|
Onsdagsforspørgsel |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
6.
mødedag, onsdag den 19. maj 1999
Onsdag den 15. maj blev det igennem radioen meddelt, at en fanger fra en af bygderne i Disco-bugten, der var igang med at sælge alke blev bedt om, at forlade brættet af jagtbetjenten m.h.t. at det ifølge ' 6 i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 29 af 19. september 1989 om fredning i fugle i Grønland var forbudt at sælge alke andre steder end i bopælskommunen.
At Landsstyret igennem en bekendtgørelse har udarbejdet en sådan bestemmelse er korrekt. Endvidere er vi vidende om, at fangerne og fiskerne i disse år har store problemer, ikke mindst når man tænker på, at en fanger til tider er nødt til at sejle op mod 100 km. for at finde afsætnings mulighed for sin fangst og når man endvidere tænker på at bybefolkningen mangler frisk grønlandsk proviant kan det ikke accepteres, at der er lavet en bestemmelse om begrænsning af salg af vis grønlandsk proviant i visse kommuner.
En opførsel overfor fangerne, som den der er blevet omtalt i KNR kan ikke accepteres, ikke mindst, at det kun er KNI samt enkelte andre forretninger, der sælger ikke ferske grønlandske provianter, det kan ikke accepteres, at en fangers mulighed for salg af frisk fangst tilstadighed skal begrænses.
Det er således min opfattelse , at der bør skabes mulighed for, at fangerne kan sælge deres fangst overalt i Grønland uden hensyntagen til fangsten art og bopælskommune. Bestemmelsen i ovennævnte bekendtgørelse bør med andre ord ændres, således at dette bliver muligt.
Derfor spørger jeg Landsstyret om Landsstyret agter at løse de omtalte problemer ved at ændre ' 6 i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 29 af 19. september 1989 om fredning af fugle i Grønland, således det også bliver muligt for fangerne at sælge alke uden for bopælskommunen. Tak.
Landsstyremedlemmet for Miljø og Natur kommer med en besvarelse.
Alfred Jakobsen, Landsstyremedlem for Miljø og Natur.
Jeg skal komme med en besvarelse i forhold til Landstingsmedlem Anthon Frederiksen.
I henhold til '6 stk. 2 i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 29 af 19. september 1989 om fredning af fugle i Grønland er det, som det rigtigt fremgår af Hr. Anthon Frederiksens forespørgsel, ikke muligt at sælge lomvier andre steder end på brættet i bopælskommunen. '6, stk. 2 omhandler alene salg af lomvier. Således er der i henhold til ovennævnte bekendtgørelse ikke noget til hinder for, at andre fugle sælges i nabokommuner.
I min besvarelse vil jeg indledningsvis nævne, at Landsstyret finder det beklageligt, når fangeres afsætningsmuligheder for fangst i visse tilfælde må begrænses. '6, stk. 2 i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 29 af 19. september 1989 om fredning af fugle i Grønland, skal imidlertid betragtes som en fangstbegrænsning, der som så mange andre fangstbegrænsninger i dette land er en nødvendighed for, at en bestemt art kan høstes på en bæredygtig måde.
Af samme grund er det i henhold til bekendtgørelsen heller ikke tilladt for fritidsfangere, at skyde mere end 10 lomvier pr. jagttur og kun til eget og familiens forbrug. I andre bekendtgørelser om udnyttelsen af vores levende ressourcer ses ligeledes en række fangstbegrænsninger, som er nødvendige for at fangsten ikke overstiger ressourcens naturlige tilvækst. '6, stk 2 i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 29 af 19. september 1989 om fredning af fugle i Grønland, er således blot en af mange fangstbegrænsninger i vores land.
Lad mig nu vende tilbage til Hr. Anthon Frederiksens spørgsmål vedr. muligheden for at sælge lomvier uden for bopælskommunen. Grønlands totale ynglebestand af polarlomvier er gennem de sidste 50 år næsten halveret.
Lomviens tilbagegang samt fuglens sårbare biologi har medført, at netop denne fugleart er omfattet af nogle strenge fredningsregler. Generelt er det Landsstyrets holdning, at bestandens størrelse og udbredelse som minimum bør bevares, således at befolkningen i fremtiden får de samme jagtmuligheder, som eksisterer i dag. Hvis ' 6, stk. 2 skal ændres således, at det bliver muligt for fangerne at sælge lomvier udenfor bopælskommunen, må der nødvendigvis strammes op på andre regler om jagten på lomvier i Grønland.
I dag er det sådan, at det i alle dele af landet, i en længere eller kortere periode, er lovligt at skyde lomvier. En stramning af reglerne kunne betyde, at fangsten i nogle egne måske skulle forbydes. En sådan stramning vil Landsstyret ikke umiddelbart gå ind for.
Det er naturligvis altid relevant at diskutere reglerne om fangstbegrænsning. Landsstyret går ind for, at hvis en dyreart bliver mere udbredt i Grønland, bør det overvejes, om reglerne om fangstbegrænsning for den enkelte art skal lempes, således at artens fremgang også kommer fangerne til gode.
En lempelse af fangstbegrænsningerne for lomvier vil på nuværende tidspunkt yderligere formindske lomviebestanden. Det vil være i modstrid med, hvad Landstinget i den senere tid har arbejdet i retning mod. Nemlig at få standset tilbagegangen og forhåbentlig endda vendt tilbagegangen til fremgang.
Derfor er det ikke på nuværende tidspunkt Landsstyrets hensigt at ændre '6 i bekendtgørelsen, således at det bliver muligt at sælge lomvier udenfor bopælskommunen, ud over hvad den nuværende bekendtgørelse giver af dispensationsmuligheder. Hvis lomviens status ændres positivt, er det dog et punkt, som Landsstyret finder relevant at diskutere igen.
Afsluttende vil jeg også gerne fremhæve, at en stor del af de lomvier vi fanger i Vestgrønland, kommer fra bestande som yngler i andre lande i Arktis. Det er først og fremmest ved Vestgrønland og ved New Foundland i Canada, der fanges lomvier.
Det er på den baggrund Landsstyrets opfattelse, at vores fangsttryk på lomvierne ved Grønland også må tage hensyn til en bæredygtig forvaltning hos vore naboer. Derfor samarbejder vi med de andre arktiske lande i Arktisk Råd om kortlægning af lomviebestandenes udbredelse, trækmønstre og fangsttryk.
Det er i den forbindelse Landsstyrets opfattelse, at vi skal tilstræbe fælles forvaltning af de fælles bestande af levende ressourcer, til gavn for bestandenes udvikling og for at sikre muligheden for at bevare lomviefangsten som en vigtig kilde til føde og indtægter for befolkningen.
Med disse bemærkninger håber jeg, at Landsstyret har givet Hr. Anthon Frederiksen et dækkende og tilfredsstillende svar på hans forespørgsel. Tak.
Og forespørgeren for en kort bemærkning.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.
Det er beklageligt, at som Landstingsmedlem ikke kunne blande sig i den bemyndigelse Landsstyre har. Bekendtgørelser behandles som bekendt ikke af Landstinget, men af landsstyret alene.
Derfor vil jeg blot sige, at jeg har forhåbninger om, i kraft af, at Inuit Ataqatigiit er med i landsstyrekoalitionen, at man vil fremlægge det til godkendelse i Landstinget. Jeg kan på ingen måde acceptere, at fangerne i Grønland, der befinder sig i så alvorlig situation, at der sættes begrænsninger i, hvor de kan handle med deres fangst.
Selvfølgelig ar jeg forståelse for Landsstyremedlemmets forklaringer, men jeg er parat til at forfølge sagen videre. Tak.
Jeg skal understrege, at forespørgslerne ikke gerne skulle munde ud i en debat, forespørgeren har lov til at spørge, og den der besvarer, der normalt er Landsstyremedlem kan fremkomme med sit svar, hvorefter forespørgeren kan komme med korte spørgsmål og besvareren kan komme med korte besvarelser.
Og derefter er det Landsstyremedlemmet for Sundhed og Miljø.
Alfred Jakobsen, Landsstyremedlem for Sundhed, Miljø og Kirke.
Det nye landsstyret har bare fortsat forvaltningen af gældende bestemmelser. Landstingsmedlemmet er selvfølgelig velkommen til at fremsætte et ændringsforslag til de gældende regler.
Landsstyret betragter den gældende bekendtgørelse som en mulighed for at fangerne har mulighed for, at skyde alke og har mulighed for at sælge deres fangst på brædtene.
Og jeg vil også oplyse til Anthon Frederiksen, at registreringen af de fangede alke, der har registreringen vist, at der på årsbasis skydes mindst 200.000 alke og som sagt, så foregår de4r også jagt på alke i New Foundland og der har man fanget ca. 250.000 på årsbasis og jeg kan også oplyse, at visse ynglefjelde er ved at være tømt for alke, hvorimod andre synes at have flere alke. Og det er blot en orientering.
Johan Lund Olsen, Landstingsformand.
Og jeg skal endnu engang understrege, at når jeg siger, at det skal være for en kort bemærkning, at man såvidt mulig følger det, og derfor rejser jeg mig op, når tiden er inde til det, og det skal talerne også såvidt muligt respekterer.
Og således har vi været igennem dagsordenen for i dag.