Onsdagsforespørgsler2 |
||
1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Onsdag den 22. Oktober 1997
Mødeleder: Finn Karlsen, Landstingets 1. Næstformand.
Og dermed er det almindelig dagsordenspunkter færdigbehandlet for i dag og vi går nu videre til onsdagsforespørgslerne og først er det Landstingsmedlem Ruth Heilmann der foreslår anlæggelse af en losseplads til skrot og andre uopløselige stoffer. Disse forespørgsler er blevet uddelt til medlemmerne. Vedkommende medlem er ikke helt klar og det kunne være at vi nu skulle gå videre til Niels MátâK=s forespørgsel og Ruth Heilmann vil så komme til efterfølgende. Og nu til Niels MátâK=s forespørgsel vedrørende Rensdyr i Upernavik Kommune.
Forespørgsel nr. 1:
Niels MátâK=, forespørger:
Vi har besluttet at foretage en onsdagsforespørgsel. Vi ved at Upernavik Kommune før har været store rensdyrområder. Og hvad man i disse år har observeret rensdyr og man kan på nuværende tidspunkt endnu ikke sige om bestandens størrelse, fordi der ikke har været foretaget undersøgelser. Og der har været store rensdyrområder i grænsen ved Upernavik Kommunia og grænsen går midt igennem halvøen.
Man kan så prøve på at undersøge hvor stor en bestand der er og jeg er blevet anmodet om at stille en forespørgsel vedrørende dette. Og netop på de store områder i Upernavik Kommunia som før i tiden har været store rensdyrområder og hvor man i disse år har observeret rensdyr der er halvøen Siggu Nunarsuaq der her er tale om det.
Medmindre man finder nogle frivillige fangere, så må man kunne give en tilladelse til disse personer således at de samtidig med at de observere samtidig med får tildelt en kvote. Og rensdyrene ved upernavik er meget sky og kan slet ikke sammenlignes med rensdyrene i de sydligere områder og jeg håber vi vil få en fyldestgørende besvarelse for min forespørgsel.
Marianne Jensen , Landsstyremedlemmet for Sundhed, Miljø og Forskning:
Landstingsmedlem Niels MátâK= har forespurgt om muligheden for at tage på rekognoscering efter rensdyr i den del af Svartenhukhalvøen der ligger i Upernavik Kommune. Belønningen til dem der skulle gøre dette stykke arbejde skulle være gratis nedlæggelse af et eller to dyr.
Vi ved fra de gamle fangstlister at der tidligere i århundredet blev skudt en del rensdyr i dette område. Omkring år 1915 blev der skudt i gennemsnit 140 rensdyr om året. Dette udbytte gik gradvist ned, således at der omkring 1960 kun blev skudt i gennemsnit 3 rensdyr om året. Senere er fangsten gået næsten helt i stå.
Desværre ved man ikke hvorfor der ikke kom flere rensdyr på Svartenhukhalvøen i 50erne og 60erne da rensdyrbestanden begyndte at vokse i resten af Vestgrønland. Situationen med meget få rensdyr på Svartenhukhalvøen har tilsyneladende holdt sig f.eks. Ved vi fra H.C. Petersens undersøgelser fra 1993, der bygger på interviews med lokale fangere, at rensdyr helt er forsvundet fra Laksefjordsområdet, og kun findes i den sydvestlige del af halvøen.
Dette billede er blevet bekræftet fra de flyvninger der er foretaget indenfor de allersidste år for at finde moskusokser. Rensdyr og spor efter rensdyr, er kun observeret i halvøens sydvestlige del. Dette udelukker dog ikke at der stadig kan findes rensdyr også i den nordøstlige del beliggende i Upernavik Kommune.
Jeg syntes at det vil være glædeligt hvis folk fra Upernavik Kommune tager på tur for at undersøge dette, men jeg kan ikke støtte at rensdyrene skal skydes lige så snart at de bliver set. Lad os først få undersøgt hvor mange rensdyr der eventuelt er i området dernæst kan vi vurdere om bestanden tåler udnyttelse.
Niels MátâK==, forespørger:
Jeg siger tak til det svar jeg har fået fra Landsstyremedlemmet for Miljø og Natur og jeg har følgende kommentarer. Jeg skal meddele at man ikke kan sige at det kun er en del af Svartenhukhalvøen der ligger i Upernavik Kommune hvor der findes rensdyr og i den forbindelse så der nævnte jeg at der nu er kommet spor af at der er flere rensdyr, hvorefter man så kan vurdere om der virkelig er eller virkelig ikke er rensdyr, og efter at have snakket med de forskellige fangere som har kendskab til disse landdyr, så har jeg så fået mulighed for at stille en forespørgsel, hvorfor jeg så har gjort det.
De ældre personer i kommunen har fremlagt følgende. Når man snakker om rensdyrområdet ved Upernavik så har man blot været inde på hvilke landområder man eventuelt kan tage på rensdyrjagt, og det er så alle områder i Svartenhuk-halvøen, som og det er et stort område, hvor der er mulighed for at der er rensdyr, og det var også derfor jeg havde nogle forhåbninger om, at man i det store landområde kunne få mulighed for at undersøge bestanden af rensdyr, og jeg håber at man så vil foretage disse undersøgelser i de næstkommende år idet man ikke lægger op til, at man giver et eller to dyr som en mulig gevinst for de fangere der foretager undersøgelsen uden at det skal være det første dyr de finder som de så skyder det.
Men jeg siger tak til den besvarelse jeg har fået.
...........
Mødeleder:
Inden vi går videre m.h.t. Ruth Heilmann=s forespørgsel der vil jeg fra Formandsskabet oplyse, at papirerne først er omdelt for nyligt, hvorfor det bliver udsat til næste onsdag.
.........
Forespørgsel nr. 2:
Otto Steenholdt, forespørger:.
Og jeg forespørger om Tinget bør give sin mening tilkende om folk der i Grønland ikke er medlemmer af landets officielle trosretning.
Vi er i Grønland kommet i den situation, at vi blandt os har folk der ikke er medlemmer af vor kirke, den lutherske tro.
Vi er kommet dertil, hvor vi blot siger, at selvfølgelig bør de være medlemmer, men dette kan ikke fortsætte, Landstinget bør debattere dette. Ved bare at kikke på overskriften, kan man allerede forledes at have en tvetydig mening.
For det første, da vi er så få mennesker i Grønland bør vi være fælles om denne arv fra gammel tid.
For det andet, mennesket skal ikke tvinges til at have en bestemt tro.
Lad det være nok med de to overskrifter som grundlag for Landstingets kommende debat om emnet. Jeg kan allerede så småt regne med, at det sidste menig som jeg har påpeget stærkt, at mennesket ikke skal tvinges til at have en bestemt tro. Vi bør have en klar lovgivning på området, hvor vores medborgere klart kan se, at de ikke skal betale kirkeskat, hvis de ikke er medlemmerne af folkekirken.
Hvordan kan de regne med, at blive behandlet fra kirkens side m.h.t. begravelse og en række andre ting, og det er disse ting Landstinget bør debattere og komme frem med til konklusioner. Først Landsstyremedlemmet kommer med en besvarelse må jeg understrege, at jeg er bekendt med, at vi ikke betaler kirkeskat men såfremt denne kirkeskat bliver indført her i Grønland, vil der så ske, at nogle vil måske melde sig ud af folkekirken for at undgå at betale skat til kirken. Det har vi jo set eksempler på i Danmark.
Jeg har ikke fremsat noget forslag om at indføre kirkeskat.
Konrad Steenholdt, Landsstyremedlem for Kultur, Uddannelse og Kirke:
Landstingsmedlem Otto Steenholdt har ønsket en generel drøftelse af tilhørsforholdet til folkekirken. Jeg finder i den anledning grund til at komme med følgende bemærkninger:
Som bekendt betaler vi ikke kirkeskat her i Grønland. Finansieringen af Den grønlandske Kirke sker med midler fra Landskassen samt kommuneskat.
Da den grønlandske befolkning er fåtallig har man ikke fundet det hensigtsmæssigt, at finansieringen sker ved at udskrive særskilt kirkeskat. Udskrivning af kirkeskat kan eventuelt indgå i drøftelserne i den konference om kirken, der er planlagt i 1998.
Vedrørende begravelse skal jeg henlede opmærksomheden på landstingsforordningen nr. 6 af 17. oktober 1990 om kirkegårde. Af denne forordnings ' 3 fremgår, og jeg citerer:
AKirkegården tilhører Den grønlandske Kirke. Gravsted vil normalt blive anvist uden hensyn til afdødes tilhørsforhold til trossamfund eller andre omstændigheder. Andre kirkegårde eller begravelsespladser kan kun oprettes med tilladelse fra Landsstyret@, citat slut.
Således vil personer, der ikke er medlem af folkekirken, normalt bliver begravet på en kirkegård inden for Den grønlandske Kirke.
Andre trossamfund sørger selv for at forrette begravelsen. Eventuelle rituelle handlinger inden begravelsen sker i et kapel uden brug af præst eller kateket fra Den grønlandske Kirke.
Med disse bemærkninger vil jeg anbefale, at emnet tages op til en bred drøftelse på den planlagte konference om kirken, som sker i 1998.
Otto Steenholdt, forespørger:.
Jeg siger tak for en klar melding fra Landsstyremedlemmet, især m.h.t. landstingsforordningen nr. 6 af 17. oktober 1990 om kirkegårde, hvor han citerede ' 3, og den sidste bemærkning er at andre trossamfund sørger selv, at personer der ikke er medlemmer af folkekirken normalt bliver begravet på en kirkegård indenfor Den grønlandske Kirke.
Og jeg siger tak for den klare besvarelse.
Men når vi tænker på, at der er kommet forskellige trosretninger her i Grønland som jeg ikke behøver at nævne her, og de prøver jo også at service deres menighed ved at besøge dem og tale sammen med dem, og vil gerne sørge for at de bliver begravet på en smuk måde. Det gør vi også indenfor vores trosretning.
Men hvis vi forestiller os en der er blevet døbt og konfirmeret i løbet af sit liv konvertere til en anden trossamfund uden at der konverteres til et samfund, men har meldt sig ud af folkekirken. Vedkommende placerer sig selv uden for hele systemet, derfor er det rart at man har sikret sig en gravplads i kirkegården.
Men i forbindelse med begravelsen som Landsstyremedlemmet også klart nævnte, at andre trossamfund sørger selv for at forurette begravelsen og eventuelle rituelle handlinger inden begravelsen sker i et kapel uden brug af præst eller kateket fra Den grønlandske Kirke.
Det er det centrale i mit spørgsmål eller min forespørgsel. Når familien samles ønsker vi gerne her i Grønland, at man kommer med en andagt og at der sker en jordpåkastelse, og her bliver der nævnt klart, at hverken præsten eller kateketen der skal deltage.
Hvem har så muligheden for at gøre jordpåkastelsen ? Skal vedkommende blot begraves uden jordpåkastelse ? Som jeg sagde, at vedkommende måske er blevet døbt og konfirmeret. Hvor gjorde man så af den bekendelse vedkommende har gjort i sit liv, er det præsterne der skal besvare det eller er det Landsstyret der skal besvare dette spørgsmål, det ved jeg ikke, men jeg vil gerne have et svar.
Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand:
Jeg mener at Landsstyremedlemmets Otto Steenholdts blev besvaret fyldestgørende for her drejer det sig om i besvarelsen tænker man på at den lutherske kirke har de fleste medlemmer her i Grønland, og hvordan vi forholder os med hensyn til finansieringen af dette område uden af indføre kirkeskatten.
Og m.h.t. til den sidste forespørgsel må jeg sige, at de der ikke er medlemmer af den lutherske tro, men er medlemmer i andre trosretninger og som har deres egne retningslinier og regler, så må disse trosretninger selv arrangere begravelsen, det skal vi ikke blande os i.
Her respekterer man den trossamfund deres egne rituelle handlinger, så de kan handle ud fra deres skikke. Disse ømtålelig punkter kan jeg til sidst nævne, så hvis en der er medlem af den lutherske kirke er gift med en der er medlem af en anden trosretning så kan vedkommende anmode om at ægtefællen bliver begravet i Den grønlandske Kirkes kirkegård.
........
Forespørgsel nr. 3:
Hans Enoksen, forespørger.
Det vedrører hvilke initiativer der påtænkes i forbindelse med havgående trawlere og andre skibes udsmid af affald i havet. Jeg fremsætter forespørgslen på baggrund af henvendelser fra flere personer og fiskere.
Udfra udtalelserne fra fiskere sker der et helt uacceptabelt udsmid af affald til søs, idet samtlige affald af materialer bare bliver smidt overbord, såsom tom emballage, tovværk, bøjer m.m. som kan synke til havbunden.
Der er blevet sagt, at selv tomme olietromler bliver sænket ved at lave hul i tromlen samt wire og trawl, og hjemmehørende fiskere er betænkelige ved dette brug af vore farvande. Udefrakommende er ligeglade med at skulle smide alting ud, idet de ved, at de ikke vil ende deres dage her.
Derfor vil jeg spørge, hvilke initiativer påtænker Landsstyret i denne forbindelse, idet et samfund, der lever af de levende ressourcer, ikke kan bruge naturen på den måde.
Marianne Jensen, Landsstyremedlemmet for Miljø, Natur og Forskning:
Lad mig indledningsvis takke dig for dit spørgsmål, idet det giver mig en mulighed for kort at redegøre for de tiltag, der er gjort internationalt og indenfor Rigsfællesskabet for at formindske forureningen af vores havmiljø.
Kompetencen på havmiljøområdet er delt imellem Danmark og Grønlands Hjemmestyre. Vi har kompetencen ud til 3 sømil og den dansk stat har fra 3 til 12 sømil. Bekæmpelse af forureningen af havene er reguleret ved internationale konventioner, hvor Grønland i relevant omfang deltager i de danske delegationer.
I 1996 deltog Grønlands Hjemmestyre i den dansk delegation ved forhandlingerne om en modernisering af London-konventionen fra 1972, hvis formål er at regulere dumpning af affald og andre stoffer samt regulere afbrænding på havet. Ændringerne har baggrund i den stigende globale miljøbevidsthed, som dit spørgsmål også er udtryk for.
Der er med i protokollen foretaget en opstramning af konventionen. Fra at konventionen har været anvendt til at regulere dumpning, er konventionens beslutningsgrundlag ændret til også at omfatte forebyggende foranstaltninger.
I følge protokollen er det som udgangspunkt forbudt at dumpe al affald, med mindre dumpningsmaterialet er omtalt på positivlisten.
Der er i realiteten ikke tale om omstrammende tiltag for Grønlands vedkommende. I henhold til Anordning om ikrafttræden af den danske havmiljølov, som er gældende imellem 3 og 12 sømil, er det ikke tilladt, at dumpe f.eks. tromler, trawl og skibe. I den grønlandske havmiljølov kan der gives tilladelse, men der er endnu ikke givet dumpningstilladelser, siden loven trådte i kraft 1. januar 1995.
Landsstyret har meddelt Statsministeriet, at Protokol af november 1996 til Londonkonventionen kan underskrives uden forbehold for Grønland.
Jeg kan oplyse, at Landstingets Frednings- og Miljøudvalg er orienteret om tiltrædelse af protokollen.
Til slut vil jeg gerne erklære mig enig i dine synspunkter om, at havet ikke skal anvendes som losseplads, blot for at spare besvær og penge. Vores lovgivning og vores administration er faktisk ganske restriktiv.
Hans Enoksen, forespørger:
Jeg siger tak for besvarelsen og jeg håber, at man fremover vil være mere opmærksom på en sådan form for forurening.
Marianne Jensen, Landsstyremedlemmet for Sundhed og Forskning:
Jeg skal lige tilføje, ligesom det er nævnt i forbindelse med mine svar, at vores love er restriktive, men vi må erkende, at kontrollen af, om det bliver overholdt har været svær. Vi kan også Y for resten af verden, hvorfor man har strammet op omkring sikkerhedsområderne, hvor Grønland også deltager. Hertil kan man især på sikkerhedsforanstaltningerne om bord på skibe og registreringssystemerne, og derudover, som sagt, så er vores lovgivning omkring havmiljø restriktive, men det er selve kontrollen, der har været besværlig i dette meget store havområde, der omgiver Grønland.
..........
Forespørgsel nr. 4 og nr. 5.
Anton Frederiksen, forespørger:
Første forespørgsel;
Hvad er grunden til, at Kangatsiaq Kommunia ikke har status som et rensdyrområde?
Kommunen havde tidligere fremsat ønske om status som sådan, ikke mindst på baggrund af den nugældende fordelingsprincip og som man fra flere sider af, ikke er så begejstret for.
Kangaatsiaq Kommunia har yderligere fremkommet med henvendelse i august måned i 1997, blandt andet på baggrund af, at en stor del af kommunen er et rensdyrområde.
I henvendelsen havde man noteret sig følgende navne, som rensdyrområder; Atarnup Nunaa, Atarngup Nunaa, Qeqertaasaq, Illut Nunaat, Akinnap Nunaat, Itilliarsuup Nunaa og ikke mindst Ipiutarsuup, Ussuit samt Eqalummiut Nunaat.
Derfor spørger jeg endvidere, om der er foretaget initiativer til, at kommunen, som på daværende tidspunkt ikke ansås som et rensdyrområde, kan anses som et rensdyrområde.
Og den anden forespørgsel;
Der er mange her i Grønland, som på grund af sygdom har måttet holde op med at arbejde, efter lægens anvisning og det er ikke altid umiddelbart sådan, at man kan få fat på en lægeerklæring. Men i forbindelse med serviseringen indenfor det sociale område, så kan det foregå op til over et år. Hvad skal man gøre for at fremme afgørelsen i sager, der er baseret på en sådan lægeerklæring?
Der har været tilfælde, hvor folk, der ikke er fyldt 60 år, blot er henvist til henholdsvis til førtids- og alderspension, selvom de blot er holdt op med at arbejde på grund af sygdom.
Behøver det virkelig være sådan? Endvidere når man er fyldt 60 år og er holdt op med at arbejde på grund af sygdom, er det så virkelig kun alderspensionen, man kan ty til?
Jeg retter således denne forespørgsel ud fra henvendelser fra en person, der har måttet leve under sådanne kår.
Mødeleder:
De to forespørgsler vil blive besvaret. Landsstyremedlemmet for Sundhed besvarer det første spørgsmål og det andet spørgsmål bliver besvaret af Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender.
Mariannne Jensen, Landsstyremedlemmet for Sundhed og Forskning:
Jeg er nødt til at dele forespørgslen fra Landstingsmedlem Anton Frederiksen op i to dele. Dels bliver der spurgt om, hvorfor Kangatsiaq Kommunia ikke har status som rensdyrområde og dels henvises der til, at Kangatsiaq Kommunia i august har henvendt til Landsstyret med begrundelse for, at Kangatsiaq Kommunia er et rensdyrområde.
Til det første, kan jeg svare, at der ikke i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 10 af 18. juni 1997 om fredning af jagt på rensdyr opereres med begrebet rensdyrområdet. Man kan derfor ikke gøre Kangatsiaq Kommunia til et rensdyrområde ved at ændre noget i bekendtgørelsen.
Kvoten for sommerjagt på rensdyr gives af Landsstyret, som en samlet kvote for hele Vestgrønland.
Denne kvote fordeles derefter af Landsstyret i samarbejde med KNAPK og KANUKOKA, blandt andet ud fra følgende forhold;
antal personer i kommunen
afstand til områder med bestandede rensdyr og så videre.
Når årets rensdyr skal evalueres, vil jeg sørge for, at spørgsmålet om Kangatsiaq Kommunia tages op. Mere kan der ikke gøres i denne omgang.
Til det andet punkt i Anton Frederiksens forespørgsel, kan jeg meddele, at det er rigtigt, at store dele af Kangatsiaq Kommunia tidligere har været et rensdyrområde, men sådan er det ikke mere.
Både i videnskabelig redegørelse fra 1986 og i H.C. Petersens redegørelse fra 1993, der bygger på interviews med lokale fangere, fremgår det, at rensdyrbestanden i Kangatsiaq Kommunia er gået stærkt tilbage og næsten kun findes i kommunens sydøstlige del, i Eqalummiut Nunaat.
Det samme fremgår af en henvendelse til Landsstyret fra Kangatsiaq Kommunia i 1992, hvor kommuunen ansøgte om, at udlægge Adet eneste område, hvor der var rensdyr tilbage til rensdyrreservat@. Dette område var Eqalummiut Nunaat. Flytællingerne, der er foretaget i 1994, 1995 og 1996 viser, at der ikke er ændret på denne situation.
Min konklusion er, at der sandsynligvis kun er mange rensdyr tilbage i det sydøstlige hjørne af Kangatsiaq Kommunia. Tiden vil vise, om hele kommunen igen bliver et område med mange rensdyr.
Den mere formelle del af spørgsmålet, vil jeg som sagt anmode om at få behandlet i gruppen, bestående af; Landsstyret, KNAPK og KANUKOKA, når årets jagt skal evalueres.
Anton Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet:
Jeg siger tak for besvarelsen og jeg vil selvfølgelig følge med i det videre forløb, tak.
Mikael Petersen, Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked og Offentlige Arbejder:
Jeg har følgende besvarelse vedrørende Anton Frederiksens forespørgsel vedrørende sagsbehandlingstid i førtidspensionssager og ældrepension.
Jeg opfatter forespørgslen, som opdelt i to dele. Første del opfatter jeg, som en forespørgsel vedrørende den kommunale sagsbehandlingstid af førtidspensionssager.
Den anden del opfatter jeg, som en forespørgsel vedrørende, hvilke offentlige ydelser, de over 60 årige kan tilbydes, hvis de holder op med at arbejde på grund af sygdom.
For så vidt angår den kommunale sagsbehandlingstid i førtidspensionssager, skal jeg indledningsvis sige, at førtidspension kan tilkendes personer mellem 18 og 60 år, når erhvervsevnen er varigt nedsat af fysiske, psykiske og/eller sociale årsager. Forinden der kan tilkendes førtidspension, skal kommunen have forsøgt at tilpasse eller gentilpasse ansøgeren i uddannelse og/eller erhvervsmæssige henseende. Som det fremgår, er det altså kommunen, som har kompetancen til i hver enkelt sag at træffe afgørelser om de betingelser, jeg lige har nævnt, er opfyldt.
Som led i denne vurdering indgår der som regel en lægeerklæring, men de kommunale myndigheder er ikke bundet af lægeerklæringens konklusion, idet der indgår andre faktorer, herunder for eksempel alder, uddannelsesniveau og sociale forhold - i den samlede vurdering af, om en ansøger skal have tilkendt førtidspension.
Der vil således være sager, hvor der kan gå længere tid med at undersøge mulighederne for at tilpasse eller gentilpasse en ansøger til arbejdsmarkedet og dermed vil sagsbehandlingstiden naturligt blive forlænget, medens det i andre sager, vil være lettere at træffe en afgørelse.
Der er hverken, i førtidspensionsreglerne eller i sagsbehandlingsloven regler for, hvor lang tid en kommune må være om at behandle en sag om førtidspension, ligesom der i sagsbehandlingsloven, ikke er generelle regler om sagsbehandlingstiden indenfor den offentlige forvaltning.
Jeg vil dog gerne gøre opmærksom på, at der i Lovkontorets vejledning af december 1994 om sagsbehandlingsloven er beskrevet retningslinier for god forvaltningsskik i relation til sagbehandlingstiden, herunder for eksempel underretning til parten/parterne om den forventede sagsbehandlingstid, underretning af parterne, hvis en sag må udsættes og hvornår den i givet fald forventes afsluttet, og underretning, når den konkrete sag på grund af særlige omstændigheder vil tage længere tid, end sædvanligt.
Det er min opfattelse, at hvis disse retningslinier overholdes, vil der sjældent være grundlag for at klage over sagsbehandlingstiden. Skulle det alligevel være tilfældet, har ansøgeren mulighed for at henvende sig til det sociale ankenævn, som rent undtagelsesvist ved en en hel unødig og urimelig lang sagsbehandlingstid, vil kunne betragte en manglende afgørelse fra en kommune, som et afslag på førtidspension og derfor realitetsbehandle sagen.
Endelig kan Landstingets Ombudsmand udtale sig i sagen, når det sociale ankenævns afgørelse foreligger. For så vidt angår, hvilke offentlige ydelser de over 60 årige kan tilbydes, hvis de holder op med arbejdet på grund af sygdom, er det rigtigt, at den eneste offentlige forsørgelsesydelse, er alderspensionen. Hertil kan jeg allerede nu oplyse, at der i forbindelse med de forestående opfølgningsarbejde på socialreformkommissionen, blandt andet vil blive set på mulighederne for at forbedre de ældres vilkår.
I den sammenhæng vil der blandt andet indgå overvejelser om mere fleksible tilbagetrædelsesordninger fra arbejdsmarkedet. Jeg vil derfor henvise til redegørelsen for opfølgningsarbejdet for socialreformkommissionen, der vil blive fremlagt senere på denne samling.
Anton Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet:
Jeg siger tak til Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggenders besvarelse og de planer, der blev nævnt, specielt med hensyn til opfølgningsarbejdet, som følge af socialreformkommissionens arbejde, dem vil jeg særligt følge med i. Tak.
.......
Forespørgsel nr. 6
Naimanngitsoq Petersen, forespørger:
På Landstingets forårssamling 1996 fremkom jeg med forslag om ændring af ' 1 i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 21 af 17. maj 1989 om naturreservatet i Melville Bugt. Jeg foreslog, at afgrænsning to flyttes 18 kilometer med syd. Baggrunden for ændringsforslaget i bekendtgørelsen var, at fangerne skal kunne fortsætte traditionel fangst i området.
Jeg forespørger herved Landsstyret, hvor langt man er nået i arbejdet med ændringsforslaget?
Marianne Jensen, Landsstyremedlemmet for Miljø og Natur:
På Landstinget forårssamling 1996 fremkom Landstingsmedlem Naimanngitsoq Petersen med forslag om ændring af ' 1 i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 21 af 17. maj 1989 om naturreservatet i Melville Bugt således, at den nordlige grænse af reservatet blev flyttet 18 kilometer mod syd. Baggrunden for ændringsforslaget, var ønsket om, at fangerne skal kunne fortsætte traditionel fangst i området.
Miljø- og Fredningsudvalget har i sin betænkning noteret sig, at sagen berører internationale regler, herunder blandt andre regler om beskyttelse af narhvalen, da Melville Bugten er et af de to vigtigste sommeropholdssteder for bestanden i Grønland.
Udvalget er derfor betænkelig ved at ændre fredningsområdet, idet det er nødvendigt med en beskyttelse af især narhvalens fouragerings- og yngleområder, samtidig med, at fangstdyrene skal udnyttes bæredygtigt.
Udvalget henstillede alligevel, at Landstinget imødekom forslaget, men med den ufravigelige betingelse, at der kun må drives traditionel fangst.
Der blev samtidigt opfordret til, at der blev afholdt fællesmøder, mellem Avannersuaq, Nuuk, Qaanaaq og Upernavik kommuner, Direktoratet for Fiskeri, Fangst og Landbrug og Direktoratet for Sundhed, Miljø og Forskning.
Dette møde blev planlagt til september 1996, men på grund af problemer med at samle de involverede deltagere, blev det først afholdt den 14. februar 1997.
På mødet deltog repræsentanter fra Avannersuaq og Upernavik kommuner, Miljø- og Fredningsudvalget, Direktoratet for Fiskeri, Fangst og Landbrug og Direktoratet for Miljø og Natur.
Efter mødet har kommunerne fået referat og beslutningsreferat til godkendelse, og de er blevet forespurgt om en definition på traditionel fangst. Direktoratet for Miljø og Natur har fået tilbagemelding fra Avannersuaq Kommune den 16. september, medens der for nylig er rykket for en tilbagemelding fra Upernavik Kommune.
For Landsstyret er det vigtigt, at en eventuel flytning af reservatgrænsen, ikke får utilsigtede konsekvenser for narhvalbestanden i Melville Bugten. Landsstyret har derfor sideløbende arbejdet med at få den bedst mulige oversigt fra biologerne over narhvalernes status, med tanke på en bæredygtig udnyttelse.
En eventuel flytning af reservatgrænsen, vil isoleret set, få betydning for jagttrykket på narhval og det er derfor nødvendigt at vurdere andre typer beskyttelsesforanstaltninger.
Det er Landsstyrets opfattelse, at vi nødvendigvis må sikre, at der ikke finder en overudnyttelse af bestanden sted.
Så snart Direktoratet for Miljø og Natur modtager en tilbagemelding fra Upernavik Kommune, vil der blive taget det næste skridt i sagen.
Naimanngitsoq Petersen, forespørger:
Jeg siger tak. Jeg har været spændt på svaret fra Landsstyremedlemmet for Miljø og Natur, og for at høre, hvordan kommunerne vil stille sig til mit forslag. Men jeg kan forstå, at man stadigvæk afventer Upernavik Kommunes svar.
Jeg mener, det ikke er på sin plads, at Upernavik Kommune skal tillægges en ret til at blande sig i en anden kommunes anliggende, og har svært ved at acceptere det.
Jeg regner ikke med, at Upernavik Kommune vil støtte Qaanaaq Kommunes interesser.
Og det har heller ikke været hensigten med mit forslag, at man ved forskydning af grænsen vil begynde at overudnytte narhvalbestanden på området.
Som Fredningsudvalgsmedlem, lægger jeg meget vægt på, at man bruger den traditionelle fangst. Det er rigtigt, at en bæredygtig udnyttelse af bestanden, er i vores egen interesse. Og jeg lægger så meget vægt på en bæredygtig udnyttelse, at jeg mener, at en traditionel fangst bør bruges alle steder i Grønland.
Jeg må også bemærke, at borgerne i Avannersuaqs fangst foregår pr. qajak og hvis det skal opfattes, at det er til fare for bestanden, vil det undre mig.
Og jeg siger tak for besvarelsen.
Marianne Jensen, Landsstyremedlemmet for Sundhed, Miljø og Forskning:
Jeg skal lige understrege endnu en gang, at vi i Landsstyret er interesserede i, at sagen ikke unødig forhales yderligere. Og jeg skal gentage, at vi har fået svar, først den 16. september 1996 i vores Direktorat. Som sagt skal sagen ikke unødig forhales og selvfølgelig vil man samarbejde med Fredningsudvalget og arbejde for, at sagen afsluttes hurtigst muligt.
........
Forespørgsel nr. 7
Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Jeg siger tak. I forbindelse med efterårssamlingen 1996, blev undertegnedes forslag om, at det lovgivningsmæssigt sikres, at rent grønlandsksprogede får retskrav på at blive betjent på deres eget sprog, ved enhver henvendelse til det offentlige og de Hjemmestyreejede aktieselskaber, vedtaget af samtlige partier den 30. oktober, idet man ligeledes tilsluttede sig, at forslaget blev fremmet af Landsstyret, med henblik på fremsættelse af et egentligt lovforslag. Dette vil kunne bekræftes af vedlagte uddrag af referatet af forhandlingerne.
Konkret blev det således vedtaget, at der skulle tilføjes følgende bestemmelse til landstingsloven nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning, det har så følgende ordlyd:
AEnhver, der retter henvendelse til Grønlands Hjemmestyre, kommunerne samt de Hjemmestyreejede virksomheder har krav på at blive betjent på grønlandsk, såvel mundtligt, som skriftligt.@
Som afslutning på forhandlingerne herom, konkluderede Landstingets daværende formand, at forslaget vandt tilslutning, idet han sagde: AOg dermed blev ligeledes Johan Lund Olsens forslag om, at det nu lovgivningsmæssigt sikres, at rent grønlandsksprogede får retskrav på at blive betjent på deres eget sprog ved enhver henvendelse til det offentlige - behandlet.@ I den anledning skal jeg bemærke, at forretningsordenens ' 30 stk. 3 har følgende ordlyd: AForslag fra et medlem eller et parti om lovgivning eller ændring af bestående lovgivning, kan fremsættes med de i stk. 1 nævnte begrundelser, som forslag til landstingsbeslutning om forslagets gennemførelse. Såfremt landstingsbeslutning herom vedtages af Landstinget, påhviler det Landsstyret at fremme forslaget, ved fremsættelse af egentligt lovforslag.@
Med hensyn til forslaget, så har landstingspartierne Siumut, Atassut og flertallet af medlemmerne sagt, at de støtter forslaget. Derfor anser jeg, at man har taget en beslutning omkring dette spørgsmål og at man anmoder Landsstyret om at fremkomme med et lovforslag herom senere hen. Det var så i efteråret 1996, dette konkluderedes.
Som det ses, lægges der vægt på, at forslaget skal fremmes. Og dette skal ses som udtryk for, at Landstinget ligeledes finder det magtpåliggende, at rent grønlandsksprogede fremover også skal have en bedre retsbeskyttelse, end hidtil. Nu er et helt år gået og desværre ses endnu ikke, at Landsstyret har fremmet Landstingets beslutning om et konkret lovforslag.
Da jeg går ud fra, at den nye Landsstyreformand må formodes at have en større vilje hertil, skal jeg spørge om, hvornår vi kan påregne, at Landstingets tidligere beslutning bliver ført ud i livet?
Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformanden:
Under Landstingets behandling af hr. Johan Lund Olsens forslag under efterårssamlingen 1996 vedrørende en lovgivningsmæssig sikring af, at rent grønlandsksprogede får retskrav på, at blive betjent på deres eget sprog ved enhver henvendelse til det offentlige, var der stor enighed om, at det grønlandske sprog skal styrkes og det kan være nødvendigt med klare regler, der skal sikre, at vores sprog anvendes i højere grad, her i Grønland.
Efter efterårssamlingen i 1996 nedsatte Landsstyret en arbejdsgruppe, med det formål at undersøge mulighederne for etablering af en overordnede sproglovgivning i Grønland, dels på baggrund af Landstingets drøftelser og dels ved undersøgelser af sprogpolitiken i andre lande, der ligesom Grønland operere med to eller flere sprog.
Arbejdsgruppen har foreslået, at det videre arbejde med udvikling og styrkelse af det grønlandske sprog, bør ske indenfor rammerne for den gældende lovgivning om Grønlandsk Sprognævn, ved en styrkelse af sprognævnets sekretariat, i form af et egentligt sprogsekretariat.
Til dette formål har Landsstyret foreslået bevillinger, afsat på finansloven således, at oprettelsen af et egentligt sprogsekretariat kan påbegyndes i 1998 og det kan være fuldt etableret i 1999.
Jeg er enig med Johan Lund Olsen om, at enhver henvendelse, såvel skriftligt, som mundtligt på grønlandsk også skal besvares på grønlandsk, ikke mindst indenfor det offentlige. I den forbindelse skal jeg henvise til den nye aftale om Landsstyresamarbejdet, hvor det sættes som mål, at på de offentlige institutioner og især ved informationsskrankerne, skal sprogbarriererne nedbrydes, så der ikke er et problem længere.
Jeg ved, at mange har følt, at sproget tilsidesættes i det offentlige og i den private sektor, specielt når der er tale om de trykte medier, når man går på restaurant, ved indkøb og ved brug af varer samt en række andre områder. Information på ens eget sprog, er én af forudsætningerne for et velfungerende demokrati.
Da en stor del af materialet fra offentlige myndigheder, alene foreligger på dansk, vil Landsstyret arbejde for at sikre, at alt materiale fra det offentlige og dets institutioner, der offentliggøres, også foreligger på grønlandsk.
Allerede under arbejdet med hjemmestyreloven og gennem dens vedtagelse, blev det kundgjort, at det grønlandske sprog er hovedsproget, blandt andet i erkendelse af, at sproget er af afgørende betydning for bevarelsen og styrkelsen af den grønlandske befolknings identitet.
Siden er der blevet taget vigtige skridt, blandt andet ved lov at vedtage at oprette et stednavnenævn, som har til opgave at indsamle, registrere og autorisere stednavnene. Et sprognævn, som har til opgave, ved siden af, at give myndighederne og offentligheden vejledning omkring det grønlandske sprog, at indsamle og registrere og godkende nye grønlandske ord, former og vendinger. Sprognævnet har endvidere til opgave at revidere og udgive en retskrivningsordbog og sprede oplysende materiale om det grønlandske sprog.
Arbejdsgruppen, der blev nedsat med det formål at undersøge mulighederne for etablering af en overordnede sproglovgivning i Grønland, har refereret til Landsstyreformanden. Men da sprogpolitik, herunder sprognævnet og stednavnenævnet retteligt ligger hos Landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse og Kirke, har Landsstyret besluttet, at anmode Landstingets formandskab om, at redegørelsen om oprettelse af et sprogsekretariat udsættes til Landstingets forårssamling 1998 og at Landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse og Kirke overtager ansvaret for oprettelse af et sprogsekretariat. Dette arbejde forventes at munde ud i et egentligt sprogpolitisk redegørelse.
Såfremt debatten under forårssamlingen 1998 viser, at det er nødvendigt med lovgivningsmæssige initiativer, for at sikre det grønlandske sprogs anvendelse indenfor den offentlige forvaltning, vil jeg foranledige, at dette arbejde igangsættes umiddelbart efter forårssamlingen 1998, således, at Landstinget kan behandle et lovgivningsforslag herom til efterårssamlingen 1998.
Johan Lund Olsen, forespørger:
Jeg siger tak. Efter at have sagt tak til vores nye Landsstyreformand for svaret vedrørende undertegnedes forslag om, at rent grønlandsksprogede får retskrav om at blive betjent på deres eget sprog, hvilket blev tilsluttet af samtlige Landstingsmedlemmer i efteråret 1996, så vil jeg efterfølgende udtrykke, at jeg er lidt skuffet over svaret, idet der jo er blevet sagt, at såfremt der skal lovgives på området, så kan Landsstyret først fremsætte forslaget i efteråret 1998. Jeg mener, det er alt for sent, såfremt vi skal vente med at godkende forslaget til den tid, så vil der være gået to år.
Det fremgår allerede, at der virkeligt er et behov. Og for nylig, så vi i Qanorooq, at foreningen >Kalaallisut oqaatigut’s formand fortælle om sine oplevelser, hvor de efter rent grønlandsksprogede skriftlige henvendelser med vigtigt indhold flere gange har fået dansksprogede skriftlige svar. Svar, de ikke kunne forstå. Og sådanne oplevelser kommer en del mennesker, som kun taler grønlandsk, ofte ud for.
Og SIK, som netop i disse dage afholder kongres i Qaqortoq, har i mange år efterlyst en løsning på dette problem.
Forleden dag blev det gennem en forskningsrapport bevist, at de kun grønlandsksprogede gennem lovgivningen bedre bør beskyttes. Det er jo allerede bevist, at fremtiden er meget betænkeligt for de kun grønlandsksprogede børn i folkeskolen.
Jeg håber derfor stadig, at vi bør lovgive på området, på et tidligere tidspunkt. Det er alt for sent først at gøre det i forbindelse med efterårssamlingen i 1998. Og det er betænkeligt, hvis vi nu skal forhale tingene igen, fordi Landstinget jo allerede i 1996 sagde, at der skal en lovgivning til, for at beskytte de kun grønlandsksprogede. Det er ikke nok blot at bruge ordene, det er på tide, at finde nogle konkrete løsninger.
Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformanden:
Denne opgave har man arbejdet meget, meget grundigt med, så grundigt således, at Landsstyret allerede har fremlagt en redegørelse på baggrund af et udvalgsarbejde. Det skal ikke ses som en forhaling af selve arbejdet. Vi har ud fra de ting, vi har fået ind vurderet det, så mener vi, at det endnu kan gøres bedre således, at det også kan vurderes af andre, som virkelig har forstand på tingene.
Og endnu en gang, så håber jeg, at man har god forståelse for, at vi venter med det til næste år.
Når vi nu kommer ind på de forskellige ting, der vedrører sprogene, så kommer vi også til en anden ting og de bemærkninger, som Johan Lund Olsen er kommet frem med, vedrørene sprogene og de sprog, der bliver brugt.
Jeg mener, det er at overdrive, at man i Qanorooq for eksempel siger, at man er kommet frem til sydafrikanske tilstande. Der har ligesom været en rød tråd igennem hele linien om, at de grønlandsksprogede børn også skal undervises i andre sprog. Og netop kendskabet til andre sprog har været et helt klart krav fra forældrenes side i forbindelse med reformen af folkeskolen. Det er jo et smukt ønske og fra talerstolen plejer vi at give udtryk for, således, at ungdomsafdelingen indenfor Nordisk Råd, der er der givet et udtryk for og fremsat et ønske til de forskellige partier om, at man bør have kendskab til fremmede sprog, hvorfor man ikke skal prøve på at ændre om på dette ønske her fra talerstolen.
Mødeleder:
Og dermed har vi nu været igennem samtlige dagsordens punkter for i dag.