Almindelige bemærkninger

20120913 09:26:26
Almindelige bemærkninger

Almindelige bemærkninger til lovforslaget

Forslag til landstingsfinanslov for finansåret 2006 kan ikke forventes færdigbehandlet inden den 15. november, som Budgetloven angiver som frist for vedtagelsen af landstingsfinansloven for det følgende finansår. På samme måde gælder der i indkomstskatteloven en tidsgrænse til 15. november for fastsættelsen af udskrivningsprocenterne for landsskat og særlig landsskat. Som følge heraf og som følge af, at der er behov for at disponere på grundlag af en bevillingslov for 2006, allerede inden Landstinget kan forventes at vedtage en landstingsfinanslov for 2006, skal der efter Landstingslov om Landstinget og landsstyret § 23, stk. 3, fremsættes forslag til en midlertidig landstingsbevillingslov for det kommende finansår.

Formålet med den midlertidige landstingsbevillingslov for 2006 er navnlig at bemyndige landsstyret til at disponere på de områder, hvor der er behov for at disponere på baggrund af en bevillingslov for 2006, allerede inden Landstinget kan forventes at vedtage en landstingsfinanslov for 2006. Det gælder navnlig skatteområdet, hvor der i forhold til forudlønnede lønmodtagere er behov for at disponere forud for finansåret på baggrund af udskrivningsprocenter, der er vedtaget af Landstinget.

Forslaget tilsigter derudover at skabe det fornødne grundlag for, hvad der kan betegnes som uforstyrret videreførsel af hjemmestyrets virksomhed. Det forudsættes, at indtægter kan oppebæres og udgifter afholdes med udgangspunkt i bevillingsniveauet for 2005.

Det forudsættes, at Landsstyremedlemmet for Finanser og Udenrigsanliggender udsteder et cirkulære om dispositioner under den midlertidige landstingsbevillingslov for 2006.

Bestemmelserne i loven falder bort, når Landsstinget har vedtaget en landstingsfinanslov for finansåret 2006.

 

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelsen bemyndiger landsstyret til, hvad der kan betegnes som en uforstyrret videreførsel af hjemmestyrets virksomhed. Det forudsættes, at indtægter kan oppebæres og udgifter afholdes med udgangspunkt i bevillingsniveauet i 2005.

Bestemmelsen tager højde for det tilfælde, at Landstinget ikke har vedtaget en landstingsfinanslov for 2006 på det tidspunkt, hvor der er behov for at disponere på baggrund af udskrivningsprocenter for skatter og afgifter, der er vedtaget af Landstinget, eller hvor Landstinget ikke inden 31. december 2005 har vedtaget en landstingsfinanslov for 2006.

 

Til § 2

Bestemmelsen bemyndiger landsstyret til at opkræve skatter og afgifter efter de udskrivningsprocenter, der er angivet. Udskrivningsprocenterne er uændrede i forhold til de udskrivningsprocenter, som Landstinget har vedtaget i landstingsfinansloven for 2005.

 

Til § 3

Bestemmelsen delegerer Landstingets bevillingskompetence til Landstingets Finansudvalg indtil Landstinget har vedtaget en landstingsfinanslov for 2006 i de tilfælde, hvor der opstår nye bevillingsbehov på allerede igangværende anlægsprojekter og hvor allerede igangværende projekteringer er forudsat at fortsætte i 2006 samt påbegyndelse af reinvesteringer i Hjemmestyrets udlejningsejendomme. Bestemmelsen har navnlig til formål at undgå forsinkelser i Hjemmestyrets anlægsinvesteringer som følge af, at landstingsfinansloven for 2006 først skulle blive vedtaget efter den 31. december 2005.

Bevillingen til merudgifter til igangværende anlægsprojekter gives af Landstingets Finansudvalg på hovedkonto 80.00.01 Omrokeringsreserve efter ansøgning fra landsstyret.

Over hovedkonto 80.00.80 Dispositionsbeløb til påbegyndelse af projekteringer er der i landstingsfinansloven for 2005 samt i tillægsbevillinger godkendt inden vedtagelsen af nærværende lovforslag optaget bevilling til projektering til og med projektforslag med tilhørende B-overslag. Det er vigtigt, at nye projekter udbydes på det rigtige tidspunkt, det vil sige i marts og april måned. Det er derfor nødvendigt at kunne fortsætte projekteringen fra primo 2006. Bevilling til at videreføre allerede igangsat projektering gives af Landstingets Finansudvalg på de relevante projektkonti efter ansøgning fra landsstyret.

 

Bevilling til igangsætning af reinvesteringer i Hjemmestyrets udlejningsejendomme gives af Landstingets Finansudvalg på hovedkonto 87.72.08 Reinvesteringer, Hjemmestyrets udlejningsejendomme efter ansøgning fra landsstyret.

 

 

Til § 4

Bestemmelsen bemyndiger landsstyret til at sælge udlejningsboliger og afholde omkostninger i forbindelse med salget og sælge tilbagetagne boligstøttehuse. Derudover giver bestemmelsen bemyndigelse til landsstyret til at give tilsagn til selvbyggerhuse, istandsættelsestilskud til boligstøttehuse og udlån til renovering og særlig vedligeholdelse. Bestemmelsen har navnlig til formål at undgå forsinkelser i Hjemmestyrets anlægsinvesteringer som følge af, at landstingsfinansloven for 2006 først skulle blive vedtaget efter den 31. december 2005.

 





 

Til § 5

 

Bestemmelsen bemyndiger landsstyret til at fortsætte arbejdet med salget af Arctic Umiaq Line A/S. Et salg forudsætter Landstingets Finansudvalgs godkendelse. Bestemmelsen bemyndiger endvidere landsstyret til disponere og afholde udgifter til at afskedigede de tjenestemænd der er udlånt af Staten og Hjemmestyret til Arctic Umiaq Line A/S.

 

Til § 6

Landstingsloven træder i kraft 1. januar 2006, med mindre Landstinget forinden har vedtaget en landstingsfinanslov for 2006.