Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Forespørgsel1

1. behandling 2. behandling 3. behandling

Torsdag den 19. marts 1992

 

Dagsordenens punkt forespørgsel 1.

 

Forespørgsel til Landsstyret vedrørende fyringer på værfterne.

(Emilie Len­nert, Atassut).

 

 

 

Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen.

 

Emilie Lennert, Atassut:

Her i forbindelse med forårssamlingen er jeg fremkommet med herværende forespørgsel, nemlig i forbindelse med den meget utilfredstillende beslutning i efteråret ved­rørende værfterne, der blandt andet har fyret medarbej­derne i flæng som slaver, og hvor man fyrede medarbej­der­ne med ikke indjournaliserede breve, og det kan man jo sammen­ligne med dengang, man holdt slaver, og derfor vil jeg gerne vide, hvad landstinget vil gøre ved det.

 

Det er ønske­ligt, at få at vide hvilke tanker lands­styret har omkring lønnet arbejde, da det har vist sig at de løfter, som land­sstyretmedlemmet for erhvervsmæssige anliggender har givet under efter­årets de­bat om værfternes fremtid, har været tom snak, og løfterne bør indfries.

 

Kaj Egede, Landsstyremedlem for erhvervsmæssige anlig­gender:

Jeg vil gerne takke Emilie Lennert for hendes forespørg­sel.

 

Jeg skal indledningsvis oplyse, at Landsstyret blandt andet med baggrund i afskedigelserne på værfterne i lø­bet af 1991 har tilskrevet hjem­mestyrevirksomheder­ne, at dis­se har rapporteringspligt overfor Landsstyret, før der

træffes endelig beslutning i spørgsmål, som på­virker be­skæfti­gelsen væsentligt.

 

Spillereglerne i tilfælde af afskedigelser er således blevet præciseret overfor virksomhederne, og når disse spilleregler iøvrigt bliver overholdt, kan jeg ikke se nogen grund til at foretage mig yderligere.

 

Afskedigelserne er, såvidt jeg ved, sket efter en nøje vurdering af de enkelte medarbejdere, så man på værfter­ne har beholdt den fagligt bedst kvalificere­de og mest sta­bile del af arbejdsstyrken. Hvis der forekommer rime­ligt doku­menterede oplysninger om afskedigelser på et andet grundlag, er jeg naturlig­vis parat til at foretage en nærmere undersøgelse.

 

De beslutninger, der træffes på værf­terne om enkeltper­soner, er et internt ad­ministrativt spørgsmål, som jeg hverken kan eller vil blande mig i.

 

Jeg skal iøvrigt oplyse, at den nu foretagne struktur­til­pasning på værfterne har medført en væsentlig reduk­tion i andelen af ikke-hjemmehørende arbejds­kraft.

 

Det er Landsstyrets erklærede politik, at der skal ska­bes produktive arbejds­pladser. Dette indebærer også, at virk­somhederne ikke kan ansætte arbejds­kraft, som man ikke har arbejde til, specielt når de, som i tilfældet med værfterne, gennem finansloven er pålagt betydelige resul­tatforbedringer.

 

På denne samling vil Erhvervsudvalget få forelagt en langsigtet strategiplan, udarbejdet af værfternes hoved­ledelse. Landstinget vil derigennem få lejlighed til at tage stilling til værfternes fremtid i et mere lang­sig­tet perspek­tiv.

Hans Iversen, Siumut:

Under samlingen i efteråret blev der under redegørelsen, der blev fremlagt her i salen den 18. oktober 1991 op­lyst, at der i henhold til landstingets og landsstyrets beslutning i 1990 skulle indføres mere effektiv styring af de grønlandske værf­ter, og at konsekvensen blandt andet havde været mange afske­digelser af medarbejderne.

 

I beslutningen i 1990 forudså vi ikke, ligesom det hel­ler ikke var hensigten, at der skulle afskediges så man­ge medarbejdere. Vi vil derfor benytte lejligheden til at rette en stærk kritik af vær­fternes ledelse, om at man ikke underrettede land­s­styret før ledelsen tog s­kridt til de mange fyrin­ger.

 

Da vi blev bekendt med de mange afskedigelser, anmodede par­tiet landsstyret om at standse afskedigelserne, ind­til strategiplanen for værfterne var vedtaget.

 

Landsstyre­medlemmets besvarelse viser da også, at man har beholdt de bedst kvalificerede og stabile medarbej­dere, og man er rede til en nærmere undersøgelse, så­fremt der kommer ri­meligt dokumenterede oplysninger om afskedigel­serne på et andet grundlag, og dette vil tage til efter­retning  fra Siumut.

 

Emilie Lennert, Atassut:

Angående besvarelsen vil jeg gerne sige til landsstyremed­lem­met for erhvervsmæssige anliggender, idet jeg også er til­freds med oplysningen om, at man havde til­skrevet  hje­mmestyre­virk­somhederne, at lands­styret altid orien­teres, før der træ­f­fes afgørelser, der får be­tyd­ning for beskæf­tigelsen.

 

Et sådant skridt kan selvfølgelig ikke kritiseres, men når man ser tilbage og ser på, hvad der egentlig er sket, er et sådant skridt kommet for sent. Ikke mindst, når man tænker på debatten i landstinget om værfterne, så har lan­dsstyret ikke været opmærksomme på de proble­mer der er, også når man tænker på, hvad der tidligere er sket.

 

Selv om afskedigelserne nu er sket, sådan som det er forklaret, så er det meget svært at acceptere, at næsten alle, ca. 60 i Sisimiut er blevet afskediget.

 

Vedrørende værfternes drift er der i dag stadig uaf­klare­de spørgsmål, da der såvidt jeg er orienteret, er næsten ingen formænd tilbage på værftet i Sisimiut, idet der er ansat timelønnede holdledere istedet. Det er s­elvfølge­lig forståeligt, når de mennesker, der er af­ske­diget fø­ler sig misbrugte, og er begyndt at spørge sig selv, hvis nu der sker en ulykke blandt arbejderne, hvem har så ansvaret, idet tidligere formænd havde det daglige an­svar for sik­kerheden. Den slags forhold kan ikke accep­teres, og der­for må jeg spørge om et sådant diktat er kommet fra land­sstyret.

 

Hvad er formålet med sådanne tiltag. Man forledes til at tro, at man endnu engang til­sidesætter grønlændere og er ude på at gøre dem overflø­dige. Selv om landsstyremed­lemmet for erhvervsområderne klart giver udtryk for, at han ikke ønsker at blande sig i den daglige drift, så skal jeg dog spørge, om han som politisk ansvarlig vil acceptere tilstandene ligegyldigt, hvordan forholdene er.

Til slut vil jeg gerne udtale, at det, der her er n­ævnt, medtages i besvarelsen. Desuden skal medtages, at der vil frem­komme en stra­tegiplan til erhvervsud­valget, som jeg er meget spæ­ndt på at se, idet jeg er spændt på, om der fremkommer noget, der kan give anledning til for­håbnin­ger omkring de for­hold, vi drøfter.

 

Som jeg allerede har sagt, så har afskedigelserne ramt de om­talte per­soner hårdt, og det, at man ikke har kun­net an­vise dem andet arbejde, har også berørt kom­munens økonomi kraf­tigt.

 

Ole Lynge, Inuit Ataqatigiit:

Med hensyn til Emilie Lennerts forespørgsel og besvarel­sen af den, så stillede Inuit Ataqatigiit i efteråret 1991 under rede­gørelsesdebatten vedrørende værfterne krav om, at der udarbejdes en ny redegørel­se, og at de eneste mål ikke skulle være, at værfternes regnska­ber balancere­de i 1992, da dette naturligt ville afsted­komme negative virkninger for mange ansatte.

 

Vi er klar over, at der efter denne tid er sket adskil­li­ge ting, for ek­sempel har landstingets finansudvalg rejst rundt til værfterne, for at få indblik i deres situatio­ner, og li­geledes har man vurderet konsulentfor­midlinger­nes samt erhvervstøtteområdets sagsbehandlin­ger.

 

Inuit Ataqati­giit har på baggrund af de fremkomne oplys­ninger frem­sat forslag til forespørgselsde­batter, som vi se­nere skal behandle i denne sal, samt forslag om efter­ud­dannelsesmuligheder for værfternes ansatte og tidlige­re ansatte. Hvis vi skal sige noget om baggrunden for fore­spørgslen, så må vi kommentere, at afskedigelser i hen­hold til overenskomsten om faglig strid er en for­hand­lingssag mellem de lokale arbejdsgivere og fagforeninger­ne.

 

Otto Steenholdt, Atassut:

Som flere ordførere har været inde på, så havde vi en redegørelse om værfterne til drøftelse her under sidste efterårssam­ling.

 

Dengang nævnte Landsstyremedlemmet for er­hvervsmæssige anliggender, at de an­satte på værfterne ikke har noget at være nervø­se for. Og ta­ger man udgangspunkt i den udtalelse, så skete der en masse fyringer i Sisimiut, og netop hvad det angår, stil­lede jeg en fredagsfore­spørg­sel, og landstyre­medlem­met indrømmede dengang, at reduk­tionen af arbej­derne ved fyringer ikke var over­ens­komst­stridige. 

 

Masseafskedigelserne på værf­terne er meget fru­strerende for arbejdstagerne. Jeg har forståelse for, at det har været meget utilfredstillende for arbejderne, og li­gesom fore­spørgeren var inde på, så nævner hun, at der næsten ikke er flere arbejdere tilbage.

 

Man skulle tro, at de næsten ikke havde noget arbejde at udføre, og det har næsten været tilfældigt, hvem der blev fyret. Jeg ved godt, at vi har været inde på, at værfter­ne skal kunne køres økonomisk forsvarligt, og i den ånd man kal­der for lønsom og for­retningsmæssig drif­t.

 

Det kan måske være, at der ikke har været for­stå­else mellem værftsle­derne og arbejds­tagerne.

 

Or­det grøn­landi­sering er ikke nået helt frem til værf­ter­nes lede­re. Medarbejdere på værfterne har nu fået overordnede, som blot sidder på deres kontorer uden no­gensinde at få en kedeldragt på. Det er ikke altid det er tilfældet, men det sker lidt for ofte ,at det er til­fældet.

 

Det synes som om, at Landstingets intentioner er, at værfternes dårlige økonomi, skal rettes op ved afskedi­gelser af medarbejdere, selv om det af svarnotatet frem­går, at det ikke er tilfældet.

 

Men vi må konklu­dere, at Landsstyremedlemmet for er­hvervsmæssige anliggender ikke har holdt sine løf­ter, og det betyder så også, at ligeså snart der sker den mind­ste fejltagelse, så bliver man fyret. Disse betin­gel­ser er der ingen, der kan arbejde under.

 

Jeg vil gerne anmode landsstyremed­lemmet om snarest, at uddanne mulige grønlandske ledere til værfterne. Det kan ikke være rigtigt, at medarbej­derne hele tiden selv skal uddanne deres ledere. Det kan ikke være på sin plads, at de hele tiden tilkalder ledere for lederne. Det koster for meget. Den form for ledel­se kender vi fra folkesko­len i alt for høj grad, og den kan vi ikke ind­føre på værfterne. Vi ved at værfterne har brug for en stabil arbejdskraft.

 

Fiskerflåden og deres ejere har behov for at kunne kom­munikere med v­ærftsledelsen, og kommunika­tion på deres eget sprog, kan de ikke undvære. Nøjes man blot med at se på den situation, er det helt forkert, at fyre den grønlandske medarbejderstab, som har man­geårig an­cienni­tet, og det betyder så, at de er kommet ud i en," far­e­situation" i forhold til deres ansæt­tel­ses­for­hold.

 

Landsstyret bør kunne gribe ind, i stedet for blot at sige, at det er værftsledelsen, der skal varetage den arbejdsopgave, hvorved lands­styremedlemmet kan gem­me sig i et hjørne. Det bør ikke kunne ske, fordi både medar­bej­dere og klienter, det vil sige kunder, har brug for en stabil arbejdsplads, ligesom man er utryg ved, at man bliver ved mad at fyre den grøn­landske medarbejder­stab.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Under drøftelsen omkring værfterne under efterårssamlin­gen udtalte jeg på vegne af Atassut og Issittup Partiia,

at vi stillede krav om, at man skal undgå fyringer i for­bindelse med manglende opgaver på værfterne.

 

Og hvis der alligevel skulle ske fyringer, krævede jeg, at man gav de afskedigede muligheder for uddan­nelse/om­skoling med løn. Der har jeg be­mær­ket, at alle i lands­tin­get var enige heri.

 

Alligevel viser det sig gennem Emilies forespørgsel og landsstyremedlemmets svar, at landstingets ønske fra efterårssamlingen ikke er blevet fulgt af landsstyret. Hvis landsstyret har til­sidesat landstingets ønske og krav som ansvarlige for samfundet, er det utilstedeligt.

­Vi ved alle, at det bliver hårdere og hår­dere tider i for­holdene på værfterne, og det er jo på grund af mang­lende opgaver, at problemerne er opstå­et.

 

Men hvis vi ser på, hvad der egentlig sker, så kan man ikke lukke øjnene for, at værfterne selv er medskyl­dige, for eksempel har der forleden været tre ret store kut­tere i Nuuk, som var kommet til skade på grund af isfor­hol­dene. Ejerne af disse har ret­tet henvendelse til værf­tet, men har fået det svar, at isen på beddingerne først skulle fjernes for at kutterne kunne trækkes i land. Der er jo tale om samfundets værf­ter, og da kutterejerne ikke selv kunne udføre den pågæl­dende opgave med afisningen, så har de måttet vente.

 

Jeg har tidligere henstillet til, at man undersøgte mu­lig­hederne for at sælge værfterne til pri­vate, men det har man altid været imod. Derfor er jeg overbevist om, at det er en pligt for værfterne at være klar, når der er brug for dem. Især hvad angår værfterne på åbentvand­som­råder­ne.

 

 

Men værfterne er ikke blevet til aktieselskaber, og de bliver derfor hårdt styret ovenfra. Derfor kan jeg over­hovedet ikke acceptere det, der er blevet nævnt fra

l­andstinget. Jeg vil gerne støtte Ot­tos udtalelser kraf­tigt, og sige at landsstyret bør sat­se på at rette op på forholdene.

 

Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit:

Hvis man kort skal vurdere landsstyremedlemmets svarno­tat vedrø­rende fyringer på værfterne, så anser jeg det for util­stede­ligt, ligesom det indeholder stærkt nedvær­digende elemen­ter overfor de fyrede medarbejdere. Lands­styremed­lemmet nævner ligeledes i sit svarnotat, at af­skedigel­serne først er sket efter nøje vurdering af de enkelte medar­bejdere, så man på værfterne har beholdt den fag­ligt bedst kvalificerede og mest stabile arbejds­kraft på vær­fterne. Denne påstand har ikke grundlag i de fakti­ske forhold. Forhold som jeg har fået kendskab til. Nogle af fyringerne er sket på følgende baggrund:

 

I løbet af sep­tember 1991 fik nogle medarbejdere, der har arbejdet på værftet fra dengang GTO eksisterede, nogle med en anci­ennitet på over 40 år, et brev om, at de var afskedigede pr. 1. februar eller pr. 1. april 1992. Nog­le af disse medarbejdere er højt respekterede på de­res ar­bejds­pladser på grund af deres faglige dyg­tighed og deres mangeårige stabilitet, og da de også udfører deres arbej­der med stor respekt for det samfund de lever i og ar­bejder for.

 

Da de blev fyret, kunne vi blot ryste på hovedet, for­di årsagen var så uforståelig. Netop hvorfor fyrer man den­ne gruppe mennesker og placerer dem som om, samfundet ikke længere har brug for dem. De har servi­ceret fisker­ne, og det er den gruppe mennesker, som er uundværlige  ved reparationer af fiskerflåden.

Efter fyringerne har fundet sted, så er forholdene nu sådan, at fartøjer til reparation bare ligger hen, fordi der ikke er nogen til at udføre reparationerne, og fy­ringerne har ikke blot ramt de fyrede medarbejdere og deres familier, men også fiskerne i høj grad.

 

Det er nu ved at gå op for ledelsen, at de fyrede medar­bejdere ikke kan undværes, og nu prøver man skriftligt at få dis­se fyrede medarbejdere genansat, men tilbuddene lig­ger så­dan, at de ved genan­sættelsen går kraftigt ned i løn. I nogle tilfælde er lønnedgangen mere end 2.000 kr. om måneden, og man be­nævner blot sti­llingen anderledes, selv om man kræver, at de udfører de samme arbejdsopga­ver som før fyringen.

 

Det vil sige, at de vender tilbage til deres oprindelige op­gaver, men de hedder ikke læn­gere formænd, men holdlede­re og får en langt mindre løn end før, til trods for, at de alligevel ud­fører deres op­rin­de­lige arbejde.

 

Det er meget forståe­ligt, hvis man bliver skuffet over sådanne forhold, og de skaber også røre i samfundet. Det er min overbevisning, at man bør rette op på sådanne for­hold, idet sagen også indeholder aspekter som vore med­menneskers værdighed.

 

Derfor vil jeg slutte af med at citere den danske for­fatter og digter Halfdan Rasmussens digt om værdighed: Prøv ikke at forstå dem, de kolde og kløgtige, snefnug er deres begreber: perfekte og flygti­ge. Alt hvad der handler om nærhed og nænsomhed, frygter de, blot ved en kærlig berøring forskrækkes og flygter de. Du må for­svare dig imod dem og alt deres færdighed. Stål er for villigt og køligt, dit våben er værdighed.

 

 

Så lad os udføre vort arbejde med medmenneskelighed, med respekt for menneskets egen værdighed.

 

Marianne Jensen, Landsstyremedlem for Kultur, Uddannelse og Arbejdsmarked:

Jeg vil komme ind på muligheden for efteruddannelse, da det har været nævnt og jeg vil lige understrege at hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 43 af 24. oktober 1990, nævner mulighed for efteruddannelse.

 

Ser man på fyringerne og ser man på de enkelte mennesker, der er blevet fyret, kender jeg ikke helt antallet, som det har be­tydet arbejdsløshed for.

 

Jeg vil overfor kommunerne anmode om, at man bruger mu­lig­heder for ef­ter­uddannelse, og man også er vågen over­for, at denne mu­lig­hed eksisterer.

 

Disse muligheder kendes udmærket godt af Arbejdsmar­keds­kon­torer­ne og muligheder findes både for omskoling, ef­terud­dan­nelse. Også andre kursusmuligheder er til stede således, at man kan indgå i andre nye job.

 

Efteruddannelse kan blive tilbudt, alt efter behov, og der er mange muligheder inderfor disse, og såfremt der opstår andre be­hov, kan man igennem arbejdsmarkedskontorerne etablere kurser.

 

Centralt har vi fra Hjemmestyrets direktorater mulighed for at åbne for sådanne, således vi hurtigt kan sagsbe­handle sådan­ne ansøgninger, og jeg vil blot igen anmode om, at kommunerne er opmærksomme på den mulighed.

 

Landsstyremedlemmet for erhvervsmæssige anliggender:

Jeg skal klart udtale, at både Landsstyret og jeg under efter­års­samlingen i 1991, var utilfreds med, at man uden et ord til Landsstyret havde foretaget fyrin­ger på værf­terne, og vi har ikke været tilfreds med, at man udeluk­kende har prøvet at finde frem til besparelser gennem fyringer.

 

Derfor har Landss­tyret tilskrevet Hjemmestyrevirksomhe­derne, at så­danne for­hold ikke må gen­tage sig i fremti­den, og at sådanne til­tag først skal sen­des til høring i Landsstyret.

 

Dette har vi klart meddelt, og jeg skal her udtale, at efter Landsstyret er fremkommet med dette, kan det få konsekvenser, såfremt man undlader at orientere Lands­styret om afskedigelser.

 

Det har også medført, at værfterne har ændret den hidti­dige praksis, de kører efter.

 

Direkte henvendelser har der ikke været mange af, og man har talt med SIK om det passerede, og en enkelt medarbej­der har ret­tet direkte henvendelse til mig, om at få anvist andet arbejde.

 

Der har været samtaler med tillidsfolk på værfterne og ud fra det, er der taget initiativ til at ændre værftsledel­sens sammen­sætning således, at medarbejderne skal være repræsenteret i værf­ter­nes ledelse.

 

Jeg mener, at disse initiativer viser, at Landsstyret har været utilfreds med det passerede, og med hensyn til værfternes frem­tid ønsker vi fra Landsstyrets side, at der skal uddannes hjem­mehørende potentielle ledere.

Med hensyn til dette spørgsmål vil jeg vende tilbage til det senere under denne samling.

 

Til slut vil jeg gerne sige, at såfremt der har været foretaget afskedigelser af andre årsager, er jeg rede til at foretage nær­mere under­søgelse og vil gerne udtale, at Landss­tyret er ind­stil­let på at arbejde for at forholdene bliver rettet.

 

Ole Lynge, Inuit Ataqatigiit:

Med hensyn til det muligheder som Landstyremedlemmet for Uddan­nelse har fremsat, vil jeg gerne anmode om, at vi jo i vores forelæg­gelser eller udtalelser, ikke kommer ind på spørgsmålet omkring uddannelser, idet jeg går udfra, at vi skal drøfte disse forhold i andre sammenhænge under denne samling.

 

Jeg vil gerne tilføje, at der jo i sagens natur er meget for­skellige forhold, både  lokalt, og hvad angår Syd- og Nord­grønland, har de godt nok kørt sagerne forskelligt.

 

Der har flere steder været afskedigelser, og andre steder har man delt arbejdstiden op, således at der er indført skifteholds­ar­bejde. Det er nok et af de forhold, som man kunne undersøge, som Landstyremedlemmet har været ind på. Her tænkes også på mulig­heden for at få takstmæssig ydel­se og takstmæssigt hjælp.

 

Man kan jo højest få denne ydelse i 5 uger. De fle­ste afskedige­de i Nordgrønland, har allerede op­brugt denne rettighed og har kun mulig­hed for indtjening, ved at arbejde hver anden uge. Så jeg anmoder om, at man for­søger at finde frem til en mulighed for at løse dette forhold. Med hensyn til spørgs­målet omkring ledel­sen af værf­terne, så har jeg noteret mig, at der er stor ud­skiftning blandt værftsledere.

 

Det er nok ikke overdrevet at sige, at værfstledere, så godt som hvert år, flytter et anden sted hen. Det kan jo også have stor indvirkning på servicen overfor medarbej­derne, eller persona­lepleje, derfor vil jeg gerne opfor­dre det ansvarlige Landstyre­med­lem, og den an­svarli­ge ledelse, om at være opmærksom på disse forhold.

 

Hans Iversen, Siumut:

Jeg vil blot lige understrege, at da vi debatterede værf­ter­ne i 1990, besluttede vi, at værfterne skulle overgå fra Tek­nisk Direktorat til Erhvervsdirektoratet, idet de også har en rela­tion til fiskeriet og Royal Greenland. Efterfølgende har der været store problemer med ledelsen og styringen af værfterne, og vi må kraftigt indstille, at man nu indfører en stærkere styring af værfterne, og hvad angår de bevilgede penge til værf­ter­ne, så har Sisi­miut haft et underskud på mere end 4 millioner kroner.

 

Ud fra det, så må vi også erkende, at selv om den beslut­ning om fyringerne ikke er helt pæn, så har det været en nødvendig konsekvens, som vi allerede har påpeget overfor ledel­sen på værftet og kritiseret dem, at de ikke har orienteret Lan­ds­s­tyret forud for fyringerne, og vi ved, at lands­styret al­lerede har påpeget overfor værfterne, at man skulle slutte mas­sefyrin­ger. Det er beklageligt, at dette er foregået, men ser man på den økonomiske side af sagen og de problemer, som værf­terne har været ud for, så har vi selv en del af ansvaret, og det er ikke på sin plads, at lægge skylden på enkelte mennesker, det er de politi­ske tiltag, som har været starten på det hele.

 

Otto Steenholdt, Atassut:

Til den sidste taler, vil jeg sige , at det er rig­tigt, at vi ikke skal lægge skylden på enkelte mennesker. Vi har jo en ledelse, som bør have ansvaret. Det kan være, at jeg har ud­trykt mig lidt for stærkt i mine fore­gående replik­ker.

 

I 1991 under punkt nr. 28: Redegørelse for værfter­nes udvikling, var Lands­tyremedlemmet inde på, at værf­terne også bør hjæl­pes, evt. fra andre lande, evt. fra Danmark, idet vi også kan gøre brug af den udfra kommende eksper­tise. Kom­mer der større arbejdsopgaver, så er det jo kæmpeopgaver for værf­terne, og det har ligesom nødvendig­gjort, at man konsulterer udefrakommende in­stanser.

 

Ser man på strategiplanen, så indeholder den også en toårig handlingsplan. Det betyder jo også en plan over den kom­mende periode, som der har været lidt uklare konse­kvenser for. Landstyremedlemmet var inde på, at denne skulle havde været færdig i 1992, men konsekvenser­ne af det, har man været usikre på.

 

Han nævnte lige­ledes, at denne hand­lings­plan, hvis den skulle reali­seres, så kunne det skabe problemer for værfterne. Men nu ser det ud til, at profetierne går i opfyl­del­se, og at det så har indebåret massefyringer. Jeg vil blot nævne overfor Landstyremedlem­met, og også overfor de fyrede med­arbej­dere, at det er Landstyremedlemmets intentioner som nu går i opfyldel­se, men muligheden for, at man un­dersøger de nær­mere konse­kven­ser, bør foretages nu. 

 

Lars Emil Johansen, Landstyreformand:

Jeg er ikke forundret over, at man har så lang en debat om det vigtige punkt. Der er jo også sket kedelige ting i den forbin­delse. Jeg vil gerne erindre om, at der i udgangspunktet, bl.a. beslutningen i Landstinget om at eliminere underskuddet på værf­terne. Man ønsker, at de skal kunne køre rentabelt. Det er jo tale om over 50 millioner i underskud i 1990. Dette underskud har man forlangt halveret i løbet af 1991 og helt fjer­net i 1992. Det er et stort krav og, det må nok genvur­deres.

 

Jeg mener også, at vi bør udtale overfor ledelsen af værfterne og værftsbestyrelserne, at det har været en alt for nem løsning at bruge afskedigelser i forbindelse med spare­bestræbelser­ne.

 

Man må også skele til andre udgifter og forsøge at øge ind­tæg­terne. Jeg ved jo idag, at der er mange opgaver for værfter­ne, der udføres i andre lande, selvom der er man­gel på arbejds­op­gaver for værfterne.

 

Jeg vil gerne bekræfte det, som Landstyremedlemmet for erhvervsmæssige anliggender har lovet, nemlig at de enkelte fyringer skal undersøges, og hvis der er begået fejl, så må der komme en undskyldning og evt. genansæt­telse af den pågælden­de. Vi har vilje til også at rette op på fejl, hvis vi har begået nogen.

 

Jeg er til­bøjelig til at tro, at strukturændring i værf­ter­ne nok bør ske tidligere, og landsstyreområdet vil tage sig af dette, og selvfølgelig vil jeg være op­mærksom på dette for­hold som Landsstyreformand.

 

Med disse bemærkninger skal jeg tilføje, at der er grund til at revurdere det passerede på baggrund af Emi­lie Lennerts forespørgsel samt udtalelser fra de for­skellige par­tier.

 

Mødeleder:

Hermed er forespørgsel til landstyret vedr. fyringer på værfter­ne afsluttet, og ligeledes er Landstinget færdig med de sager de skulle behandle idag.

 

Punktet sluttet.