dagsordenens punkt 21-2 |
||
1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen
Mødet er åbnet.
I dag mandag d. 17 oktober har vi seks dagsordenspunkter
til behandling.
Heraf er der fire,der vedrører skattelovgivning.
Det femte vedrører statistisk virksomhed og det er ændring af landstingslov.
Og endelig forslag til landstingsforordning om stærkstrømsanlæg - Alle
punkter er 2. behandlinger.
Indledningsvis skal jeg udtale, at vi skal have
en afstemning, så man må ønske, at landstingsmedlemmerne er tilstede
hele tiden.
Og i forbindelse med starten af mødet så skal jeg
udtale, at da man behandlede betænkning afgivet fra kommunalreformkommisionen
og lovgivning om kommunernes styrelse og kommunernes engagement i økonomien,
at da det ikke har været udsendt i radioen, så har formandsskabet anmodet
....... om at udsendelsen sker ved brug af den første mulighed således, at
alle de punkter vi skal behandle i dag allesammen er 2. behandlinger og
tidligere givet meddelelse til samfundet. Men det er ikke sådan, at det ikke
er så vigtigt, men betænkningen afgivet fra kommunalreform kommisionen bliver
nu udsendt via radio og tv til samtlige
borgere, og Grønlands Radio .....
meddeler, at man vil være vågen for med hensyn til udsendelse udover de
almindelige mødedage.
Og nu til dagsordenspunkt 21.
Det er 2. behandling, og der er betænkning fra
skatteudvalget, der skal forelægges af skatteudvalgets formand.
Josef Motzfeldt, formand for skatteudvalget:
Skatteudvalget har på sit møde den 7. oktober
1994 behandlet det nævnte forslag.
Landsstyret har dels foreslået, at det gøres
lovligt at veksle spillemærker og point vundet på de såkaldte "enarmede
tyveknægte" til penge dels, at der pr. 1. januar 1994 skal betales afgift
efter forskellige satser afhængigt af, om der er tale om "enarmede
tyveknægte" eller underholdningsspil, og afhængigt af hvor mange
automatspil, der er opstillet det enkelte sted.
Et enigt skatteudvalg kan tilslutte sig, at det
gøres lovligt at veksle spillemærker og point til penge. Der er trods alt
tale om at lovliggøre noget, som har fundet sted i mange år, uden at der for
alvor er søgt grebet ind overfor det. Når dette sammenholdes med, at borgerne
i forvejen får adgang til lovligt at deltage i flere og flere spil som
skrab, lotto og lignende, ser skatteudvalget ikke nogen grund til at fastholde
et synspunkt om, at lige netop veksling af spillemærker fra "enarmede tyveknægte"
skal være ulovligt og omfattet af kriminallovens regler om hasardspil.
Skatteudvalget har hæftet sig ved, at landsstyret
i en bekendtgørelse agter at fastsætte rimeligt restriktive regler, som skal
begrænse omfanget og størrelsen af vekslingerne. Et enigt skatteudvalg kan
fuldt ud tilslutte sig dette og skal opfordre landsstyret til at sikre, at
der føres kontrol med overholdelsen af disse regler.
Skatteudvalget støtter ligeledes, at der skal
indeholdes lotteriafgift, når spillemærker veksles til penge. Der er her
tale om en omlægning fra skattepligt til lotteriafgift. Udvalget er enig i, at
gevinster vundet på automatspil beskatningsmæssigt bør behandles på samme
måde, som gevinster vundet ved bingo og lignende.
Endelig kan skatteudvalget tilslutte sig, at der
sker en differentiering af afgifterne på "enarmede tyveknægte" og
underholdningsspil. Udvalget har hæftet sig ved, at der er tale om at
efterkomme et ønske fremsat af automatspilsejerne, om differentieringen af
afgiften. Det vil sige, at "enarmede tyveknægte" først betaler fra
18.000 op til 22.000 kr. og vedr. underholdningsspil fra 5.000 til 7.000 kr.
Skatteudvalget mener ikke, at underholdningsspil
skal helt fritages for automatspilafgift. Udvalget har dels lagt vægt på, at
landskassens provenu skal være det samme fremover som hidtil, hvorfor en
ophævelse af afgiften på underholdningsspil vil betyde en yderligere
forhøjelse af afgiften på "enarmede tyveknægte", dels finder
udvalget det rimeligt, at der svares afgift af alle typer automatspil, når de opstilles
på steder, hvor borgerne har fri adgang til at benytte dem.
Vedrørende det under 1. behandlingen af forslaget
rejste spørgsmål om at overlade en del af afgiftsprovenuet til kommunerne,
skal skatteudvalget for det første gøre opmærksom på, at det arbejde
kommunerne udfører på området primært skyldes, at der efter ønske fra kommunal
side blev indført et system, hvorefter kommunalbestyrelserne skal udstede
tilladelse til opstilling af automatspil. At de kommunale tilladelser samtidig
danner grundlag for opkrævning af afgiften er sekundært i forhold til kommunalbestyrelsernes
adgang til at regulere bl.a. antallet af automatspil i kommunerne. For det
andet skal udvalget gøre opmærksom på, at det er et fast princip, at afgifter
tilfalder landskassen. Eventuel kompensation til kommunerne for merarbejde
eller lignende må om nødvendigt indgå i forhandlingerne vedrørende
bloktilskuddet.
Et enigt udvalg kan således tilslutte sig det af
landsstyret fremsatte forslag til ændring af landstingslov om afgift på
automatspil i sin helhed.
Skatteudvalget har følgende medlemmer: Kaj Egede,
der deltog på Bendt Frederiksens vegne og Peter Grønvold Samuelsen fra Siumut,
Lars Chemnitz og Knud Sørensen fra Atassut og undertegnede Josef Motzfeldt fra
IA.
Emil Abelsen, landsstyremedlem for økonomiske anliggender:
Forslag til landstingslov om ændring af
landstingslov om afgift på automatspil. Jeg har følgende bemærkninger i forbindelse
med 2. behandlingen.
Indledningsvis skal jeg på landsstyrets vegne
takke skatteudvalget for dets grundige behandling af forslaget.
I øvrigt kan landsstyret tilslutte sig
skatteudvalgets begrundelser for at fastholde afgiftspligten for underholdningsspil.
Landsstyret kan supplerende tilføje, at afgiften
på underholdningsspil rent faktisk i følge forslaget nedsættes med mere end
50 %.
Landsstyret kan endvidere tilslutte sig
skatteudvalgets argumenter for, at kommunerne ikke overlades en del af afgiftsprovenuet.
Herefter skal jeg på vegne af landsstyret
indstille det fremlagte forslag til overgang til 3. behandling for endelig
vedtagelse i den foreliggende form.
Peter Grønvold Samuelsen, ordfører for Siumut:
Vi har i Siumut givet vores fulde tilslutning til
forslaget til landstingslov om ændring af landstingslov om afgift på
automatspil under 1. behandlingen af forslaget. Og da et enstemmigt
skatteudvalg også har givet sin fulde tilslutning til ændringsforslagene, skal
vi uden yderligere bemærkninger meddele, at vi går ind for at punktet overgår
til 3. behandling.
Lars Chemnitz, ordfører for Atassut:
Vi går ind for forslaget fra Atassut og skal
bemærke, at det der vedrører skatteområdet, og at de indstillinger, dem
undlader vi at komme med nogle bemærkninger til.
Hans Pavia Egede, ordfører for Akulliit Partiiat:
Under 1. behandlingen havde vi fremsat to
punkter.
Det første vedrørende underholdningsspil og, at
det ved indførsel ikke for at fastsætte en afgift og det har vi opfordret til
og her har skatteudvalget i sin betænkning. Det må vi så gå ind for, fordi her
er der tale om, at man med hensyn til de "enarmede tyveknægte", at
afgiftssatserne i de forslag det er dem vi lægger mest vægt på, at det
indføres med den størrelse, selvom vi ikke rigtig forstår, hvorfor at det jo
allerede har fået indførselsafgift, hvorfor man så skal have en afgift oveni.
Det vil vi gå ind for.
Det andet vi kom ind på var, at kommunerne kan få
en del af afgiftsprovenuet, at man får det undersøgt og i den forbindelse så
er skatteudvalgets indstillinger taget til efterretning, og vi skal så blot
henstille, at den overgår til 3. behandling i sin foreliggende form.
Mødeleder:
Ja, og der er ikke flere, der har bedt om ordet.
Og af samtlige ordførere kan man bemærke, at man ikke kommer med noget ændringsforslag
til skatteudvalgets betænkning.
Derfor bedes, dem der går ind for, at den overgår
til 3. behandlingen i sin foreliggende form, om at rejse sig, 27. Så går den
videre til 3. behandling i sin foreliggende form.
Det næste dagsordenspunkt er punkt 22.
Punktet sluttet.