Åbent brev til Atuagagdliutit
I dagens leder benytter AG endnu engang lejligheden til at mistænkeliggøre mig som person og som formand for Inatsisartut. Ord om mig som løgner bruges. Jeg skal endnu engang slå fast at jeg ikke vil være med til at stoppe debatter om misbrug, men jeg vil ikke længere bruges som skydeskive for en eller anden hetz mod enkeltpersoner, i dette tilfælde mig.
Al misbrug, ulovligt eller lovligt, er selvfølgelig ret tragisk for misbrugerne og deres omgivelser og ikke mindst deres familie, der står magtesløse overfor problemet. Det er beundringsværdigt, at vi i dag er blevet gode til at snakke om sådanne ting, der for få år siden var tabulagte, og hvor de nærmeste og omgivelserne ofte stod magtesløse og alene i verden. I dag ved de, at de ikke er alene, og at der er løsninger til at få hjælp til at komme ud af deres misbrug.
Det er vigtigt, at grænserne for god etik i den offentlige presse også overholdes i Grønland. Når en avis kommer med påstande, som beror på ”tro”, som AG selv skriver i sin leder, og samtidigt advarer for ”paparazzitilstande”, må dette betegnes som dobbeltmoralsk. Et sådant niveau er uværdig for begge parter og gavner ikke den konstruktive samfundsdebat som Grønland har brug for. I lande med et bredt udvalg af aviser er der enkelte blade, der selv vælger at agere boulevardpresse. Derimod har Grønland med kun to landsdækkende aviser ikke overskud til at miste et seriøst samfundskritisk talerør.
Jeg skal derfor anmode AG om at stoppe sit medspilleri på udokumenterede rygter, formodninger, antagelser og udtalelser fra 2. hånd end kilden. At der ud fra den usande påstand om fundet af hash på Manngua 56, som jeg aldeles ikke kender til, drages paralleller til hele min tilværelse, herunder hvad jeg har foretaget mig i mine yngre dage, kan jeg på ingen måde acceptere. En sådan journalistisk fremgangsmåde mistænkeliggør i sidste ende det samlede Inatsisartut.
Med venlig hilsen
Josef Motzfeldt
Formand for Inatsisartut