dagsordenens punkt 13-2 |
||
1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen:
Mødet er åbnet. I dag, torsdag den 24. februar, skal Landstinget behandle fem dagsordenspunkter. Det er punkt 13, forslag til landstingsforordning om udbetaling af underholdsbidrag m.v. til børn, samt adoptionstilskud, hvor der foreligger en betænkning fra Socialudvalget.
Jeg skal gøre opmærksom på, at punkt 10 skal være punkt 10 + 11. Punktet vedrører forslag til landstingsforordning om beskyttelse af havmiljøet, og der er tale om Miljøudvalgets betænkning; det er ligeledes 2. behandling.
Punkt 26, betænkning afgivet af Kultur- og Undervisningsudvalget.
Punkt 28, betænkning afgivet af Forfatningsudvalget og endelig punkt 30, betænkning afgivet af Boligudvalget.
Men forinden vi går over til dagsordenen har jeg en meddelelse til Landstingets medlemmer. Det vedrører afmelding af punkt 16. Landsstyret har anmodet os om, at dagsordenens punkt 16, redegørelse for arbejdet med ændringsforslag til regler om sikringsydelser på boligområdet, trækkes tilbage, da arbejdsgruppens redegørelse ikke anses for et dækkende grundlag for en drøftelse i Landstinget. Man ønsker ligeledes en politisk drøftelse af de gældende regler, i landsstyrepartierne, inden forelæggelse af sagen for Landstinget på næste samling.
Landstingsmedlem Jakob Sivertsens forslag om bibeholdelse af boligbørnetilskud, som af Formandskabet er henvist til ovennævnte dagsordenspunkt, skal derfor i stedet besvares skriftlig af landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.
På baggrund af Formandskabets meddelelse, ønskes punkt 16 udsat, kan det godkendes? Ja, og således er det godkendt, at punkt 16 bliver udsat.
Vi går videre til dagsordenen.
Det er punkt 13, 2. behandling af forslag til landstingsforordning om udbetaling af underholdsbidrag m.v. til børn, samt adoptionstilskud. Det er betænkning af Landstingets Socialudvalg, der skal forelægges af næstformand Johan Lund Olsen.
Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit, fungerende formand for Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsudvalg:
Social- og Arbejdsmarkedsudvalget har på udvalgsmøde den 18. februar 1994 drøftet dagsordenspunkt FM I 94/13, forslag til landstingsforordning om udbetaling af underholdsbidrag m.v. til børn, samt adoptionstilskud.
Udvalget drøftede betydningen af forordningsforslaget, i forbindelse med, at mænd, i henhold til lov om børns retsstilling, kan idømmes bidragspligt til et barn, uden at blive anset som barnets fader. Sådanne bidrag udbetales forskudsvis af det offentlige, efter samme regler, som hvis bidragspligtige er en af barnets forældre.
Såfremt lov om børns retsstilling ændres således, at kun et barns forældre kan idømmes bidragspligt til barnet, vil det ikke umiddelbart medføre en ændring af det ved mødet drøftede forslag.
Det drøftedes tillige om den foreslåede regel vedrørende eftergivelse af en bidragsrestance opstået som følge af, at bidragspligtige i mere end 2 på hinanden følgende år har fået hel eller delvis henstand med betalingen af bidraget, er i strid med den foreslåede generelle regel om en forældelsesfrist på 20 år for bidragsrestancer.
Udvalget finder, at da der er tale om forsørgelsesgæld, er det af betydning om den manglende betaling af bidraget skyldes manglende betalingsevne - hvilket kan medføre hel eller delvis henstand og deraf følgende eftergivelse - eller om den manglende betaling skyldes manglende vilje til at betale. Skyldes restancen manglende betalingsvilje, må det anbefales, at restancen først forældes efter en 20-årig forældelsesfrist.
Endelig drøftede udvalget muligheden for, at alle udbetalinger efter forordningsforslaget skal kunne finde sted dagen før barnets fødselsdag og halvårsdagen herfor. Udvalget finder, at en forskudsvis udbetaling af et underholdsbidrag til børn ikke kan ske før forfaldsdagen, da bidragspligtige på denne dag, med frigørende virkning, kan betale bidraget direkte til bidragsberettigede.
Da udvalget finder det ønskeligt, om alle udbetalinger fra det offentlige i forbindelse med underholdsbidrag til børn, kan udbetales dagen før barnets fødselsdag og på halvårsdagen herfor, henstillede udvalget til Landsstyret, at man, samtidig med at man anmoder den danske regering om at ændre børnelovens regler vedrørende idømmelse af bidragspligt til mænd, der ikke anses for et barns fader, tillige undersøger muligheden for en ændring af lov om børns retsstilling, således at forfaldsdagen for allerede fastsatte bidrag ændres til to dage før barnets fødselsdag og halvårsdagen herfor, samt at fremtidige afgørelser om bidragsfastsættelse opererer med samme forfaldsdage. Dette vil medføre, at det offentlige kan foretage alle udbetalinger af underholdsbidrag til børn, både forskudsvise udbetalinger og tilskud, dagen før et barns fødselsdag.
Udvalget finder, at en sådan ændring både vil betyde, at underholdsbidraget udbetales på et for barnet mere gunstigt tidspunkt, og at det vil lette kommunernes sagsbehandling, da der i så fald, bliver ensartede regler for, hvornår udbetalingen kan ske.
Et enigt Social- og Arbejdsmarkedsudvalg kan i øvrigt tilslutte sig formuleringen af forslaget til forordning om udbetaling af underholdsbidrag m.v. til børn, samt adoptionstilskud.
Social- og Arbejdsmarkedsudvalget har følgende medlemmer: Agnethe Nielsen, Atassut, Emilie Lennert, Atassut, Ane Sofie Hammeken, Siumut, Peter Grønvold Samuelsen, Siumut, suppleant, Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit, fungerende formand.
Henriette Rasmussen, landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked:
I betænkning fra Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsudvalg indstiller udvalget til, at Landsstyret retter henvendelse til den danske regering med henblik på at få indført to ændringer i lov om børns retsstilling; ændringerne vedrører behandlingen af faderskabssager og forfaldsdagen for underholdsbidrag til børn.
Landsstyret kan hertil bemærke, at man er enig i udvalgets indstilling. Såfremt Landstinget i dag beslutter, at Landsstyret bør anmode den danske regering om ændring i lov om børns retsstilling, vil Landsstyret rette henvendelse til regeringen herom.
Ane Sofie Hammeken, ordfører for Siumut:
Vi skal fra Siumut meddele, at vi støtter udvalgets betænkning vedrørende forslag til landstingsforordning om udbetaling af underholdsbidrag m.v til børn, samt adoptionstilskud.
Vi skal fra Siumut fremføre, at i forbindelse med udbetaling af underholdsbidrag til børn, hvor underholdsbidrag ikke må udbetales på barnets fødselsdag eller på halvårsdagen herfor, støtter vi i Siumut udvalgets beslutning om at rette henvendelse til Landsstyret med henblik på, at Landsstyret retter henvendelse til den danske regering med opfordring til at igangsætte undersøgelser om der er mulighed for, at ændre loven om børns rettigheder, idet vi mener, at en sidestillelse af underholdsbidrag, der udbetales af det offentlige og underholdsbidrag, der ikke udbetales af det offentlige, vil medføre forbedringer til gavn for børnene og lettelse i de kommunale administrationer.
Med hensyn til forældelse af restancer, når restancerne er mere end 20 år gamle, skal vi fra Siumut tilkendegive vores støtte til denne betragtning, men samtidig fremføre, at vi er enige med udvalget i udvalgets krav om, at der skal opstilles kriterier for, hvorledes en restance bliver forældet.
Med disse bemærkninger går vi ind for udvalgets betænkning.
Agnethe Nielsen, ordfører for Atassut:
Atassut er enig i Social- og Arbejdsmarkedsudvalgets indstilling i sin betænkning og er glad for, at Landsstyret også er enig i indstillingerne i sit svarnotat.
Atassut vil derfor stemme for forslaget.
Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Omhandlede forordningsforslag, der efter behandling og drøftelse i et enigt Socialudvalg, fremlægges her, har Inuit Ataqatigiits tilslutning. Vi skal derfor indstille, at forslget overgår til 3. behandling i den foreliggende form.
Med disse korte bemærkninger skal vi således meddele, at vi stemmer for forslaget her ved 2. behandlingen.
Hans Pavia Egede, ordfører for Akulliit Partiiat:
Under 1. behandlingen af dette dagsordenspunkt spurgte vi om eventuelle modstridende elementer omkring forældelsesfristen. Dette spørgsmål har Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsudvalg til vores tilfredshed svaret på, i deres betænkning til forslag om landstingsforordning om udbetaling af underholdsbidrag m.v., til børn, samt adoptionstilskud.
Akulliit Partiiat går ind for udvalgets indstilling samt landsstyremedlemmets forslag til sagens videre forløb.
Nikolaj Heinrich, ordfører for Issittup Partiia:
Vedrørende forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om udbetaling af underholdsbidrag, har jeg under 1. behandling sagt, at det er et veludformet forslag.
Med hensyn til de forskellige forslag, som Social- og Arbejdsmarkedsudvalget har besvaret, har disse min fulde tilslutning, og jeg skal også udtale, at ikke mindst med hensyn til udbetalingsdagen, hvor udbetalingen kan ske dagen før fødselsdagen og halvårsdagen herfor, er det drøftet for to år siden her i salen, og derfor skal jeg udtale, at jeg stemmer for, ved 2. behandlingen.
Mødeleder:
Der er ikke andre, der har bedt om ordet og ingen af landstingsmedlemmerne har fremsat ændringsforslag til forordningsforslaget.
Derfor må jeg bede dem, der går ind for at det overgår til 3. behandling i sin foreliggende form, om at rejse sig. 26.
Således overgår det til 3. behandling i sin foreliggende form.
Punktet sluttet.