Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Forespørgsel vedr. Grønlands Mediefonds virke

1. behandling 2. behandling 3. behandling

Fredag den 21. oktober 1994 kl. 14.50

 

Fredagsforespørgsel.

 

Forespørgsel vedr. Grønlands Mediefonds virke.

(Peter Ostermann)

 

Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen

 

Peter Ostermann, Atassut:

Jeg har delt mit spørgsmål op i to.

For det første: Hvilke initiativer er der taget for at få overført trykkeriop­gaver fra Danmark til Grønland efter dannelsen af Grøn­lands Mediefond?, og for det andet: Hvor meget er årsom­sætningen steget?, og hvor meget er medarbejderstaben forøget på Nunatta Naqiteri­via på denne baggrund?.

 

Marianne Jensen, Landsstyremedlem for Kultur, Ud­dannel­se, Forsk­ning og Kirke:

Med hensyn til Peter Ostermanns forespørgsel, så har vi indhentet oplysninger fra den selvejende institution og har følgende besvarelse:

 

Indledningsvis skal jeg henlede opmærksomheden på, at formålet med dannelsen af Mediefonden netop var at sikre de trykte medier uafhængighed af politisk sty­ring. Derudover var formålet, af hensyn til en rationel drift af primært Nunatta Naqiterivia, at skille for­retnings­mæssige hensyn fra samfundsmæssige/kulturpo­litiske hensyn.

 

Det er korrekt, at Grønlands samlede import af tryk­keriopgaver fra Danmark ligger på niveauet 15-17 mil­lioner kr.. Her skal jeg lige præcisere, at der ikke kun er tale om de opgaver, der bliver hjemtaget til Nunatta Naqiterivia, men det er de samlede trykkeriop­gaver, der koster 15-17 mio. kr.

 

Da mediefonden først på Landstingets forårssamling i indeværende år fik af­klaring på sin finansielle situa­tion, må det anses for for tidligt at forvente konkrete resultater i branchen, og der er således ikke på nu­værende tidspunkt nogen målelig effekt i form af øget med­arbejderstab eller stigning af årsom­sætning på Nunatta Naqiterivia.

 

Jeg finder også anledning til at understrege, at hver­ken Mediefonden eller trykkeriet har kompetence til at kræve trykkeriopgaver overført fra konkurrerende virk­som­heder, og der er ikke tale om, at der skal skabes kun­stige forhold for branchen i almindelighed og tryk­keri­et i særdeleshed.

 

Den eneste måde en udvidelse af produktionen kan finde sted er ved rationel drift, der gør det muligt at tilbyde kunderne konkurren­cedygtige vilkår. En forbe­dring af virksomhedens drift måtte og må stadig ses som en forudsætning for, at trykkeriet på længere sigt kan øge sin markedsandel her i landet.

 

Mediefondens bestyrelse har udover de tiltag, der sigter på en styrkelse af den forretnings­mæssige drift af fondens dattersel­skaber, foreløbigt nedsat et koor­di­neringudvalg, der har til opgave at lægge en strategi med henblik på en øget markedsandel, hvilket vil sige, at "hjemtagelsen" af trykkeriopgaver, i over­ensstemmel­se med formålet for mediefondens dannelse, skal ske på kommerci­elle vilkår.

 

Det er ad denne vej, at det indtil nu har været muligt at fastholde beskæftigelsen i virksom­heder­ne, og på længere sigt at øge be­skæftigelsen inden for dette vigtige område.

 

I denne tid, hvor det i resten af verden, af markeds­mæssige årsager, er almindeligt, at få trykkeriopgaver løst i Østen, er det dog glædeligt, at det her i landet er lykkedes at fastholde arbejdsplader.

 

Det er oplyst fra Mediefonden, at man allerede har igangsat sit bevillings­arbejde, og at man har dispo­neret over 1,2 mio. kr. i form af lån og støtte til de lands­dækkende aviser samt til  forlagets grønlandsk­sprogede børnebogs­produkter.

 

Peter Ostermann, Atassut:

Jeg er vidende om, hvordan Mediefonden drives, men ifølge det jeg husker, så har man bevilget 5 mio. kr., og vores største interesse ligger deri, at når vi har afgivet så mange bevil­linger, så skal fonden også derefter være inter­esseret i det, man arbejder med, men vores spørgsmål om, hvad der bliver gjort fra Lands­styrets side, er ikke blevet besvaret. For hvad kan Landsstyret ellers gøre.

 

Landsstyre-arbejdspladserne f.eks. atuakkiorfik og andre virksom­heder, som har tilknytning, kan påvirkes, og det kan af Lands­styremedlemmet kræves, at trykkeri­op­gaver på 17 mio. kr. ikke bliver trykt i Danmark, men i Grøn­land, ja så kan vi have et godt fælles mål, ligesom Mediefonden og Landsstyrets mål, er, at der så vidt muligt skal skabes arbejdspladser i Grønland, men jeg er ærgerlig over, at mit spørgsmål ikke bliver besvaret på dette område, jeg håber det bliver løst på en anden måde. Jeg skal lige præcisere, at der ikke skal træffes nogen beslutning med henhold til fredags­forspørgslerne.

 

Marianne Jensen, Landsstyremedlem for Kultur, Ud­dannel­se, Forsk­ning og Kirke:

Med hensyn til Mediefonden, som er et aktieselskab, er dens bestyrelse forpligtet til at arbejde i henhold til de for­målsparagraffer, der er fastlagt ved oprettelsen. Vi har tiltro til, at der arbejdes efter disse for­målparagraffer, og da fonden kun har eksisteret i et halvt år, så har man indtil nu ikke kunnet måle nogen økonomisk effekt. Med hensyn til formålet, er dette også blevet diskuteret her i Landstinget, og man arbej­der efter dette. Rationalisering og effektivi­sering er blevet gennem­ført, og man har derigennem kunnet undgå fyring af med­arbejderne.

 

Som jeg har anført i mit svarindlæg, har man ydet lån og støtte til forlagets grønlandsk­sprogede børnebogs­produkter således, at det formål, man har omkring trykkeri­opgaver fra dengang, allerede er steget, og jeg vil blot, uden at gentage det, nævne, at man har nedsat et særskilt koordineringsudvalg, der har til opgave at lægge en strategi vedrørende øgede markedsan­dele, og vi håber så, at det vil vise sig, at dette mål bliver nået på et senere tidspunkt.

 

Fra bestyrelsen side har man taget fat på opgaverne i henhold til formålet, men med hensyn til markedsandel, så har man indtil nu ingen målelige effekt på baggrund af den korte tid fonden har eksisteret, men vi kan med glæde udtale, at man har kunnet opnå, at der ikke fyres medarbejdere, og vi håber så, at der kan ansættes flere medarbejdere i de kommende år.

 

Mødeleder, Bendt Frederiksen:

Vi går videre til næste forespørgsel, det er kaj Egede der har sendt forespørgsel til Landsstyremedlemmet for Sundhed.

 

Punktet sluttet.