Forespørgsel1 |
||
1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Torsdag
den 19. marts 1992
Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen.
Emilie Lennert, Atassut:
Her i forbindelse med forårssamlingen er jeg
fremkommet med herværende forespørgsel, nemlig i forbindelse med den meget
utilfredstillende beslutning i efteråret vedrørende værfterne, der blandt
andet har fyret medarbejderne i flæng som slaver, og hvor man fyrede medarbejderne
med ikke indjournaliserede breve, og det kan man jo sammenligne med dengang,
man holdt slaver, og derfor vil jeg gerne vide, hvad landstinget vil gøre ved
det.
Det er ønskeligt, at få at vide hvilke tanker
landsstyret har omkring lønnet arbejde, da det har vist sig at de løfter, som
landsstyretmedlemmet for erhvervsmæssige anliggender har givet under efterårets
debat om værfternes fremtid, har været tom snak, og løfterne bør indfries.
Kaj Egede, Landsstyremedlem for erhvervsmæssige anliggender:
Jeg vil gerne takke Emilie Lennert for hendes
forespørgsel.
Jeg skal indledningsvis oplyse, at Landsstyret
blandt andet med baggrund i afskedigelserne på værfterne i løbet af 1991 har
tilskrevet hjemmestyrevirksomhederne, at disse har rapporteringspligt
overfor Landsstyret, før der
træffes endelig beslutning i spørgsmål, som påvirker
beskæftigelsen væsentligt.
Spillereglerne i tilfælde af afskedigelser er
således blevet præciseret overfor virksomhederne, og når disse spilleregler
iøvrigt bliver overholdt, kan jeg ikke se nogen grund til at foretage mig
yderligere.
Afskedigelserne er, såvidt jeg ved, sket efter en
nøje vurdering af de enkelte medarbejdere, så man på værfterne har beholdt den
fagligt bedst kvalificerede og mest stabile del af arbejdsstyrken. Hvis der
forekommer rimeligt dokumenterede oplysninger om afskedigelser på et andet
grundlag, er jeg naturligvis parat til at foretage en nærmere undersøgelse.
De beslutninger, der træffes på værfterne om
enkeltpersoner, er et internt administrativt spørgsmål, som jeg hverken kan
eller vil blande mig i.
Jeg skal iøvrigt oplyse, at den nu foretagne
strukturtilpasning på værfterne har medført en væsentlig reduktion i andelen
af ikke-hjemmehørende arbejdskraft.
Det er Landsstyrets erklærede politik, at der
skal skabes produktive arbejdspladser. Dette indebærer også, at virksomhederne
ikke kan ansætte arbejdskraft, som man ikke har arbejde til, specielt når de,
som i tilfældet med værfterne, gennem finansloven er pålagt betydelige resultatforbedringer.
På denne samling vil Erhvervsudvalget få forelagt
en langsigtet strategiplan, udarbejdet af værfternes hovedledelse. Landstinget
vil derigennem få lejlighed til at tage stilling til værfternes fremtid i et mere
langsigtet perspektiv.
Hans
Iversen, Siumut:
Under samlingen i efteråret blev der under
redegørelsen, der blev fremlagt her i salen den 18. oktober 1991 oplyst, at
der i henhold til landstingets og landsstyrets beslutning i 1990 skulle
indføres mere effektiv styring af de grønlandske værfter, og at konsekvensen
blandt andet havde været mange afskedigelser af medarbejderne.
I beslutningen i 1990 forudså vi ikke, ligesom
det heller ikke var hensigten, at der skulle afskediges så mange medarbejdere.
Vi vil derfor benytte lejligheden til at rette en stærk kritik af værfternes
ledelse, om at man ikke underrettede landsstyret før ledelsen tog skridt til
de mange fyringer.
Da vi blev bekendt med de mange afskedigelser,
anmodede partiet landsstyret om at standse afskedigelserne, indtil
strategiplanen for værfterne var vedtaget.
Landsstyremedlemmets besvarelse viser da også,
at man har beholdt de bedst kvalificerede og stabile medarbejdere, og man er
rede til en nærmere undersøgelse, såfremt der kommer rimeligt dokumenterede
oplysninger om afskedigelserne på et andet grundlag, og dette vil tage til
efterretning fra Siumut.
Emilie Lennert, Atassut:
Angående besvarelsen vil jeg gerne sige til
landsstyremedlemmet for erhvervsmæssige anliggender, idet jeg også er tilfreds
med oplysningen om, at man havde tilskrevet
hjemmestyrevirksomhederne, at landsstyret altid orienteres, før der
træffes afgørelser, der får betydning for beskæftigelsen.
Et sådant skridt kan selvfølgelig ikke
kritiseres, men når man ser tilbage og ser på, hvad der egentlig er sket, er et
sådant skridt kommet for sent. Ikke mindst, når man tænker på debatten i
landstinget om værfterne, så har landsstyret ikke været opmærksomme på de
problemer der er, også når man tænker på, hvad der tidligere er sket.
Selv om afskedigelserne nu er sket, sådan som det
er forklaret, så er det meget svært at acceptere, at næsten alle, ca. 60 i
Sisimiut er blevet afskediget.
Vedrørende værfternes drift er der i dag stadig
uafklarede spørgsmål, da der såvidt jeg er orienteret, er næsten ingen
formænd tilbage på værftet i Sisimiut, idet der er ansat timelønnede holdledere
istedet. Det er selvfølgelig forståeligt, når de mennesker, der er afskediget
føler sig misbrugte, og er begyndt at spørge sig selv, hvis nu der sker en
ulykke blandt arbejderne, hvem har så ansvaret, idet tidligere formænd havde
det daglige ansvar for sikkerheden. Den slags forhold kan ikke accepteres,
og derfor må jeg spørge om et sådant diktat er kommet fra landsstyret.
Hvad er formålet med sådanne tiltag. Man forledes
til at tro, at man endnu engang tilsidesætter grønlændere og er ude på at gøre
dem overflødige. Selv om landsstyremedlemmet for erhvervsområderne klart
giver udtryk for, at han ikke ønsker at blande sig i den daglige drift, så skal
jeg dog spørge, om han som politisk ansvarlig vil acceptere tilstandene
ligegyldigt, hvordan forholdene er.
Til slut vil jeg gerne udtale, at det, der her er
nævnt, medtages i besvarelsen. Desuden skal medtages, at der vil fremkomme en
strategiplan til erhvervsudvalget, som jeg er meget spændt på at se, idet
jeg er spændt på, om der fremkommer noget, der kan give anledning til forhåbninger
omkring de forhold, vi drøfter.
Som jeg allerede har sagt, så har afskedigelserne
ramt de omtalte personer hårdt, og det, at man ikke har kunnet anvise dem
andet arbejde, har også berørt kommunens økonomi kraftigt.
Ole Lynge, Inuit Ataqatigiit:
Med hensyn til Emilie Lennerts forespørgsel og
besvarelsen af den, så stillede Inuit Ataqatigiit i efteråret 1991 under redegørelsesdebatten
vedrørende værfterne krav om, at der udarbejdes en ny redegørelse, og at de
eneste mål ikke skulle være, at værfternes regnskaber balancerede i 1992, da
dette naturligt ville afstedkomme negative virkninger for mange ansatte.
Vi er klar over, at der efter denne tid er sket
adskillige ting, for eksempel har landstingets finansudvalg rejst rundt til
værfterne, for at få indblik i deres situationer, og ligeledes har man
vurderet konsulentformidlingernes samt erhvervstøtteområdets sagsbehandlinger.
Inuit Ataqatigiit har på baggrund af de
fremkomne oplysninger fremsat forslag til forespørgselsdebatter, som vi senere
skal behandle i denne sal, samt forslag om efteruddannelsesmuligheder for
værfternes ansatte og tidligere ansatte. Hvis vi skal sige noget om baggrunden
for forespørgslen, så må vi kommentere, at afskedigelser i henhold til
overenskomsten om faglig strid er en forhandlingssag mellem de lokale
arbejdsgivere og fagforeningerne.
Otto Steenholdt, Atassut:
Som flere ordførere har været inde på, så havde
vi en redegørelse om værfterne til drøftelse her under sidste efterårssamling.
Dengang nævnte Landsstyremedlemmet for erhvervsmæssige
anliggender, at de ansatte på værfterne ikke har noget at være nervøse for.
Og tager man udgangspunkt i den udtalelse, så skete der en masse fyringer i
Sisimiut, og netop hvad det angår, stillede jeg en fredagsforespørgsel, og
landstyremedlemmet indrømmede dengang, at reduktionen af arbejderne ved
fyringer ikke var overenskomststridige.
Masseafskedigelserne på værfterne er meget frustrerende
for arbejdstagerne. Jeg har forståelse for, at det har været meget
utilfredstillende for arbejderne, og ligesom forespørgeren var inde på, så
nævner hun, at der næsten ikke er flere arbejdere tilbage.
Man skulle tro, at de næsten ikke havde noget
arbejde at udføre, og det har næsten været tilfældigt, hvem der blev fyret. Jeg
ved godt, at vi har været inde på, at værfterne skal kunne køres økonomisk
forsvarligt, og i den ånd man kalder for lønsom og forretningsmæssig drift.
Det kan måske være, at der ikke har været forståelse
mellem værftslederne og arbejdstagerne.
Ordet grønlandisering er ikke nået helt frem
til værfternes ledere. Medarbejdere på værfterne har nu fået overordnede,
som blot sidder på deres kontorer uden nogensinde at få en kedeldragt på. Det
er ikke altid det er tilfældet, men det sker lidt for ofte ,at det er tilfældet.
Det synes som om, at Landstingets intentioner er,
at værfternes dårlige økonomi, skal rettes op ved afskedigelser af
medarbejdere, selv om det af svarnotatet fremgår, at det ikke er tilfældet.
Men vi må konkludere, at Landsstyremedlemmet for
erhvervsmæssige anliggender ikke har holdt sine løfter, og det betyder så
også, at ligeså snart der sker den mindste fejltagelse, så bliver man fyret.
Disse betingelser er der ingen, der kan arbejde under.
Jeg vil gerne anmode landsstyremedlemmet om
snarest, at uddanne mulige grønlandske ledere til værfterne. Det kan ikke være
rigtigt, at medarbejderne hele tiden selv skal uddanne deres ledere. Det kan
ikke være på sin plads, at de hele tiden tilkalder ledere for lederne. Det
koster for meget. Den form for ledelse kender vi fra folkeskolen i alt for
høj grad, og den kan vi ikke indføre på værfterne. Vi ved at værfterne har
brug for en stabil arbejdskraft.
Fiskerflåden og deres ejere har behov for at kunne
kommunikere med værftsledelsen, og kommunikation på deres eget sprog, kan de
ikke undvære. Nøjes man blot med at se på den situation, er det helt forkert,
at fyre den grønlandske medarbejderstab, som har mangeårig anciennitet, og
det betyder så, at de er kommet ud i en," faresituation" i forhold
til deres ansættelsesforhold.
Landsstyret bør kunne gribe ind, i stedet for
blot at sige, at det er værftsledelsen, der skal varetage den arbejdsopgave,
hvorved landsstyremedlemmet kan gemme sig i et hjørne. Det bør ikke kunne
ske, fordi både medarbejdere og klienter, det vil sige kunder, har brug for
en stabil arbejdsplads, ligesom man er utryg ved, at man bliver ved mad at fyre
den grønlandske medarbejderstab.
Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:
Under drøftelsen omkring værfterne under
efterårssamlingen udtalte jeg på vegne af Atassut og Issittup Partiia,
at vi stillede krav om, at man skal undgå
fyringer i forbindelse med manglende opgaver på værfterne.
Og hvis der alligevel skulle ske fyringer,
krævede jeg, at man gav de afskedigede muligheder for uddannelse/omskoling
med løn. Der har jeg bemærket, at alle i landstinget var enige heri.
Alligevel viser det sig gennem Emilies
forespørgsel og landsstyremedlemmets svar, at landstingets ønske fra
efterårssamlingen ikke er blevet fulgt af landsstyret. Hvis landsstyret har tilsidesat
landstingets ønske og krav som ansvarlige for samfundet, er det utilstedeligt.
Vi ved alle, at det bliver hårdere og hårdere
tider i forholdene på værfterne, og det er jo på grund af manglende opgaver,
at problemerne er opstået.
Men hvis vi ser på, hvad der egentlig sker, så
kan man ikke lukke øjnene for, at værfterne selv er medskyldige, for eksempel
har der forleden været tre ret store kuttere i Nuuk, som var kommet til skade
på grund af isforholdene. Ejerne af disse har rettet henvendelse til værftet,
men har fået det svar, at isen på beddingerne først skulle fjernes for at
kutterne kunne trækkes i land. Der er jo tale om samfundets værfter, og da
kutterejerne ikke selv kunne udføre den pågældende opgave med afisningen, så
har de måttet vente.
Jeg har tidligere henstillet til, at man
undersøgte mulighederne for at sælge værfterne til private, men det har man
altid været imod. Derfor er jeg overbevist om, at det er en pligt for værfterne
at være klar, når der er brug for dem. Især hvad angår værfterne på åbentvandsområderne.
Men værfterne er ikke blevet til aktieselskaber,
og de bliver derfor hårdt styret ovenfra. Derfor kan jeg overhovedet ikke
acceptere det, der er blevet nævnt fra
landstinget. Jeg vil gerne støtte Ottos
udtalelser kraftigt, og sige at landsstyret bør satse på at rette op på
forholdene.
Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit:
Hvis man kort skal vurdere landsstyremedlemmets
svarnotat vedrørende fyringer på værfterne, så anser jeg det for utilstedeligt,
ligesom det indeholder stærkt nedværdigende elementer overfor de fyrede
medarbejdere. Landsstyremedlemmet nævner ligeledes i sit svarnotat, at afskedigelserne
først er sket efter nøje vurdering af de enkelte medarbejdere, så man på
værfterne har beholdt den fagligt bedst kvalificerede og mest stabile arbejdskraft
på værfterne. Denne påstand har ikke grundlag i de faktiske forhold. Forhold
som jeg har fået kendskab til. Nogle af fyringerne er sket på følgende
baggrund:
I løbet af september 1991 fik nogle
medarbejdere, der har arbejdet på værftet fra dengang GTO eksisterede, nogle med
en anciennitet på over 40 år, et brev om, at de var afskedigede pr. 1. februar
eller pr. 1. april 1992. Nogle af disse medarbejdere er højt respekterede på
deres arbejdspladser på grund af deres faglige dygtighed og deres
mangeårige stabilitet, og da de også udfører deres arbejder med stor respekt
for det samfund de lever i og arbejder for.
Da de blev fyret, kunne vi blot ryste på hovedet,
fordi årsagen var så uforståelig. Netop hvorfor fyrer man denne gruppe
mennesker og placerer dem som om, samfundet ikke længere har brug for dem. De
har serviceret fiskerne, og det er den gruppe mennesker, som er
uundværlige ved reparationer af
fiskerflåden.
Efter fyringerne har fundet sted, så er
forholdene nu sådan, at fartøjer til reparation bare ligger hen, fordi der ikke
er nogen til at udføre reparationerne, og fyringerne har ikke blot ramt de
fyrede medarbejdere og deres familier, men også fiskerne i høj grad.
Det er nu ved at gå op for ledelsen, at de fyrede
medarbejdere ikke kan undværes, og nu prøver man skriftligt at få disse
fyrede medarbejdere genansat, men tilbuddene ligger sådan, at de ved genansættelsen
går kraftigt ned i løn. I nogle tilfælde er lønnedgangen mere end 2.000 kr. om
måneden, og man benævner blot stillingen anderledes, selv om man kræver, at
de udfører de samme arbejdsopgaver som før fyringen.
Det vil sige, at de vender tilbage til deres
oprindelige opgaver, men de hedder ikke længere formænd, men holdledere og
får en langt mindre løn end før, til trods for, at de alligevel udfører deres
oprindelige arbejde.
Det er meget forståeligt, hvis man bliver
skuffet over sådanne forhold, og de skaber også røre i samfundet. Det er min
overbevisning, at man bør rette op på sådanne forhold, idet sagen også
indeholder aspekter som vore medmenneskers værdighed.
Derfor vil jeg slutte af med at citere den danske
forfatter og digter Halfdan Rasmussens digt om værdighed: Prøv ikke at forstå
dem, de kolde og kløgtige, snefnug er deres begreber: perfekte og flygtige. Alt
hvad der handler om nærhed og nænsomhed, frygter de, blot ved en kærlig
berøring forskrækkes og flygter de. Du må forsvare dig imod dem og alt deres
færdighed. Stål er for villigt og køligt, dit våben er værdighed.
Så lad os udføre vort arbejde med medmenneskelighed,
med respekt for menneskets egen værdighed.
Marianne Jensen, Landsstyremedlem for Kultur, Uddannelse og
Arbejdsmarked:
Jeg vil komme ind på muligheden for
efteruddannelse, da det har været nævnt og jeg vil lige understrege at
hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 43 af 24. oktober 1990, nævner mulighed for
efteruddannelse.
Ser man på fyringerne og ser man på de enkelte
mennesker, der er blevet fyret, kender jeg ikke helt antallet, som det har betydet
arbejdsløshed for.
Jeg vil overfor kommunerne anmode om, at man
bruger muligheder for efteruddannelse, og man også er vågen overfor, at
denne mulighed eksisterer.
Disse muligheder kendes udmærket godt af
Arbejdsmarkedskontorerne og muligheder findes både for omskoling, efteruddannelse.
Også andre kursusmuligheder er til stede således, at man kan indgå i andre nye
job.
Efteruddannelse kan blive tilbudt, alt efter
behov, og der er mange muligheder inderfor disse, og såfremt der opstår andre behov,
kan man igennem arbejdsmarkedskontorerne etablere kurser.
Centralt har vi fra Hjemmestyrets direktorater
mulighed for at åbne for sådanne, således vi hurtigt kan sagsbehandle sådanne
ansøgninger, og jeg vil blot igen anmode om, at kommunerne er opmærksomme på
den mulighed.
Landsstyremedlemmet for erhvervsmæssige
anliggender:
Jeg skal klart udtale, at både Landsstyret og jeg
under efterårssamlingen i 1991, var utilfreds med, at man uden et ord til
Landsstyret havde foretaget fyringer på værfterne, og vi har ikke været
tilfreds med, at man udelukkende har prøvet at finde frem til besparelser
gennem fyringer.
Derfor har Landsstyret tilskrevet
Hjemmestyrevirksomhederne, at sådanne forhold ikke må gentage sig i fremtiden,
og at sådanne tiltag først skal sendes til høring i Landsstyret.
Dette har vi klart meddelt, og jeg skal her
udtale, at efter Landsstyret er fremkommet med dette, kan det få konsekvenser,
såfremt man undlader at orientere Landsstyret om afskedigelser.
Det har også medført, at værfterne har ændret den
hidtidige praksis, de kører efter.
Direkte henvendelser har der ikke været mange af,
og man har talt med SIK om det passerede, og en enkelt medarbejder har rettet
direkte henvendelse til mig, om at få anvist andet arbejde.
Der har været samtaler med tillidsfolk på
værfterne og ud fra det, er der taget initiativ til at ændre værftsledelsens
sammensætning således, at medarbejderne skal være repræsenteret i værfternes
ledelse.
Jeg mener, at disse initiativer viser, at
Landsstyret har været utilfreds med det passerede, og med hensyn til værfternes
fremtid ønsker vi fra Landsstyrets side, at der skal uddannes hjemmehørende
potentielle ledere.
Med hensyn til dette spørgsmål vil jeg vende
tilbage til det senere under denne samling.
Til slut vil jeg gerne sige, at såfremt der har
været foretaget afskedigelser af andre årsager, er jeg rede til at foretage nærmere
undersøgelse og vil gerne udtale, at Landsstyret er indstillet på at
arbejde for at forholdene bliver rettet.
Ole Lynge, Inuit Ataqatigiit:
Med hensyn til det muligheder som
Landstyremedlemmet for Uddannelse har fremsat, vil jeg gerne anmode om, at vi
jo i vores forelæggelser eller udtalelser, ikke kommer ind på spørgsmålet
omkring uddannelser, idet jeg går udfra, at vi skal drøfte disse forhold i
andre sammenhænge under denne samling.
Jeg vil gerne tilføje, at der jo i sagens natur
er meget forskellige forhold, både
lokalt, og hvad angår Syd- og Nordgrønland, har de godt nok kørt
sagerne forskelligt.
Der har flere steder været afskedigelser, og
andre steder har man delt arbejdstiden op, således at der er indført
skifteholdsarbejde. Det er nok et af de forhold, som man kunne undersøge, som
Landstyremedlemmet har været ind på. Her tænkes også på muligheden for at få
takstmæssig ydelse og takstmæssigt hjælp.
Man kan jo højest få denne ydelse i 5 uger. De
fleste afskedigede i Nordgrønland, har allerede opbrugt denne rettighed og
har kun mulighed for indtjening, ved at arbejde hver anden uge. Så jeg anmoder
om, at man forsøger at finde frem til en mulighed for at løse dette forhold.
Med hensyn til spørgsmålet omkring ledelsen af værfterne, så har jeg noteret
mig, at der er stor udskiftning blandt værftsledere.
Det er nok ikke overdrevet at sige, at
værfstledere, så godt som hvert år, flytter et anden sted hen. Det kan jo også
have stor indvirkning på servicen overfor medarbejderne, eller personalepleje,
derfor vil jeg gerne opfordre det ansvarlige Landstyremedlem, og den ansvarlige
ledelse, om at være opmærksom på disse forhold.
Hans Iversen, Siumut:
Jeg vil blot lige understrege, at da vi
debatterede værfterne i 1990, besluttede vi, at værfterne skulle overgå fra
Teknisk Direktorat til Erhvervsdirektoratet, idet de også har en relation til
fiskeriet og Royal Greenland. Efterfølgende har der været store problemer med
ledelsen og styringen af værfterne, og vi må kraftigt indstille, at man nu
indfører en stærkere styring af værfterne, og hvad angår de bevilgede penge til
værfterne, så har Sisimiut haft et underskud på mere end 4 millioner kroner.
Ud fra det, så må vi også erkende, at selv om den
beslutning om fyringerne ikke er helt pæn, så har det været en nødvendig
konsekvens, som vi allerede har påpeget overfor ledelsen på værftet og
kritiseret dem, at de ikke har orienteret Landsstyret forud for fyringerne,
og vi ved, at landsstyret allerede har påpeget overfor værfterne, at man
skulle slutte massefyringer. Det er beklageligt, at dette er foregået, men
ser man på den økonomiske side af sagen og de problemer, som værfterne har
været ud for, så har vi selv en del af ansvaret, og det er ikke på sin plads,
at lægge skylden på enkelte mennesker, det er de politiske tiltag, som har
været starten på det hele.
Otto Steenholdt, Atassut:
Til den sidste taler, vil jeg sige , at det er
rigtigt, at vi ikke skal lægge skylden på enkelte mennesker. Vi har jo en
ledelse, som bør have ansvaret. Det kan være, at jeg har udtrykt mig lidt for
stærkt i mine foregående replikker.
I 1991 under punkt nr. 28: Redegørelse for
værfternes udvikling, var Landstyremedlemmet inde på, at værfterne også bør
hjælpes, evt. fra andre lande, evt. fra Danmark, idet vi også kan gøre brug af
den udfra kommende ekspertise. Kommer der større arbejdsopgaver, så er det jo
kæmpeopgaver for værfterne, og det har ligesom nødvendiggjort, at man
konsulterer udefrakommende instanser.
Ser man på strategiplanen, så indeholder den også
en toårig handlingsplan. Det betyder jo også en plan over den kommende
periode, som der har været lidt uklare konsekvenser for. Landstyremedlemmet
var inde på, at denne skulle havde været færdig i 1992, men konsekvenserne af
det, har man været usikre på.
Han nævnte ligeledes, at denne handlingsplan,
hvis den skulle realiseres, så kunne det skabe problemer for værfterne. Men nu
ser det ud til, at profetierne går i opfyldelse, og at det så har indebåret
massefyringer. Jeg vil blot nævne overfor Landstyremedlemmet, og også overfor
de fyrede medarbejdere, at det er Landstyremedlemmets intentioner som nu går
i opfyldelse, men muligheden for, at man undersøger de nærmere konsekvenser,
bør foretages nu.
Lars Emil Johansen, Landstyreformand:
Jeg er ikke forundret over, at man har så lang en
debat om det vigtige punkt. Der er jo også sket kedelige ting i den forbindelse.
Jeg vil gerne erindre om, at der i udgangspunktet, bl.a. beslutningen i
Landstinget om at eliminere underskuddet på værfterne. Man ønsker, at de skal
kunne køre rentabelt. Det er jo tale om over 50 millioner i underskud i 1990.
Dette underskud har man forlangt halveret i løbet af 1991 og helt fjernet i
1992. Det er et stort krav og, det må nok genvurderes.
Jeg mener også, at vi bør udtale overfor ledelsen
af værfterne og værftsbestyrelserne, at det har været en alt for nem løsning at
bruge afskedigelser i forbindelse med sparebestræbelserne.
Man må også skele til andre udgifter og forsøge
at øge indtægterne. Jeg ved jo idag, at der er mange opgaver for værfterne, der
udføres i andre lande, selvom der er mangel på arbejdsopgaver for værfterne.
Jeg vil gerne bekræfte det, som
Landstyremedlemmet for erhvervsmæssige anliggender har lovet, nemlig at de
enkelte fyringer skal undersøges, og hvis der er begået fejl, så må der komme
en undskyldning og evt. genansættelse af den pågældende. Vi har vilje til
også at rette op på fejl, hvis vi har begået nogen.
Jeg er tilbøjelig til at tro, at strukturændring
i værfterne nok bør ske tidligere, og landsstyreområdet vil tage sig af
dette, og selvfølgelig vil jeg være opmærksom på dette forhold som
Landsstyreformand.
Med disse bemærkninger skal jeg tilføje, at der
er grund til at revurdere det passerede på baggrund af Emilie Lennerts
forespørgsel samt udtalelser fra de forskellige partier.
Mødeleder:
Hermed er forespørgsel til landstyret vedr.
fyringer på værfterne afsluttet, og ligeledes er Landstinget færdig med de
sager de skulle behandle idag.
Punktet sluttet.