Fredagsforespørgsel |
||
1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen.
Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit:
Som bekendt mangler vi indenfor de erhvervsmæssige
uddannelser lærebøger, der er forfattet på grønlandsk til undervisningsbrug.
Hvis man har valgt at uddanne sig til eksempelvis
tømrer, smed, maskinarbejder, maler, butiksassistent eller kontorassistent
oplever man til stadighed, at eleverne får udleveret undervisningsbøger, der
udelukkende er forfattet på dansk, selvom eleverne er grønlandsksprogede.
For den rent grønlandsksprogede elev er det
selvfølgelig ikke en nem situation at blive udsat for, hvilket da også ses som
værende en af de væsentligste grunde til, at nogle foretrækker at stoppe en
igangsat uddannelse. Herudover kommer så det unødige tidsforbrug, som den
tosprogede lærer i sådanne situationer må bruge, for at prøve at tilgodese den etsprogedes
handicap.
Med henvisning til de nævnte grunde skal vi fra
Inuit Ataqatigiit forespørge om, hvornår man kan forvente, at
grønlandsksprogede undervisningsbøger vil kunne anvendes i
erhvervsuddannelserne, og om hvorvidt landsstyremedlemmet for Kultur og
Undervisning har til hensigt, og om det er planen, at man indenfor en
overskuelig fremtid vil
lade trykke rent grønlandsksprogede undervisningsmaterialer?
Marianne Jensen, Landsstyremedlem for Kultur, Undervisning og
Arbejdsmarked:
Jeg er glad for dit spørgsmål om
grønlandsksprogede undervisningsmaterialer i erhvervsuddannelsen. Det er et
område, som jeg selv og ikke mindst Direktoratet og erhvervsuddannelsens skoler
er meget opmærksomme på, og hvor der gøres en stor indsats for at bringe omfanget
på et tilfredsstillende niveau.
Din forespørgsel fremstår, som om der i dag ikke
anvendes grønlandsksprogede undervisningsmaterialer i erhvervsuddannelsen. Det
er ikke et korrekt billede af situationen.
Lige siden EFG-tiden er der indenfor de fleste brancher
løbende blevet udviklet grønlandsksprogede undervisningsmaterialer. Ved
erhvervsuddannelsesreformen i 1988 fik brancheskolerne til opgave at levere
undervisningsmaterialer til den decentrale undervisning på De lokale
Erhvervsskoler, og der arbejdes i stigende omfang målbevidst med at udvikle
grønlandsksprogede undervisningsmaterialer til STI-uddannelserne.
Der stilles store krav til materialerne, der skal
anvendes på denne måde, og det skal heller ikke skjules, at det allerede har været
nødvendigt at starte en revision af det i første omgang udsendte materiale.
Alene til anvendelse i STI-grunduddannelserne og
bygdeuddannelsen er der således i 1991 udgivet et nyt grønlandsksproget
undervisningsmateriale, som dækker ialt 1156 undervisningslektioner, og som
retter sig udelukkende til de lokale erhvervsskoler.
Der er i 1992 allerede udgivet eller planlagt
udgivet yderligere grønlandsksproget materiale, som dækker ialt 947
undervisningslektioner på de lokale erhvervsskoler. Dertil kommer så, hvad der
i forvejen har eksisteret, og hvad der sideløbende udarbejdes til alle de
øvrige uddannelser på brancheskolerne.
Da tilvejebringelse og fremstilling af
undervisningsmaterialer i erhvervsuddannelsen varetages af hver enkelt
ansvarlig brancheskole, ligger Direktoratet ikke inde med en fælles oversigt
over alle undervisningsmaterialer i erhvervsuddannelsen. Med
STI-uddannelsernes indførelse har der dog vist sig et større behov for et
sådant overblik, og det er målet, at der indføres en fælles materieleregistrering
i løbet af de kommende år.
I debatten om grønlandsksprogede
undervisningsmaterialer må det dog også huskes, at der er uddannelser, hvor
gennemført grønlandsksprogethed på undervisningsmaterialesiden ikke kan lade
sig gøre.
Der er således uddannelser, hvor de
uddannelsessøgendes antal i forhold til mængden og arten af materialer, der
skal oversættes, ikke står i rimeligt forhold til hinanden samtidig med, at der
af faglige årsager er indlagt skoleophold i Danmark. Det gælder f.eks. nogle
af de tekniske uddannelser indenfor stærk- og svagtstrømsuddannelserne.
Desværre er det heller ikke lykkedes endnu at
besætte alle faglærerstillinger i erhvervsuddannelsen med grønlandsksprogede
undervisere. Det er ikke en undskyldning for at undlade at fremstille
grønlandsksprogede materialer som supplement til dansksproget undervisning,
men der er store problemer med at finde personer, der kan udvikle disse
grønlandsksprogede materialer.
Endelig må det også nævnes, at indholdet i de
faglige uddannelser hele tiden ændrer sig med den almindelige udvikling i
samfundet. Undervisningsmaterialer har derfor ofte en relativ kort levetid, før
de må revideres. Blandt andet derfor baseres størsteparten af undervisningen
i erhvervsuddannelsen på kompendier frem for egentlige bogtrykte bøger.
Undervisningsmaterialer i erhvervsuddannelsen er således væsentlig forskellige
fra for eksempel skolebøger i folkeskolen.
Men når den slags forbehold er taget, så står
tilbage, at det er et absolut mål, at alle grunduddannelser, hvor det er
relevant, kan gennemføres med meget begrænset anvendelse af det danske sprog,
og jeg håber at have gjort det klart, at der på erhvervsuddannelsens skoler
arbejdes seriøst for at nå dette mål.
Til Johan Lund Olsens formodning om, at danske
lærebøger er en af de væsentligste grunde til afbrydelse af en
erhvervsuddannelse, må jeg bemærke, at den ikke kan bekræftes af Direktoratet.
Nuværende elevregistreringssystem giver ingen mulighed for automatisk
registrering af afbrydelsesårsager. Det skal ske manuelt.
Skolernes erfaring er dog, at langt den
overvejende del af frafaldet sker i de uddannelsessøgendes praktikperioder, og
at der blandt begrundelserne for afbrydelse kun er få, der anfører besvær med
det danske sprog.
Afslutningsvis finder jeg anledning til i lyset
af ovenstående svar, at fremkomme med nogle bemærkninger om vore sprogproblemer.
De sprogpolitiske målsætninger, der blev fastsat
ved Hjemmestyrets indførelse, må i stort omfang siges at være nået, således at
et af vore mest klare kendetegn som grønlændere - vores sprog - er blevet
fremtrædende. I verdenssammenhæng tales vort sprog af ganske få mennesker,
hvilket betyder, at vi til stadighed må arbejde målbevidst, for at sikre
sprogets stilling.
Imidlertid finder jeg det særdeles påkrævet, at
vore børn og unge også behersker dansk så godt, at de ikke bliver handicappet
når uddannelse og erhverv skal vælges.
Hvis vi ignorerer dette, risikerer vi en
forstærkning af den sprogligt betingede sociale og økonomiske klassedeling i
vores samfund. Et problem, der tillige har en geografisk dimension.
Jeg skal i den forbindelse sige, at man efter 2
år i ultimo 1992 vil have mange uddannelsesbøger på STI. Indenfor HK-fagene i
byerne, herunder STI, så vil der være 100% uddannelsesbøger, det samme vil være
i brancheskolerne.
Og med hensyn til fiskeindustriuddannelsen og
fiskeriassistenter vil det også være 100% materiale og 73% i brancheskolerne.
Med hensyn til jern og metal er det ca. 50%, men med hensyn til brancheskolen
er det kun lidt endnu. Med hensyn til bygge- og anlægsfagene er det 50%
grønlandsk materiale, og med hensyn til brancheskolerne kender vi ikke klart
hvor meget det er.
Med hensyn til levnedsmiddelområdet er der lokalt
100% grønlandsksprogede materialer, og det er kun lidt, hvad angår
brancheskolerne. Med hensyn til socialmedhjælperuddannelsen, har lærerne selv
fået lov til at finde frem til de materialer, de skal bruge, så indtil i dag
kan vi ikke klart sige, hvor stort omfanget er. Men generelt set er der store
bestræbelser, og vi kan afgive løfte om, at man fortsætter med dette arbejde.
Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit:
Jeg skal indlede med at takke Landsstyremedlemmet
for Kultur, Uddannelse og Arbejdsmarked for en så klar og uddybende besvarelse
til min forespørgsel, men alligevel vil jeg gerne bemærke en ting, vedrørende
det du har nævnt i din besvarelse, som bør forfølges yderligere, at man ikke
har registreret samtlige materialer i uddannelsesinstitutionerne og det vil
være ønskeligt, at man retter op på forholdene snarest.
Med hensyn til den forespørgsel jeg har fremført,
fremkom det således, at en af lærerne i en af brancheskolerne har bedt mig om
at stille den forespørgsel, og jeg har forstået det på den måde, at der er problemer,
når lærerne selv efterlyser grønlandsksproget materiale med henblik på at
forøge antallet.
Jeg skal endvidere udtale, at jeg mener, at man
endnu ikke har undersøgt årsagerne til afbrydelserne af uddannelserne til
bunds. Under efterårssamlingen har vi været inde på spørgsmålet, og
Landsstyremedlemmet udtalte i den forbindelse, at der ikke har været indgående
undersøgelser omkring, hvad årsagerne er til afbrydelserne af uddannelserne.
Og til slut skal jeg sige, at jeg er glad for,
som det også er blevet fremført, at Landsstyremedlemmet har besvaret mig så
uddybende med hensyn til min forespørgsel, men vi må til stadighed finde det
vigtigt at have grønlandsksprogede undervisningsmaterialer, og vi må bevare
vort grønlandske sprog.
Landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse og
Arbejdsmarked:
Der har været foretaget undersøgelser i 1988, og
resultaterne derfra skal jeg blot henvise til og vil aflevere dem i skriftlig
form, og endnu engang skal jeg afgive løfte om, at vi, selvom vi er nået langt,
vil fortsætte med dette arbejde.
Punktet sluttet.
Fredagsforespørgsel.
Vedrørende landing af udsmidsrejer hviler på
bestemte regler og hvilke regler, der gælder, hvis det er tilfældet.
(Peter Ostermann)
Mødeleder: Emilie Lennert.
Peter Ostermann, Atassut:
Jeg har fremsat en forespørgsel til
Landsstyremedlemmet for Erhvervsmæssige anliggender, og forespørgslen lyder
således:
Landing af de såkaldte udsmidsrejer er nu kommet
i gang, for på den måde at udnytte ressourcer samt skabe arbejdspladser - principper,
der fuldtud er støtteværdige. Ud fra dette forhold skal jeg spørge Landsstyret,
om landing af udsmidsrejer hviler på bestemte regler, og hvis det er tilfældet,
kan vi så få oplyst, hvilke regler gælder på dette område?
Kaj Egede, Landsstyremedlem for Erhvervsmæssige Anliggender:
Peter Ostermann har forespurgt om landing af
udsmidsrejer hviler på bestemte regler og hvilke regler, der så gælder, hvis
det er tilfældet.
"Projekt rejeudsmid" har til formål at
skaffe Landsstyret de oplysninger om udsmidsproblemet, som er nødvendige for
at gennemføre tiltag, som mindsker udsmiddet. Projektet havde ved dets start i
1991 desuden som mål at skaffe 500 tons rejer til Royal Greenlands forsøg med
alternative
produkter, for eksempel rejeburgere og lignende,
og markedsføring af dem.
I efteråret 1991 blev målet udvidet til også at
omfatte sikring af tilstrækkelige råvareforsyninger til Diskobugten.
Projektet blev sat i gang igen i 1992 med 5
trawlere med det oprindelige mål, nemlig at skaffe viden, men de ekstra rejer,
som kommer ud af dette projektfiskeri, er ganske rigtigt et ekstra bidrag til
rejefabrikkernes forsyning.
Der er imidlertid et stort problem i denne
forbindelse: Vi har endnu ikke data nok fra projektet for at sige med
sikkerhed, hvor stor en del af disse trawleres landinger, der er udsmidsrejer.
D.v.s. rejer, som ville være blevet smidt ud, hvis der ikke havde været
kontrollør ombord.
Dette skyldes, at der aldrig har været og heller
ikke i dag er nogen, der vil fortælle, hvor meget de smider ud. Når vi så har
fangstmeldinger fra skibe, som ikke smider ud, fordi de har kontrollører
ombord, er det et spørgsmål om beregninger og sammenligning med andre skibe,
som fisker i det samme område på samme tid, som afgør, hvilke mængder vi kalder
udsmidsrejer.
Vi går ud fra, at ingen fornuftige skippere
smider store rejer ud. Med store rejer mener vi de størrelser, hvor der er
færre end 120 rejer pr. kilo. Fra det almindelige fiskeri og GF's undersøgelser
har vi en viden om, hvor mange store rejer, der plejer at være i fangsterne på
dette tidspunkt af året, og det giver os et grundlag for at beregne, hvor mange
af de rejer, en projekt-trawler har ombord, der ellers ville være blevet smidt
ud, hvis den havde fisket på almindelige vilkår.
Reglen er således, at mængden af såkaldte
udsmidsrejer beregnes i forhold til mængden af store rejer i fangsterne på
forskellige tider af året. Når der er mange store rejer, der fanges, er
udsmiddet beskedent. Og omvendt: Når der kun er få store rejer, der fanges, er
udsmiddet stort.
Jeg redegør blot for proceduren i det uden at
bruge en masse tal, fordi det vil være besværligt at gøre det her fra
talerstolen.
Peter Ostermann, Atassut:
Grunden til at jeg har stillet en
fredagsforespørgsel er en henvendelse fra fiskerne, og jeg takker for det svar,
jeg har fået, idet den nye produktionsmetode må have sit udgangspunkt i de
erfaringer, der indhøstes.
Ligesom de fiskere, som henvendte sig til mig,
bør man også passe på, at man især på hjemmestyretrawlere ikke søger andre
felter at fiske i, uanset hvor små rejer de fisker op. Det er ikke betryggende,
idet de små rejer gennem tiden vokser sig store, og dermed vil gøre mere gavn
for fiskeriet. Dem skal vi også værne om.
Uanset forsøget nu stadigvæk kører, og uanset at
vi også skal indhøste flere erfaringer, bør vi lave nogle bestemmelser omkring
dette spørgsmål.
Landsstyremedlemmet for erhvervsmæssige
anliggender:
Peter Ostermann giver udtryk for sin bekymring
omkring fiskeri af mindre rejer. Jeg er fuldstændig enig med ham i, at han
nævner dette, og for at forebygge, kommer vi med et yderligere krav fra januar
1992 ved kvotetildeling og licenser, nemlig når rejerne bliver for små i
bestemte felter. Så har vi mulighed for midlertidigt at lukke bestemte felter og
det har også betydet, at vi har lukket et felt nord for Nuuk. Det er disse
ting, som vi er meget åbne overfor, og derfor også har mulighed for at gøre
vores indflydelse.
Punktet sluttet.
Fredagsforespørgsel.
Vedrørende produktionsanlæg i Tasiilaq by.
(Jakob Sivertsen)
Mødeleder: Emilie Lennert.
Jakob Sivertsen, Atassut:
Jeg har stillet en forespørgsel til
landsstyremedlemmet for Erhvervsmæssige Anliggender.
Landsstyremedlemmet for Erhvervsmæssige Anliggender
lovede under et møde med kommunalbestyrelsen i Tasiilaq i begyndelsen af 1991,
at der skulle etableres et indhandlingssted i Tasiilaq by, hvilket vi
selvfølgelig var meget glade for, da vi adskillige gange allerede har drøftet
spørgsmålet her i denne sal.
Jeg skal derfor tillade mig at stille
landsstyremedlemmet det spørgsmål, om han fastholder sit løfte, da man
allerede på nuværende tidspunkt har sikret sig et sted, hvor den vil kunne
anlægges.
Kaj Egede, Landsstyremedlem for Erhvervsmæssige Anliggender:
Jeg takker Jakob Sivertsen for hans forespørgsel,
som jeg er meget glad for at få lejlighed til at besvare, i det vi er helt
enige i behovet for et indhandlingssted.
I det forslag, som landsstyreområdet indgav til
Finansloven for 1991, var der indarbejdet et beløb på 8,4 mio. kr. til et
produktionsanlæg i Tasiilaq på kontoen for bygdeproduktionsanlæg, konto 71.04.
Denne bevilling
bortfaldt imidlertid, idet
bygdeudviklingsudvalget var af den opfattelse, at der var tale om et byanlæg.
Anlægget skulle derfor finansieres over konto
71.10, hvorfra Royal Greenlands fabriksanlæg bliver finansieret. De
bevillingsansøgninger, som vi har indgivet på denne konto, er imidlertid
bortfaldet under Landstingets behandling af Finansloven, både for 1991 og
1992.
For 1992 skete det med den bemærkning, at der
ikke fremover skulle budgetteres med samfundsmæssige investeringer under
Royal Greenland.
Jeg har således ikke i øjeblikket nogle
bevillingsmæssige muligheder for at igangsætte anlægget.
Da jeg efter behandlingen af Finansloven for 1992
er afskåret fra at søge bevillingen under Royal Greenland-kontoen, vil jeg
derfor anmode bygdeudviklingsudvalget om at tage den tidligere beslutning op
til revision, således at det pågældende anlæg kan tages under kontoen for
bygdeanlæg.
Jakob Sivertsen, Atassut:
Jeg mener, at det er vigtigt for økonomien og
beskæftigelsen, og derfor bør jeg komme med uddybende bemærkninger.
Byen Tasiilaq har næsten 1500 indbyggere, og det er
den eneste by, som ikke har et anlæg. Landsstyremedlemmet kan ikke stiltiende
se på dette forhold.
Som jeg allerede har nævnt i min forespørgsel,
har der været store diskussioner omkring et anlæg i Tasiilaq by. Som jeg også
sagde, har Landsstyremedlemmet haft møde med kommunalbestyrelsen i Tasiilaq
og har afgivet løfte om, at byggeriet af anlægget skulle igangsættes i løbet af
sommeren 1992. For at få dokumentation for, at Landsstyremedlemmet har afgivet
løfte, skal jeg henvise til Royal Greenlands skrivelse, dateret den 27. oktober
1991, der vedrører et nyt produktionsanlæg i Tasiilaq by, hvor der blandt står,
at Royal Greenland har planer om at bygge et produktionsanlæg i Tasiilaq by i
sommerperioden.
Pågældende skrivelse er tillige sendt til Fiskeriforeningen,
kommunalbestyrelsen og KNAPK. Det vil sige, at borgerne og fisker- og
fangerorganisationen har modtaget løftet skriftligt og derfor mener jeg, at
Landsstyremedlemmet ikke kan løbe fra det løfte.
Hvis Landsstyremedlemmet ikke kan realisere sit
løfte, er det at afgive falske løfter til borgerne i Tasiilaq. Et løfte, som
man løber fra, og som ikke kan accepteres.
Jeg skal anmode Landsstyremedlemmet om at
arbejde for at realisere opførelsen af anlægget og man arbejder for, at tage
midler indenfor turismen til dette formål, således at Finansudvalget kan træffe
beslutning herom.
Til slut skal jeg udtale, at hvis
Landsstyremedlemmet kan bevilge midler til Inuili i Narsaq til køb af et hotel,
hvorfor skal man så ikke bevilge midler til et produktionsanlæg i Tasiilaq,
som man har villet bygge i mange år?
Landsstyremedlemmet for erhvervsmæssige
anliggender:
Jeg skal til Jakob Sivertsen udtale, at vi er
helt enige i, at der absolut er behov for et anlæg i Tasiilaq, og vi har fra
Direktoratets side to gange placeret anlæggelsen i Finansloven, først i 1991,
hvor der blev afsat 8,4 mio. kr. på konto 71.04. Men bygdeudviklingsudvalget,
som Jakob Sivertsen er medlem af, har fjernet bevillingerne, idet man har
betragtet det som et byproduktionsanlæg.
Forslaget om 10 mio. kr. har vi ansøgt om at
blive dækket under konto 71.10 og det har man så meddelt til Tasiilaq
kommunalbestyrelse, det er rigtigt, men under efterårssamlingen i Landstinget
har Finansudvalget fjernet de 10 mio. kr. til Royal Greenland, da investeringen
er af samfundsmæssig karakter.
Jeg har således ikke mulighed for at finde
midlerne et andet sted og jeg skal udtale, at vi i samarbejde med Royal
Greenland har anmodet bygdeudviklingsudvalget om at finde muligheder herfor,
idet Landsstyret og jeg er helt enige i, at der bør bygges et anlæg af nævnte
karakter.
Med hensyn til turistmidlerne og overførsel
herfra, som det blev udtalt for lidt siden, skal jeg gøre opmærksom på, at den
løsning, der blev nævnt med hensyn til Narsaq, hvor man har lavet en løsning
for at kunne fortsætte turisterhvervet, at det ikke kun er i Narsaq, man har
lavet sådan en ordning. Man har gjort det andre steder, således at turisterne
altid skal kunne have mulighed for at overnatte. Derfor er det ingen idé i at
sammenligne de to forhold.
Jakob Sivertsen, Atassut:
Jeg vil gerne rette Kaj Egede. Da man behandlede
Finansloven i 1991 og anlægget i Tasiilaq, satte vi kræfter på at få det
placeret, idet vi troede på, at du ville holde dit løfte.
Punktet sluttet.
Fredagsforespørgsel.
Forespørgsel vedrørende pointkvoteordningen.
(Nikolaj Heinrich)
Mødeleder: Emilie Lennert
Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:
Inden for fiskeriordningerne i Grønland er der blandt
andet indført en pointkvoteringsordning for det kystnære rejefiskeri.
Denne ordning har givet anledning til usikkerhed
og misforståelser for flere fiskere, især inden for dette:
Det er, når man ikke har nået at opfiske det
antal point man har fået tildelt, hvor lang tid har man derefter råderetten
over de tildelte pointkvoter?
På baggrund af den herskende usikkerhed, skal jeg
herved forespørge, om fiskere samt andre pointkvoteindehavere kan fratages
disse, såfremt de ikke har nået at opfiske dem? Såfremt dette er tilfældet,
hvor lang tid gælder retten så til at råde over kvoten?
Kaj Egede, Landsstyremedlem for Erhvervsmæssige Anliggender:
Landstingsmedlem Nikolaj Heinrich har spurgt om,
hvor lang tid en fisker kan råde over sine ejer-point, hvis han ikke udnytter
dem, og om en fisker kan fratages sine ejer-point.
Spørgsmålet giver mig anledning til at
understrege, at "ejer-point" ikke har noget med "kvote" at
gøre. "Ejer-
pointene" angiver, hvor stor en fiskerikapacitet
indehaveren må indsætte i fiskeriet.
Det vil sige, at spørgsmålet er om stor den båd
er, som han bruger til fiskeri efter rejer. Hvis en fisker for eksempel er indehaver
af 5 "ejer-point" kan han få licens til at fiske med en båd, hvis
fangstkapacitet på årsbasis er opgjort til 250 tons.
Nu er det jo klart, at en båds evne til at fiske
i høj grad afhænger af manden, som fører båden og styrer fiskeriet. Ved
fastsættelsen af den enkelte båds kapacitet er der foretaget nogle gennemsnitsvurderinger.
Ved fastsættelsen af den enkelte båds kapacitet
er der foretaget nogle gennemsnitsvurderinger. Så kan det godt være, at en
bestemt fisker kan få 3-400 tons ud af denne båd. Det må han gerne. Hans
"ejer-point" giver ham en "kapacitets-ret", men de
begrænser ikke hans fiskeri med det fartøj som hans licens er knyttet til.
Omvendt er der nogen, der ikke kan udnytte deres
kapacitetret. De kan have haft uheld med båden eller vejret kan have generet,
eller det kan være, fordi manden ikke er dygtig, heldig eller flittig nok.
Hvis han har 5 "ejer-point" og en
dertil svarende båd, og hvis han fanger l50 eller 200 tons, har han ikke
"kvote tilovers". Tilsvarende kan man heller "opfiske et antal
point". Pointene angiver en ret til en bestemt fiskerikapacitet, og
denne ret må fiskeren udnytte så godt, som han er i stand til.
Dermed kan jeg kort besvare den første del af
Nikolaj Heinrichs spørgsmål: Så længe licens-indehaveren fisker, bevarer han
sin fiskeret og altså sine point.
Fiskerilicensen i det kystnære rejefiskeri er
tidsubegrænset. Licensen gælder i princippet lige så længe som Fiskeriloven,
når blot fiskerilovens forudsætninger til stadighed er opfyldt, det vil sige,
at så længe manden har sin hovedindkomst fra fiskeri og ejer den båd, som er
knyttet til licensen.
Hvis en ejer sælger sin båd eller mister den, så
sker der noget. Han kan ikke bevare sine ejerpoints, d.v.s. retten til at få en
licens, uden at benytte denne ret. "Ejerpoint"ene repræsenterer jo
en del af den samlede fiskeret, og samfundets opgave er at forvalte ressourcen,
så den giver bedst muligt vedvarende udbygge.
Vi kan derfor ikke acceptere, at fisk som kan
fanges uden at forringe bestanden, ikke bliver fanget. Derfor er der fastsat en
grænse på l8 måneder.
Mister en mand sit fartøj, har han l8 måneder til
at anskaffe sig et andet fartøj eller til at sælge sine "ejer-point",
således at en anden kan udnytte fiskeretten ved at anskaffe sig et passende
fartøj på grundlag af disse point.
Tilsvarende hvis licensindehaveren dør, kan
arvingerne sælge "ejerpointene" inden for l8 måneder, ellers kan de
også udnytte den ret til at fiske rejer.
Pointene kan således inddrages i to situationer -
og kun i to situationer:
For det første, hvis et fartøj udgår af fiskeri, og
pointene ikke genanvendes i en ny licens ved anskaffelse af nyt fartøj eller
salg af pointene inden for l8 måneder, og for det andet kan pointene sælges
eller arvingerne kan påbegynde fiskeriet, hvis indehaveren af disse points dør,
og hvis pointene ikke genanvendes i en ny licens ved at sælge pointene.
Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:
Jeg vil blot takke for det klare svar på min
forespørgsel, fordi dem der har givet anledning til at jeg stillede
forepørgslen, kan jeg nu svare.
Punktet sluttet.
Fredagsforespørgsel.
Forespørgsel vedrørende mødediæter til medlemmer
af menighedsrepræsentationer.
(Nikolaj Heinrich)
Mødeleder: Emilie Lennert
Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:
Igennem samtaler med forskellige vælgere, afføder
det sig ind i mellem, at det bliver nødvendigt at forespørge Landsstyret, og
dette er tilfældet for så vidt angår nærværende forespørgsel.
Et af de forhold der er blevet forelagt mig i
løbet af året er, at menighedsrepræsentationsmedlemmerne i en af bygderne, ikke
har kunne få udbetalt mødediæter.
I forbindelse med samtalen om dette forhold blev
det understreget for mig, at menighedsrepræsentationen i vedkommende bygd
ellers havde afholdt flere møder i løbet af året, men at de ikke havde fået
udbetalt mødediæter til trods for, at de flere gange havde givet udtryk for behovet
for at få udbetalt mødediæter.
Ud fra sådanne forhold skal jeg forespørge,
hvorvidt bestemmelserne om menighedsrepræsentationernes virke indeholder
bestemmelser om oppebærelse af mødediæter.
Jeg retter denne forespørgsel i håb om et klart
svar, såfremt der er rettighed til mødediæter.
Marianne Jensen, Landsstyremedlem for Kultur, Uddannelse og Arbejdsmarked:
Reglerne for udbetaling af mødediæter til
medlemmer af menighedsrepræsentationer fremgår af Hjemmestyrets bekendtgørelse
nr. 4 af 20. februar l99l om dækning af rejse- og opholdsudgifter, kompensation
for tabt arbejdsfortjeneste og ydelse af mødediæter til medlemmer af kirkelige
udvalg og repræsentationer med videre.
For deltagelse i møder i
menighedsrepræsentationen eller præstegældsrådet ydes der til medlemmer for
møder af over 4 timers varighed mødediæter på kr. l66,- i grundbeløb. For
møder af under 4 timers varighed ydes halvdelen af diætbeløbet. Der kan dog i
hvert kalenderår højst ydes mødediæter for enten 2 møder af over 4 timers
varighed eller indtil 4 møder af under 4 timers varighed i hvert enkelt
menighedsrepræsentation og præstegældsråd.
Dette fremgår af bekendtgørelsens ? 3 stk. 1.
Kirkenævnet har forsynet præstegældene med fortrykte skemaer med navne og
cpr-numre på alle medlemmer af de enkelte menighedsrepræsentationer og
præstegældsråd.
Præsten eller institutionslederen påfører et
sådant skema nødvendige oplysninger, såsom mødedatoer og mødernes varighed,
attesterer for oplysningernes rigtighed, og fremsender herefter skemaet til
Hjemmestyrets lønningskontor, som foretager udbetaling ved indsættelse af mødediæterne
på de pågældende medlemmers bankkonti.
Anmodning om udbetaling af mødediæter fremsendes
således direkte fra de respektive præstegæld til Lønningskontoret. Der er
omtrent 500 medlemmer af samtlige menighedsrepræsentationer og
præstegældsråd. Fejl og misforståelser kan opstå.
Hvis der rettes henvendelse til Kirkenævnet om
problemer i forbindelse med udbetaling af mødediæter, bliver det konkrete
tilfælde undersøgt, og eventuelle fejl bliver selvsagt rettet.
For tiden har Kirkenævnet ikke modtaget klager
over, at medlemmer af menighedsrepræsentationen i en af bygderne ikke har
kunnet få udbetalt bekendtgørelseshjelmede mødediæter.
Nikolaj Heinrich, Issittut Partiia:
Jeg takker for svaret. Jeg mener, at svaret er
klart nok. Men at man udtaler, at Kirkenævnet ikke har modtaget nogen klage,
er jeg lidt uforstående over for, da adskillige besvarelser fra pågældende
menighedsråd ikke er besvaret af Kirkennævnet. Men jeg er meget glad for
svaret.
Punktet sluttet.
Fredagsforespørgsel.
Forespørgsel vedrørende Royal Greenlands
indkøbspriser for torsk leveret af russiske trawlere.
(Nikolaj Heinrich)
Mødeleder: Emilie Lennert
Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:
Som vi allesammen er er vidende om, er man i
forbindelse med beskæftigelsesfremmende tiltag i Grønland begyndt at aftage
russiske fiskeres torskefangst til Grønland.
Da man i den forbindelse debatterede dette
forhold forskellige steder, er det efterhånden kommet frem, at den indkøbte torsk
honoreres bedre end de grønlandske fiskeres torskeindhandlingspriser, men man
har ikke villet oplyse, hvor meget man betaler for torsken.
Produktionsanlæggene i Grønland er samfundsejede
virksomheder, hvorfor det ikke på nogen måde er rigtigt, at man ikke vil
oplyse noget om, hvilken pris man betaler.
Da dette forhold på ingen måde kan siges at være
retfærdigt, skal jeg herved venligst forespørge, hvor meget Royal Greenland
har betalt, og fremover vil betale for den torsk, der indkøbes fra de russiske
fiskere.
Kaj Egede, Landsstyremedlem for Erhvervsmæssige Anliggender:
Det er et klart spørgsmål, hvor forespørgeren har
ønsket oplyst, hvor meget Royal Greenland har betalt og fremover vil betale
for den torsk, der indkøbes fra Rusland eller andre steder.
Som det vil være forespørgeren bekendt, er det
ikke bare i Grønland, men på verdensmarkedet generalt stor mangel på torsk som
råvare til forarbejdning i fiskeindustrien. Royal Greenland har af hensyn til
opretholdelse af produktionen og dermed beskæftigelsen på fabrikkerne gået ud
på verdensmarkedet og i konkurrence med andre nationers fiskeindustrier
indkøbt torsk dels fra Canada og her på det seneste fra Rusland.
Aftalen med russerne er indgået med den russiske
fiskerikoncern Sevryba. Det er rigtigt, at der er aftalt en højere pris pr.
ton torsk, end der for tiden betales til fiskerne her i Grønland.
Den russiske torsk er imidletid ikke direkte
sammenlignelig med den grønlandske torsk, i det udnyttelsesgraden er højere
for de større russiske torsk. Således kan man bruge 80 % af russiske torsk mod
60 % af de grønlandske.
Af samme grund er timeforbruget og dermed
omkostningerne ved forarbejdning af de store torsk væsentlig mindre end ved
forarbejdning af de mindre grønlandske torsk.
I et marked med mangel på råvarer vil det kun
være til gavn for Royal Greenlands konkurrenter at offentliggøre aftalte
indkøbspriser. Efter omdannelsen af Royal Greenland til et aktieselskab, der
skal drives efter forretningsmæssige principper, vil det direkte skade selskabet,
om vi her i Landstinget debatterede forhold, der vedrører rent
forretningsmæssige forhold som selskabets afregningspriser til udenlandske
leverandører.
Det vil skabe usikkerhed hos Royal Greenlands
forretningsforbindlser og vanskeliggøre fremtidige forhandlinger om
leverancer af råvarer, der kan medvirke til at sikre beskæftigelsen.
For at undgå misforståelser skal jeg oplyse, at
Royal Greenland ikke er omfattet af det almindelige princip om offentlighed i
forvaltningen, i det selskabet er organiseret som et aktieselskab og dermed
har til formål at drive en forretningsmæssig virksomhed.
Det offentliges interesser varetages gennem Hjemmestyrets
repræsentanter i bestyrelsen, der som sin primære opgave har at sikre aktionærernes
interesser bedst muligt.
Såfremt jeg her fra talerstolen imødekom ønsket
om offentliggørelse af de aftalte priser, ville jeg risikere at påføre
selskabet et formuetab imod aktionærernes og dermed Hjemmestyrets interesser.
Jeg ser mig derfor ikke i stand til her i salen
at fremkomme med de ønskede oplysninger udover, at de russiske torsk er
indkøbt til gældende verdensmarkedspriser.
Nikolaj Heinrich, Issittut Partiia:
Lad mig lige indlede med at udtale, at jeg ikke har
ønsket mig at starte en debat på grundlag af min forespøgsel, hvorfor jeg
kun har en kort kommentar til besvarelsen.
Først og fremmest siger jeg tak for det klare
svar. Min baggrund for forslaget er, at man hidtil ikke ud fra de informationer
vi indtil nu har fået, har erfaret, at man handler direkte med russerne.
Når man handler torsk på verdensmarkedet er det
sædvanligt ikke at nævne priser på de torsk man køber. Jeg forstår fuldt at
man i denne forbindelse ikke offentliggøre priserne når russerne selv
kommer med torskene herop.
Med hensyn til udnyttelsesgraden på de 80 % på
de russiske torsk, og 60% på de grønlandske torsk forstår jeg på den måde at
de russiske torsk allerede mangler hovedet og at forskellen i procenten ligger
i der. Afslutningsvis skal jeg udtale, at jeg ikke heller ønsker at skade
Royal Greenlands økonomi, og som jeg allerede har sagt, ønsker jeg ikke at
begynde en stor debat herom. Kort sagt, siger jeg for svaret til det.
Landsstyremedlemmet for erhvervsmæssige
anliggender:
For så vidt angår udbytteprocenter, skal jeg
udtale, at de procenter, der nævnes i svarnotatet, er begge tal beregnet for
torsk uden hoved. Således er udbytteprocenten for en torsk med hoved i Grønland
på omkring 40%.
At vi bruger en beregningsmetode, hvor hoved ikke
er regnet med, skyldes det, at man her i Grønland producerer alt for mange
torsk. Men jeg vil ikke bruge denne sal til at debattere dette forhold, da
Royal Greenland nok kan oplyse om de konkrete tal.
Vedrørende Royal Greenlands aftale med russerne,
skal jeg præcicere at aftalen er en rammeaftale, hvor vi blandt andet skal
købe bloktorsk som er fisket i russike farvande, ligesom russerne har fået ret
at fiske i de grønlandske farvande, og at Grønland har fået mulighed for at fiske
i russiske farvande.
Aftalen er således en rammeaftale, hvor de
enkelte dele af aftalen er svære at vurdere. Vi er netop gået i gang med at
realisere aftalen, og om et par år når vi indhøstet erfaringerner, er det nok
muligt at fremsætte tal til den tid.
Hvis vi fremsætter tallene nu, giver det mulighed
for Royal Greenlands konkurrenter at udkonkurrere Royal Greenland således, at
vi selv ikke længere får mulighed for at indgå sådanne nogle aftaler.
Punktet sluttet.
Fredagsforespørgsel.
Forespørgsel vedrørende julemandens værksted.
(Jakob Sivertsen)
Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen
Jakob Sivertsen, Atassut:
Jeg har ellers til Landstingets indeværende samling
fremsendt forslag om, at der udskrives en konkurrence om ideer til nye
husflids- og syarbejder, men mit forslag er blot blevet besvaret med, at man
ville tage det med i julemandsprojektets videre overvejelser uden yderligere
informationer.
Da jeg ikke er tilfreds med den skriftlige
besvarelse, vil jeg herigennem have klarere informationer, da jeg mener, at mit
forslag er helt i tråd med det igangværende arbejde om at tiltrække flere
turister til Grønland.
For det første vil jeg hermed spørge Landsstyremedlemmet
for Erhvervsmæssige anliggende om, hvilke varer Julemandens værksted producerer.
Er kvaliteten passende?
For det andet fører man kun produkter fra Nuuk.
Hvis dette er tilfældet, hvorfor er de dygtige kunstnere, som vi har i dette
land, så ikke med.
For det tredje vil jeg spørge om, hvor mange
ansatte man har i værkstedet, og hvilke planer man har med det.
Kaj Egede, Landsstyremedlem for Erhvervsmæssige Anliggender:
I forlængelse af tidligere besvarelse vedrørende en
konkurrence om husflidsprodukter til julemandsprojektet, skal jeg kort
orientere om, at projektet endnu er i sin opstartsfase. Direktøren i
Julemandsfonden, Santa Claus of Greenland, er tiltrådt i slutningen af januar
måned l992, og man er i fuld gang med at starte projektet op.
Fonden er ansvarlig for kvalitetsniveauet i
projektet, og det skal pointeres, at fondens ledelse tillægger det stor
betydning, at kvaliteten af de produkter der sælges i tilknytning til
julemandsprojektet er i top.
Santas Workshop Nuuk A/S har til opgave at stå
for produktionen af husflid, kunsthåndværk og juleartikler. Direktøren, som
tiltrådte 1. oktober 1991, har indtil nu brugt al sin tid på at etablere en
café og en gaveshop.
Til gaveshoppen blev der op mod julen 1991
indkøbt varer fra et bredt udsnit af kunstnere fra hele kysten. Der er
imidlertid fremover et stort behov for, at aktieselskabets aktiviteter
koordineres med fondens retningslinier for den videre udvikling, herunder at
projektet skal være for hele Grønland, ikke bare for Nuuk.
Med hensyn til de konkrete spørgsmål skal her
kort svares, i det jeg igen må pointere, at projektet endnu er i sin orden:
For det første må det med hensyn til de varer,
som Julemandens værksted producerer, konstateres, at værkstedet endnu ikke
producerer nogen varer. Fondens ledelse vil imidlertid snarest hjælpe
aktieselskabet med konkrete initiativer til produktionsopstart.
For det andet kan det angående kvaliteten siges,
at de varer som er solgt gennem gavebutikken har været af s
vingende kvalitet, men fondens ledelse vil
fremover tage initiativ til at niveauet hæves.
For det tredje kan jeg besvare spørgsmålet om
Julemandens værksted kun fører produkter fra Nuuk, at der er gjort forsøg på
at indkøbe produkter fra hele kysten, altså fra Nanortalik i syd til Thule i
nord, men hovedparten af de indkøbte varer har været fra Nuuk, bl.a. på grund
af tidspres i forbindelse med åbningen af gavebutikken, idet den blev åbnet
kort før jul.
For det fjerde kan jeg med hensyn til antallet af
ansatte i værkstedet oplyse, at der i aktieselskabet hidtil kun har været
ansat en direktør.
For det femte kan jeg oplyse om
julemandsværkstedets planer, at Santas Workshop Nuuk A/S endnu ikke har fremlagt
konkrete operationelle planer for den videre drift.
Fonden er klar over situationen, og vil sørge
for, at værkstedet efter afholdelse af generalforsamling i Santas Work Shop
Nuuk A/S styres ind på den oprindelige kurs for projektet.
Kort sagt er man i gang med opstartsfasen, og
derfor er de to afdelinger er ikke helt kommet på ret kurs endnu.
Jakob Sivertsen, Atassut:
Jeg er glad for besvarelsen fra
Landsstyremedlemmet. Jeg har stor interesse for Julemanden, idet han har stor
betydning for, at grønlandsk husflid kan sælges udenlands.
Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at
husflidsproducenterne siges at være de bedste. Med hensyn til julemands
projektet og det videre arbejde er KNI-butikken
i Tasiilaq klar til at sælge produkter.
Landsstyremedlemmet for erhvervsmæssige
anliggender:
Jeg er fuldstændig enig med Jakob Sivertsen i, at
husflidsproduktionen i Østgrønland er i stor fremgang i forhold til resten
af kysten. I den forbindelse skal jeg blot udtale, at jeg vil opfordre Julemandens
Værksted til at samarbejde med husflidsproducenterne i Tasiilaq.
Punktet sluttet.
Mødeleder:
Hermed er vi igennem fredagsforespørgslerne.
Pavia Nielsen har anmodet om, at hans forespørgsel bliver udsat til næste
fredag. Hermed er Landstingsmødet slut for i dag.