|
Forespørgsel vedr. Grønlands kulturelle traditioner |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen:
Jakob Sivertsen, Atassut:
I de seneste år, er det blevet meget betydningsfuldt
for os, at vi kan bevare de kulturelle traditioner, som vi har arvet fra vores
forfædre, såsom trommedans, sange, grønlandske nationaldragter samt at man igen
bruger Qajaq mere o.s.v.. Som bekendt mener østgrønlænderne, at det er meget
vigtigt, at man bevarer den kulturelle arv man har fået fra forfædrene og
særligt traditioner der har relationer til fangst og jagt, tænker jeg mest på i
denne forespørgsel.
Østgrønlænderne har i forbindelse med deres
dagligdag arvet traditioner fra deres forfædre, der særligt har nyttige
relationer til deres daglige fangst og fangstdyr og som bliver overholdt og
holdt i hævt og agtet af alle op til vore dage. Som eksempel, når en gruppe
personer tager på fangst ombord på en motorbåd - både fangere og personer med
et fast arbejde, og ser et fangstbytte, hvor de indbefinder sig, er det den person,
som først ser byttet der får lov til at jage byttet uden at man tager denne
persons samfundsmæssige status med i betragtning. Såsom denne er fanger, håndværker
eller arbejder i en stilling. På den måde jages et hvilket som helst fangstbytte
med omhu og det er det vigtigste for fangsten.
Det er beklageligt at ved ikrafttræden af
hjemmestyrets bekendtgørelse om fredning af isbjørne i Grønland er en af
østgrønlændernes vigtigste arv om fangstritual ikke længere gældende.
I bekendtgørelsens paragraf 1 står der, og jeg
citerer "Jagt på isbjørne må kun drives af personer, der har bopæl i
Grønland og har fast tilknytning til det grønlandske samfund, samt er i
besiddelse af bevis for at fangst og jagt er deres hovederhverv og at dette
bevis er udstedt og udleveret af pågældendes kommune og kommunalbestyrelse".
Selv om bekendtgørelsen har denne ordlyd, fastholder man stadig den kulturelle
tradition og agtet arv, at den person, der ser isbjørnen først har sin
rettighed, som den der fanger isbjørnen.
I denne forbindelse vil jeg komme med
forespørgsel om, det godkendes, at det er den, som har set isbjørnen først
også kan betragtes som den, der har skudt og fanget isbjørnen, uanset om denne
person er fanger eller arbejdsmand eller håndværker ansat i en stilling. I
Østgrønland er den, som ser isbjørnen også den som har fanget isbjørnen, selvom
det ikke er nævnt i bekendtgørelsen, men altså bliver praktiseret i det
virkelige liv.
Hans Iversen, landsstyremedlem for fiskeri, fangst og landbrug:
Jakob Sivertsen kommer med en forespørgsel af 10.
oktober 1994 med spørgsmål om det kan godkendes, at den der først har set
isbjørnen også kan betragtes som den, der har skudt og fanget isbjørnen.
Først og fremmest vil Landsstyret gøre opmærksom
på, at der er kommet en ny bekendtgørelse nr. 20 af 11. maj 1994 om fangst af
isbjørne i Grønland.
Jakob Sivertsen henviste i sit forespørgsel, til
en paragraf som nu er ændret ved den nye bekendtgørelse. Reglen om, at kun
fangere og fiskere med fangst og fiskeri som hovederhverv må drive fangst på
isbjørne, har eksisteret siden 1970´erne.
Landsstyret kan ikke gå ind for, at den som først
har set isbjørnen også får lov til at skyde den, fordi Landsstyret prioriterer
erhvervsfangernes ret til at drive jagt på isbjørne, hvorfor vi er nødt til at
begrænse isbjørnefangsten, således at udnyttelsen sker på et bæredygtigt
grundlag.
Hjemmestyrets lovkontor har udtalt, at den
omtalte tradition ikke bliver anfægtet eller berørt af den gældende
bekendtgørelse, så længe eksisterende regler ikke overtrædes. Det vil sige at
vedkommende har bevis for, at han har fangst og fiskeri som hovederhverv. Det
er således op til fangeren og den, der har set isbjørnen, at bestemme,
hvorledes fangstbyttet skal fordeles, men reglen om hvem der må skyde isbjørne,
er klar som jeg nævnte før.
Jakob Sivertsen, Atassut:
Grunden til mit forespørgsel til denne bekendtgørelse
er det, der står i paragraf 3 er uklart, fordi isbjørne kan fanges over hele
året. Paragraf 3 i bekendtgørelsen skaber tvivl, fordi fangerne ikke kan se om
det er en fuldvoksen han eller hun, så derfor mener jeg, at bekendtgørelsen har
et hul og det må understreges således, at der skabes klarhed omkring dette. Nu
kan jeg så forstå, at Landsstyret ikke acceptere den tradition, der er i
Østgrønland, men jeg vil følge sagen videre ad andre kanaler.
Hans Iversen, landsstyremedlem for fiskeri, fangst og landbrug:
Der er vist sket en lille misforståelse, fordi
der blev citeret fra en bekendtgørelse, der ikke længere er gældende. I den nye
bekendtgørelse taler man om beviser for at man er fanger som hovederhverv.
Den, der ikke har fangst som hovederhverv, har ikke ret til at skyde isbjørn -
kun hvis de har beviset. Men vi anfægter ikke, at den der ser isbjørnen først
kan få skindet, men den der har fangstbeviset bør skyde isbjørnen, og det er
det jeg gerne ville understrege.
Mødeleder:
Vi går over til næste forespørgsel. Peter
Ostermanns forespørgsel. Det er spørgsmål vedr. mediefonden Grønland.
Punktet sluttet.