave fordi de har mangel på fisk som er god­kendt til produktion, sagde de at far­vandet lige uden­for vrimler af laks.

 

Sådan et forhold som vi accep­terer, det kører, jeg skal ikke gentage mine bemærkninger omkring bygderne for det.

 

Landsstyre­formanden udtalte at Siumut selv be­stemmer, hvordan deres politik skal være omkring bygder­ne. Derfor vil jeg ikke gentage dem. Til sidst vil jeg lige komme ind på, det som Jonathan nævnte omkring rensdyr også er korrekt.

 

Vi ved hvor omfattende debatten har været omkring rensdyrene. Også den 6. april 1993, da vi debatterede rensdyrene i Fredningsudvalget, så har vi fået en meddelelse som gav en meget stor forbavselse for os, at rensdyrene er blevet så få, at hvis fangst­metoder­ne fortsætter som hidtil, så vil rensdyrbe­standen falde meget drastisk.

 

 

 

Vi har sagt i udvalget, at så må man stramme reglerne omkring rensdyr­jagt fordi man siger, at man har fanget omkring  5 - 6.000 dyr og derfor foreslog man i Fred­ningsudvalget, at man kan fange omkring 1.700 rensdyr om året.

 

Det er en meget stor forstærkning og der var jeg med­virkende til at skrive under, men politisk blev det besluttet, at man ikke skal fange nogen rensdyr og derfor har jeg ikke været medvirkende til at skrive under, fordi jeg mener at når man tænker på rensdyrenes antal, så er det overhove­det ikke kun på 8.000.

 

Otto Steenholdt, Atassut:

Jeg vil ellers meget gerne kommentere en del som ikke har været med i åbningstalen, men som har været nævnt, bl.a. omkring huslejebetaling og børnetilskud. Jeg er ellers meget tilbøjelig til at sige noget omkring dette.

 

I forholdet indenfor Sundhedsvæsenet, så mangler der stadigvæk debat omkring tandlægeområdet. Da folke­tings­delegationen var her, så mødtes vi med landsstyre­med­lemmet og jeg nævnte hvorfor tandlægebetjeningen var for dårlig blot her i Nuuk.

 

Svaret var: hvorfor skal Nuuk borgerne have en bedre service end dem der bor i Kullors­suaq. De får kun tandlægebesøg een gang årligt, og det er meget dårlige forhold Kullorssuaq-borgerne har og det kan jeg over­hove­det ikke acceptere. Vi skal heller ikke undskylde med at vi er grønlændere.

 

Jonathan Motzfeldt nævnte, at det ikke længere er undskyldning nok med hensyn til forhand­linger omkring EF.

 

Det er hårdt, at landsstyreformanden vil tage til EF for at snakke med de store landes regeringer, for I store lande I skal ikke gøre sådan over for et lille land, det er vist en undskyldning for, at man er grøn­lænder, og så nu da økonomien er nået til et vende­punkt, hvor det kun kan gå fremad, men der er jo også mange hvis'er og mange men'er, så uanset hvem der siger det, så siger man, at man kører ud fra verdensmarkeds­priser­ne, at fiskerne ikke skal klage, at det er den og dens skyld, hvis I er optimisti­ske har vores omverden frem­gang i økonomien, Rusland er kommet i uføre, og vi ved heller ikke hvordan resultater­ne vil være m.h.t. vores forhandlinger med EF, og hvis vi sammensætter disse, så kan vi nok se og håbe, at vores økonomi vil komme til at gå fremad engang, og i og med at man siger dette med så stor optimisme, så må vi håbe at omverde­nens forhold ikke influrerer på vores forhold, men det har det allerede gjort, og hvis for­holdene i om­verdenen ikke forbedres, så kan vores økonomi ikke køre videre, fordi fiskeren har allerede set, at fiskens værdi er faldende.

 

Jeg venter på, at skatterne, el- og telefon­taksterne vil falde, jeg håber, det vil blive indfriet, men det regner jeg overhovedet ikke med, med de for­hold der er gældende i omverdenen, såfremt disse for­hold ikke er rettet op, så kan man ikke rette op her.

 

Landsstyreformandens udtalelser omkring bygderne det husker vi meget godt, de skal have badefaciliteter, telefoner o.s.v. men man kom overhovedet ikke ind på bygdernes økonomi, man kan ikke udnytte disse, hvis man ikke har nogen økonomi.

 

Jeg tænker også på de handicap­pede, der ikke engang kan komme ind i bankerne, fordi bygningerne er uhen­sigts­mæssige.

 

Hvorfor laver man hele tiden fradrag i ældrepensionen?

 

Hvorfor er realkreditterne så tilbageholdende med at komme ind i Grønland igen?

 

Jeg kan godt låne, men likviditeten er væk, det er det, der influrerer på forholdene i omverdenen, fordi man er tilbageholdende med at låne ud.

 

For ikke at gentage mine bemærkninger, vil jeg kun sige, at du har helt ret, der sker meget nyt under himlen, både Inuit Ataqatigiit og Siumut kommer i en debat om priori­tering, de vil lave aktie­selskaber, vi er blevet ændret så meget, at man over­hovedet ikke nævner mar­xistiske, leninistiske linier længere, for hvis vi nu nævnte det, så ville vi nok få de samme forhold, som er gældende i Rusland.

 

Vores forordningsmæssige drift vil være hovedstjernen i vores fremtidige økonomi, og vores økonomi vil ikke komme op, hvis forholdet ikke retter sig.

 

Aqqaluk Lynge, Inuit Ataqatigiit:

Jeg kommer ind for at komme med nogle anderledes be­mærkninger hertil. Vi ved også, hvem han plejer at sigte til, når han siger dette, men jeg mener, at vi i alle disse år har set, at det kun er Otto Steenholdt, der har sagt mar­xisme og lininisme.                                                                                  

 

Jeg ved ikke, hvad han har opnået ved dette, jeg mener, at han ikke vur­derer omverdenens forhold, med de meget lette forhold, han nævnte. Jeg føler også, at når der blev valgt fra Landsstyret til at arbejde for en meget stor koncern, der vil jeg lige fremkomme med mine meninger.

                                               

Jeg mener helt, at i og med at de meget store foran­dringer der er sket, så er det meget vigtigt, at man er politisk årvågen, især i Royal Greenlands og KNIs omstrukturering, derfor tager Landsstyret ikke politi­kernes indblanding som nogen kritik, så vil de hellere have, at man kommer med en redegørelse om KNI og Royal Greenland, og derfor har vi også sagt, at det er et velvalgt tidspunkt, til at vi kan blive vurderet, ikke kun til det daglige, men når man tænker på, det er min mening, at politikerne kan og bør blande sig, for uanset hvor små beslutninger der bliver taget, har de en meget stor effekt for samfun­det.

 

Aktieselskabsdan­nelse det er ikke det samme, som at lave et privat, det er et nyt styreinstrument af de offentlig ejede.

 

KNI-Holding sidder som ejer af KNI-Service og KNI-Detail, man har placeret KNI-Holding der, for at styre dette, og resten er placeret et andet sted, derfor mener jeg, at den meget store indflydelse, man har, som både Lands­tinget og Landsstyret lægger vægt på, at man også lægger vægt på disse.

 

Derfor vil jeg være evig taknemme­lig, såfremt der kommer nogle hen­vendelser fra politiker­ne omkring omlægningerne af KNI, fordi jeg lægger vægt på, at uanset om man kommer med kritik eller noget andet eller påtale, så lægger jeg vægt på, at man besvarer disse høfligt, fordi jeg finder det som en forpligtelse, at jeg blev valgt til den fra Landsstyret.

 

Landsstyreformanden:

Det er således blandt politikerne, at nogen vil tænde lys, og nogen vil belyse, når nogen tænder lyset, derfor bør man også følge med i de forhold, der er gældende i Grønland.

 

De økonomiske forhold, der er gældende i Grønland, de er ikke meget dårlige, vores økonomiske styring er så god, at vi har over en halv mia., som kan bruges til anlæg, og derfor har man foreslået, at man kan lave bygning af landingsbaner.

 

Man skal heller ikke sige noget negativt hele tiden over for samfundet ved at sige måske, måske. Det er ligesom om Otto Steenholdt ønsker, at vi skal udtale os sådan, men vi mener, at der er behov for en forsigtig optimisme som allerede nævnt, og jeg vil ikke undskylde mig med, at jeg er grønlænder, og heller ikke undskylde mig med at jeg er grønlænder over for EF.

 

De vanskeligheder som EF har og EF-borgernes vanske­ligheder, de siger, at de har overhovedet ikke nogen indflydelse, der er 30 mio. arbejdsløse i EF, selvom de

er kapitalister, og denne udtalelse som han kommer med omkring EF, den bør man ikke tage som et forsvar for EF.

 

Med hensyn til billiggørelse, så er en del af dem allere­de realiseret.

 

Telefontakster: Telefonering både til Danmark og Færø­erne, her falder taksterne hvert eneste år, de vil også blive endnu billigere pr. 1. januar.

 

I næste uge vil vi fremkomme med hvor meget billigere, det bliver fra og med 1. januar, priserne på transport er faldet, og priserne på mad­varer, de er også faldet med 2,44 %, det kan også ses af Grønlands Statistik.

 

Uanset hvordan man siger det, er det meget værre, at man kommer med noget negativt, end at man kommer med nogen for­sigtig optimisme.

 

Man vil gerne bibeholde eltaksterne.

 

Huslejepriserne. Dem der følger med i forholdene i Grønland, kender disse. Med hensyn til boligbørne­til­skud vil der komme nogle forslag. Det er kun radioa­visen, der fremkommer med det, det er radioavisens ansvar.

 

Vore intentioner i Landsstyret er, at der m.h.t. børne­bo­lig­tilskud laves en undersøgelse om, hvordan disse bedre kan udnyttes, og dette vil ske i et udvalg sammen med landstingsmedlemmerne.

 

Med hensyn til andre indlæg, der vil jeg undskylde over for Inuit Ataqatigiits og Siumuts ordførere, at jeg ikke kommen­terede deres indlæg, men der var overhovedet ikke nogle pro­blemer med disse, der er blot enighed, derfor har jeg ikke kommenteret dem.

 

Jeg takker for indlæggene og regeringspartierne nævnte også en stor enighed. Til Siumuts ordførers indlæg vil jeg sige, at indskud til aktieselskaberne de kunne gøres fradragsberettigede, og det skal under­søges.

 

Denne undersøgelse vil vi selvfølgelig påtage os, dette vil ske i Landsstyrets regi, både i Skattedirek­toratet og Landsstyresekretariatet om hvordan disse kan blive realiseret, og jeg er fuldstæn­dig enig i, at hvis vi

kan lave det økonomisk forsvar­ligt, kan vi allerede skabe optimisme til at finan­siere her i landet.

 

Med hensyn til vandkraftværker, at man viderebygger vandkraftværker. Der er godt nok ikke nogen konkrete planer, men undersøgelserne viste, man kan gå videre i Qollortorsuaq i Sydgrønland for at kunne forsyne både Qaqortoq og Narsaq med el, og i Sisimiut og i Diskobug­ten er der også mulighed for oprettelse af et vand­kraftværk, og selvfølgelig også i Ammassalik, derfor vil man pågå med nøjere undersøgel­ser i den kommende tid.

 

Med hensyn til hjemmestyreejede selskaber, så kan hvem som helst udtale sig, også politisk, og det samme er tilfældet over for Landstinget med hensyn til Royal Greenland og KNI selskab A/S og hvis Landstinget siger ja til at oprette A/S, da vil jeg udtale, at vores inter­esse skal ikke tages som en indblanding, at I skal lede jeres koncern meget godt.

 

Vi ved hvordan bestyrelsens og direktionens ansvar er. Vores indblanding på vegne af samfundet, det er ikke noget, man skal tage som et kritikpunkt, derfor er jeg fuldstændig enig med Aqqaluk Lynge i at hjemmestyreeje­de virksomheders medarbejdere, de har pligt til kun at besvare høflige henvendelser. 

 

Jeg vil anmode medlem­merne i be­styrelserne eller de admini­strerende direk­tører om, at de skal svare overfor kommunal­bestyrelser­nes, eller lands­tingsmedlemmernes eller lands­styremed­lemmernes hen­vendelser, det er be­styrelserne eller de admini­strerende direk­tører der bør kommer med besvarel­se i stedet for de enkelte med­arbej­dere.

 

Med henyn til, at der kommer flere klager til Sundheds­væsenet, det er også korrekt, der har været hård kri­tik, men uanset disse så er der håndgribelige forbed­ringer, jeg mener også, at i og med vi har overtaget dem fra staten, så er man mere årvågen for den service, der ydes, man er taknemmelig i og med at dette samfund bliver mere og mere civiliseret, så er der også flere, der vil klage. Deri kan man også måle, hvor store fremskridt, man har haft.

 

Nu vil jeg ikke have en optimisme, men vil gerne have en forsigtig optimisme, at man blot opretter 500 ar­bejdspladser, jeg er enig politisk med Atassuts ord­fører, men jeg er ikke enig i, at man bremser for­under­søgelser af de mineralske råstoffer, fordi man har et incitament og en forpligtelse til at skaffe endnu flere arbejds­pladser.

 

Selvfølgelig kan omdannelsen til aktieselskaber give anledning til problemer i samfundet, men lad mig gøre opmærk­som på, at hvis vi ikke havde lavet Royal Green­land om til et aktieselskab, og hvis det havde kørt, som det har gjorde i 1988, så ville det have betydet et meget stort tab som Landskassen skulle dække. Dette på grund af at rejepri­serne i dag er faldet, og hvor man ikke har nogen torsk at sælge af samt at valuta­kur­serne er faldet.

 

Landskassen ville efter min egen personlige vurdering skulle dække et tab på omkring 800 mio. kr. Penge som skat­teborger­ne skulle betale, som har 800 lejligheders værdi, som har 100 arbejdspladsers værdi, derfor - når man kritiserer dan­nelsen af aktieselskaber, så skal man også vurdere hvor store lettelser, det har været over

 

for skattebor­gerne, og med hensyn til eet eksempel, som er frem­kommet af forholdet, er i Alluitsup Paa, det er meget forund­rende.

 

Man har lavet 75 nye ar­bejds­pladser i og med, at man kom til at producere fantails­rejer der. Det er nok første gang i Alluitsup Paas historie, at man kan lave fler­skifts arbejds­pladser der.

 

Allersidst så vil jeg lige udtale igen, at det giver kræfter for Landsstyret at der er enighed i Lands-

tin­get, når man bortser fra mar­xisme og leninisme. Men lad mig sige, at jeg stadig respekterer marxisme og leni­nisme, men jeg har aldrig sagt, at man skal følge disse, jeg kigger på Lenins billede hver eneste dag, og med hensyn til marxisme og leninisme, kan jeg forklare nærmere en anden dag, hvis det har interesse.

 

Otto Steenholdt, Atassut:

Landsstyreformanden siger, at jeg kommer med alt for stor kritik, det er som om, at hvis man kommer med kritik, at han så modsvarer dette meget hårdt, det må stoppes. Hvis man efterlyser sam­arbejde og tillid, og man får kritik, så må man altså modtage kritik i stedet for blot at svare meget hårdt på det.

 

For et år siden, da vores finansudvalgsformand og jeg kritiserede den meget dårlige økonomiske styring, nævnte landsstyremedlemmet for Økonomi og landsstyre­for­manden først på 5. side, at eet af elementerne i økono­mi­en er, at vi nu har skabt økonomisk spillerum. Det er sådanne ting, som borgerne siger, at Atassut har udtalt for eks. omkring bygderne, sådan nogle udsagn skal de ikke tro på, når man hører sådan noget, så kan man overhovedet ikke have tillid til Lands­styret.

 

Jeg håber, at det som jeg har citeret, det vil man sige, når Landsstyret fremkommer med noget korrekt, og så kan man også sige, han kommer først med et svar, efter der er gået 1 år med et andet svar.

 

Det er korrekt at telefontaksterne falder, men hvorfor nævner han overhovedet ikke huslejerne. Atassut nævnte, at man skal stile imod, at det skal være de allerhøje­ste eller allerlaveste huslejer, hvorfor er der så mange, der sættes ud af deres boliger?

 

Det er fordi, de ikke har noget indtægtsgrundlag, det er fordi husle­jer­ne er alt for høje, det er det, som Atassut påpeger.

 

Og med hensyn til børneboligtilskuddet, det har jeg allerede sagt, det er også allerede hørt, men Lars Emil nævnte, at det er på baggrund af en bedre udnyttelse af børneboligtilskud, det er ikke radioavisens skyld, men det er blot Lars Emil, som ikke kan udtale dem i stedet for at pakke dem ind.

 

Ja, ja, det er korrekt at Inuit Ataqatigiit og Siumut er så enige, at man ikke kan sige noget, det er nok lands­styreforman­den, der har udtalt det. Det vidste vi jo også allere­de, men lad mig lige komme til noget helt andet.

 

Jeg vil lige sige til turismen. at turi­sterne som kommer her, de var meget forbavsede over, at madvarer og drikkevarer var så dyre også på hotellerne.

 

Vi efterlyser selvfølgelig 35.000 turister, men når prisens leje er så højt, så kan man ikke have intentio­ner om, at de kan komme, selv rige personer vil betakke sig for at komme herop.

 

Vi skal nok ikke regne med at disse vil komme, så længe priserne ikke er ændrede. Når hotel­lernes økonomiske problemer er så store, så er det ikke på sin plads, at man bruger højskoler og andet til indkvar­tering. Man skal give de private en chance, fordi det er dem udefra, der gerne skal have gavn af dem.

 

Med hensyn til brændstof og olie, det er noget, der er blevet talt om.

 

At forundersøgelserne af de mineralske råstoffer blot vil være en omkostning, det er på baggrund deraf, at det ikke skal være således, at når forholdene forbe­dres i om­verdenen, så kan man få åbnet op for råstofud­vin­ding.

 

Jonathan Motzfeldt, ordfører for Siumut:

Med hensyn til turisme, bruger man højskolerne til turi­sterne, det skal jeg lige kommentere overfor Otto Steenholdt.

 

At vores naboland Island, der har 150.000 turister årligt, og dermed meget store indtægter til landet, de åbner deres skoler, kollegier og alt muligt til brug for turisterne, og dermed får de også mange turister, og vi har heller ikke hoteller nok til at modtage så mange, så derfor kan man også på denne måde bruge både kollegierne og skolerne især omkring foredrag til turisterne. Det finder jeg overhovedet ikke noget mærkeligt i.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Det som Otto Steenholdt til stadighed efterlyste og fremkom med spørgsmål til, der mener jeg, at det er på sin plads - her fra talerstolen - at i stedet for at sætte spørgsmålstegn ved forskellige ting bl.a. hvorfor hotelpriserne er så høje, også fordi turisterne har spurgt, og når Otto er placeret som ansvarlig, så kan han sige til turisterne, at i og med er medlem af Landstinget og med i et lovgivende organ, og han selv har været med til at godkende Finansloven, så må han blot erkende, at således er priserne.

 

Derfor mener jeg at Otto er en person som fremkommer med spørgsmål, og at Landsstyret må fremkomme med noget realistisk, og som giver optimisme.

 

Der mener vi at regeringspartierne, giver grundlag for at man kan vende økonomien til det bedre. Det er kor­rekt, at økonomien i de senere år er gået den anden vej. Det er også korrekt at vores økonomi har stabili­seret sig. Derfor har et ansvarligt Landsting gjort noget, man har omstruk­tureret KNI samt fragttrafikken, således at man har formindsket omkostningerne. Der er nu grund til at tro, der vil opstå en optimisme. Derfor vil jeg også have at man får tid til at erin­dre, at han selv har været med til at beslutte disse ting.

 

Otto Steenholdt, Atassut:

For en kort bemærkning, at det er tredje gang at jeg taler her. Johan Lund Olsen, der vil jeg udtale, at dengang vi debatterede turisme, udtalte jeg: At når priserne er så høje, så vil end ikke rige turister  komme hertil.

 

Gad vide hvor mange år der er gået, siden vi debattere­de. Det er korrekt, at hvis Landsstyret ikke har holdt mine bemærkninger dengang, jeg gen­tager, hvis I ikke kan klare dette så udtalte vi, at vi vil give støtte fra Atassut.

 

Sådan en solidarisk udtalelse - og hvis dette ikke har hold - og hvis Aqqaluk siger, at det blot er en plade der kører i samme rille så bliver han nødt til at gentage det som man har optaget. Det behøver ikke være således, at det er noget man skal bruge som skænderier over for os, i stedet for at tage det som konstruktiv kritik.

 

Landsstyreformanden:

Jeg beklager, at en så stor enighed kan ødelægges af et enkelt landstingsmedlem. Det er som om, at han ikke kan beherske sig.

 

Hans væremåde herfra talerstolen, jeg har forstået at han ikke taler på vegne af Atas­sut, der er en anden ordfører fra Atassut - derfor er kan man nok sige, at det er Otto Steenholdts kutyme, at han taler sådan.

 

Jeg vil blot sige, at et politisk arbejde ikke alene er at tale fra talerstolen. Vi må samarbejde, vi må søge samarbejds­partnere, når vi ikke kan løse opgaver alene.

Der var også udsagn om optimis­me, der er ikke sket større forbedring, men vores ønske om at samarbejde har vi udtalt fra Landsstyrets side. Derfor mener jeg ikke, at vi skal ødelægge optimismen med skænderier. Jeg er glad for, at samtlige partier har ud­trykt ønske om et samarbejde, fordi vi har behov for samarbejde til det meget væsent­lige arbejde ved efter­årssamlingen.

 

Knud Sørensen, Atassut:

For en meget kort bemærkning, der vil jeg lige udtale, også fordi man påpegede at Otto Steenholdt som en "spørgejørgen" - at politikernes stærkeste redskab er, at spørge hvorfor det er sådan. Hvorfor er det og det sådan.

 

Det er et af det vigtigste redskaber, som en politiker har, når han ikke har forstået noget. Han efterlyser hvorfor det er sådan. Påtale er ikke på sin plads.

 

Hvis hans adfærd på talerstolen giver anledning til kritik, så er det landstingsformanden som skal påltale og han kriti­serer heller ikke Otto, fordi han nok ikke mente at Otto Steenholdt har udtalt sig noget dårligt.

 

Mødeleder:

Hermed er debatten af lands­styreformandens åbningstale slut for i dag. Hermed er også dagens møde slut. Vi har 4 dags­ordenspunkter til på mandag den 4. oktober 1993. Pkt. 2 er redegørelser for dagsordenen. Pkt. 14. for­slag til landstingsfinanslov 1994. Punkterne 36 og 35 som om­dannelse af Tele. Og endelig forslag til lands­tingsfor­ordning om selskabsdannelse og lands­tingsfor­ordning.

 

Punktet sluttet.