Kære ungdomsparlamentarikere,

Tillykke med jeres opgave og velkommen i jeres nye omgivelser. I er kommet til ”Demokratiets hjerte”, som nogle vil sige om landstingssalen, mens andre mere mistænksomt taler om ”Magtens korridorer”. Et andet folkekært udtryk er vist nok ”Den røde førerbunker i Nuuk”. Der er sikkert et gran af sandhed i alle benævnelserne.

Folkevid eller ej, man kan næppe undgå at holde vejret, når man sætter sine ben ind i landstingssalen for første gang. Højstemt ser den ud, og her plejer folkets valgte repræsentanter at sidde på række for at forhandle og træffe beslutning om landets fremtidige ve og vel. Afstemningsresultaterne her kan få samfundet til at ryste ude i den fjerneste bygd.

Tænk for eksempel på skattereformen, ophævelsen af ensprissystemet eller uddannelsesstøttereformen, som har været afstemningsemner i Landstinget for ikke ret mange uger siden. Nu ruster samfundet sig til forandringerne, som allerede er begyndt at vise deres konsekvenser. Folkestyret arbejder, og virkningen udebliver da heller ikke.

Men fungerer folkestyret godt nok? Har Grønland nu etableret sig som et velfungerende demokrati, som sikrer den unge generation en god fremtid?

En af de journaliststuderende, som før udsættelsen dækkede ungdomsparlamentets arbejde, har for ganske nyligt forsøgt at udfinde de unges mening om det emne. Han gik rundt i Nuuk og spurgte unge på jeres alder, hvad de forstår ved demokrati. Og det var ganske vist en nedslående oplevelse. Han kom til at spørge 20 unge, men kun 5 ville overhovedet udtale sig om emnet. ”No comment” lød det fra det store flertal.

Begrundelserne var på ingen måde travlhed, men ganske enkelt manglende interesse for emnet. De unge sagde, at de ikke vidste så meget om demokrati, eller at de ikke havde lyst til at deltage i en mediedebat.

”Er det så ikke i orden?”, kan man naturligvis spørge. Skal de unge ikke have lov til at bruge deres energi på skole og fritidsinteresser, på venner og kærester, og overlade de store samfundsdebatter til dem, der har forstand på det? Men dem der siger sådan overser, at samfundet er afgørende forskelligt fra en idrætsforening eller en ungdomsorganisation, som man enten kan deltage i eller lade være med. Samfundet er I alle medlem af, hele livet igennem. Beslutningerne i samfundet bliver truffet i jeres navn, og I kommer til at leve med dem på godt og på ondt.

Så se jer godt om: Det er jeres forældres samfund, I lever i, og de overdrager ansvaret til jer som den næste generation. I kan ikke sige nej til dette ansvar, og det nytter ikke at håbe, at andre kommer og klarer beslutningerne for jer. I kan i særdeleshed ikke undgå en beslutning ved at forholde jer passive. Passivitet er bare en beslutning om, at I engang vil overgive samfundet til jeres børn i samme tilstand, som da i selv fik det overdraget. I så fald ville man kalde jeres generation for en fortabt generation og jeres tid for de spildte chancers tid. For uanset hvor hårdt jeres forældres generation har arbejdet på at skabe nye chancer og muligheder for jer, så er der fortsat masser at tage fat på.

Nu har vi jo hørt, at nogle unge ikke vil deltage i demokratiet, fordi de ved for lidt om, hvad demokratiet drejer sig om. Samme skæbne skal ikke overgå jer. Jeg vil derfor bruge resten af min taletid på at fortælle jer, hvordan man tager fat. Hvordan man erobrer demokratiet og sætter kurs mod nye horisonter. Som så meget andet i livet er det ikke svært, når bare man ved, hvordan man skal gøre, og har taget mod til sig for at prøve.

Der er tre døre, der fører ind til demokratiets hellige haller. Bank ikke på, og spørg ikke om lov for at komme ind. I demokratiet er det god tone bare at melde sin ankomst, og I vil blive hilst velkommen alligevel.

Den første dør ind til demokratiet er den demokratiske valgret. Vi har lige overstået et Folketingsvalg, og valget til kommunalbestyrelserne står lige foran os i dette forår. Hvis I er fyldt 18 år på valgdagen, så vær med til at lægge beslutningskompetencen i hænderne på de rette personer. Lyt godt efter i valgkampen, og hør hvad politikerne vil tilbyde jer som belønning for noget af det dyrebareste, I ejer: Jeres stemme, jeres tillid, jeres opbakning til dem, der varetager et politisk ansvar på jeres vegne.

Husk, at det er jer, den unge generation, politikerne gerne vil have fat i. Derfor skal I tage jer godt betalt. Mød op til vælgermøder, stil spørgsmål og anmeld jeres krav. Spørg politikerne om resultaterne af deres arbejde og hvad der blev af deres løfter fra sidste valgkamp. Hvis I er velforberedte på opgaven, kan I let gennemskue, hvem der er dygtig, engageret og oprigtig nok til at fortjene jeres stemme.

Husk desuden, at I selv bestemmer, om I vil give jeres stemme til andre eller hellere selv stiller op til valg. Når I er fyldt 18 år, står alle politiske embeder åbne for jer. Hvem siger, at I ikke kan gøre det lige så godt som de garvede politikere - eller endda bedre? Hvem siger, at mange vælgere ikke ville blive glade for at se friske ansigter og nye ideer bragt ind på den politiske bane? Hvis I har mod på det, er der ingen grund til at vente til senere.

Snus derfor lidt til de politiske ungdomsorganisationer, hvis ikke I allerede har gjort det. Politik er ikke en branche for ensomme ulve, men for dem, der vil løfte i flok. I en politisk ungdomsorganisation møder man unge med de samme interesser og fremtidsdrømme som én selv. Medlemmerne afgør selv, om de vil stille op til politiske poster eller hellere hjælpe ligesindede til at opnå valg. Under alle omstændigheder kommer man tæt på demokratiet og er med til at afstikke den retning, samfundet skal udvikle sig i.

Hvad sker der så efter valget? Har statsborgeren så ferie indtil der igen finder demokrati sted ved nyvalget 4 år senere? Langt fra! Efter valget begynder den demokratiske statsborgers arbejde først for alvor. Nu skal I dagligt holde politikerne fast på deres ansvar, minde dem om deres løfter og formane dem om vælgernes mandat. I skal til at åbne den næste dør ind til demokratiet.

Dør nr. 2 hedder ytringsfrihed, den vigtigste af vores demokratiske borgerrettigheder. Den har fortjent en bedre medfart, end hvad vores journaliststuderende blev vidne til, da ungdommen takkede nej til at sige deres mening i offentlighed. Men hvad er det, der gør ytringsfriheden til noget helt særligt?

Ytringsfriheden giver jer mulighed for at holde jer orienteret om de erfaringer og holdninger, jeres medborgere sidder inde med, og ikke mindst giver den mulighed for at viderebringe jeres egne tanker og forslag.

I et demokrati er ordet – det talte såvel som det skrevne – den byggesten, samfundet er bygget med. Når I tager ordet i offentlighed, støber I en ny byggesten til vores fælles hus. Og I kan være sikre på, at den byggesten vil blive brugt. Det er naturligvis ikke sikkert, at alle lyttere eller læsere vil være enige med jeres betragtninger, og det er heller ikke sikkert, at I vil høste umiddelbare kommentarer til jeres debatindlæg.

Men sikkert er det, at jeres ord vil sætte tanker i gang i hovederne hos mange mennesker, og der vil stå respekt om jeres mening, som der i et demokrati altid vil stå respekt om folkets stemme.

Hvis I som borgere forbliver tavse i debatten, så giver I jeres stiltiende opbakning til tingenes tilstand. Jeres tavshed vil derfor, om I ønsker det eller ej, være med til cementere de eksisterende mangler og urimeligheder i samfundet. Hvis I derimod beslutsomt griber ordet, så griber I også jeres ansvar som borger og er med til at forme vores alles fremtid.

Hvis I vil være sikre på, at jeres mening ikke er til at komme uden om, så bør I slå jer sammen med andre, prøve egne argumenter af i gensidig dialog, være lydhøre og hente inspiration og modspil for at nå frem til enighed.

Derfor står ytringsfriheden ikke alene, den støttes af andre frihedsrettigheder, som forsamlingsfrihed og foreningsfrihed. Dan netværk og interessegrupper. Byg samfundet op nedefra. Så kan jeres enkelte stemme blive til et kor af stemmer, og i vil opleve, at en underskriftsindsamling, en offentlig demonstration eller en fiffig happening har uhyre gennemslagskraft. Den tiltrækker alles opmærksomhed og tvinger beslutningstagerne til at svare velovervejet og anerkende jeres synspunkter som befolkningens krav. Og det er som bekendt befolkningen, der har det sidste ord at skulle have sagt i et demokrati.

Hvis I har åbnet de første to døre til demokratiet, så har I nu fået en stemme og I ved, hvordan man skaffer sig gehør. Nu er det på tide at åbne den tredje dør til demokratiet. Denne dør vil føre jer fra ord til handling, og det er handlingerne mere end nok så gode intentioner, I engang vil blive bedømt på.

Der er rigeligt med steder, hvor der skal en ændring til, før fællesskabet kan fungere til alles tilfredshed. Inviter jer selv til at tage sagen i jeres egen hånd, og træf beslutningen på folkets vegne. Det er faktisk tilladt i et demokrati, hvis man husker at skaffe sig et mandat.

Der er slet ikke så svært at få et mandat, hvis man virkelig viser interesse for en sag. Tag jeres skole eller uddannelsessted som et eksempel. Her vil der være tillidsposter og elevrådspladser til dem, der ikke alene har en mening, men også modet til at forfægte og gennemføre beslutningerne vedrørende deres uddannelse. På en arbejdsplads er der tillidsposter, der fungerer som nøgle til arbejdstagernes medindflydelse på deres arbejdsvilkår. I kollegier og lejeboliger vil der være beboerrepræsentationer, der kan få stor betydning når det gælder om at sikre gode rammer for beboernes daglige liv.

Hvis I interesserer jer for idræt, så bliv aktiv for idrættens vilkår. Hvis I interesserer jer for kultur, så træd ind i organisationer og bestyrelser på kulturområdet. I kan lade jer udpege til lægmandsrepræsentant i offentlige råd og nævn, ja I kan endda som nævning eller lægdommer tage et medansvar for, hvordan samfundet skal forholde sig overfor sine domfældte. I kan blive aktive for menneskerettighederne, for børnenes, patienternes eller de ældres vilkår, for det cirkumpolare samarbejde, for forbrugersagen, for naturens beskyttelse eller for de socialt udsatte.

Alt dette og meget mere ligger lige foran jer, og I kan gribe det med jeres hænder. Vores samfund er ikke større, end at I kan flytte beslutningerne ved bare at finde sammen men andre, der har indsigt og brænder for samme sag. De fleste organisationer venter kun på, at nye kræfter kommer til for at tage fra og udfylde de utallige muligheder. Ung alder er ikke nogen hindring. Jeres energi, sunde fornuft og oprigtighed er det eneste, der skal til for at komme i gang. I er gode nok som I er og kan straks kaste jer ud i demokratiet, hvis bare I vil.

Jeg har nu fortalt jer om tre døre til demokratiet. Den første var jeres valgret, som giver jer ret til at stille op ved valg til politiske poster eller give jeres stemme til en anden, som I har tillid til. Den anden dør var ytringsfriheden, som giver jer mulighed for frit at indsamle viden og erfaringer samt at bringe jeres indsigter og forslag ud til det brede samfund. Den tredje dør kan man kalde for ”Det deltagende demokrati”, og den fører jer hen til de utallige muligheder for at tage samfundets beslutninger i jeres egen hånd – ikke kun som unge politikere i Landstinget, kommunalbestyrelsen eller menighedsrådet, men også som tillidspersoner på vores mange arbejdspladser, i bestyrelser, i råd og i nævn.

Vi har lige fejret hjemmestyrets 25 års jubilæum og mindet hinanden om en stor milepæl for demokratiet i Grønland. Den største milepæl hidtil. Men det var bestemt ikke en succes, jeres forældregeneration kom sovende til. Hjemmestyrets fædre – unge mennesker på godt og vel jeres alder - er ikke blevet inviteret til at tage landets skæbne ud af grønlandsministeriets hænder og placere den i befolkningens egne. Tværtimod var der mange, der mente at vide, at det aldrig kunne gå godt. At det var for tidligt for grønlænderne til at blive herre i eget hus. At man måske nok skulle give dem nogle indrømmelser hist og her, men at mere voldsomme forandringer nemt kunne give uoverskuelige konsekvenser. At beslutningerne nok bedst blev truffet ved specialisternes og bureaukraternes skriveborde.

De skulle alle sammen blive klogere. Men ikke den dag i 1979, da hjemmestyret var blevet en realitet med alle de glade forhåbninger, der hørte festdagen til. Først efterhånden, efter utallige timers møjsommelig slid over hele landet, efter modgang, skuffelser, fejltrin og dyrt købte erfaringer, efter både glade og sørgelige timer, efter dage med ukuelig optimisme og dage med nagende tvivl, først da stod det klart for alle og enhver, at hjemmestyrets indførelse var den eneste rigtige beslutning. Den har skabt perspektiver og udsyn for en ny generation. I træder nu i fodsporene efter denne generation. I har en mægtig arv at tage vare på.

I denne tid diskuteres det meget, hvad der mon skal komme efter hjemmestyreordningen. Enhver samfundsordning har sin tid, og det ser ud til, at hjemmestyreordningens tid er ved at rinde ud. Landstingets partier er enige om, at sejlene nu skal sættes for, at Grønland kan opnå størst muligt selvstyre inden for grundlovens og rigsfællesskabets rammer. Vi begynder at kunne skimte konturerne af et selvstyrende Grønland. Vi kan skimte et Grønland, som har vedkendt sig ansvar for også de resterende sagsområder angående landets egne forhold. Et Grønland, der har fundet en jævnbyrdig plads indenfor Rigsfællesskabet og opnået en ny balance mellem rettigheder og pligter. Et Grønland, der formår at indtage en synlig rolle i landenes og folkenes internationale fællesskab.

Men dette er kun den halve historie. Dette er kun målsætningen om et selvstyre udadtil, i forhold til landets omgivelser. Ved siden af dette skal der kæmpes en kamp, som ikke bliver mindre hård, og det er kampen for det indre selvstyre. Kampen for demokratiseringen af hele vores samfund. Denne  kamp er først vundet, når en generation af veluddannede og selvbevidste grønlændere har taget et fast greb om landets styre på alle niveauer i politik og administration. Når alle vores myndigheder har lært sig fuld åbenhed og kan spille op ad stærke og kompetente interesseorganisationer. Når vi har nedbrudt de mure, der i dag adskiller administration og styre fra den almindelige borger, der kan føle sig usikker og fremmedgjort. Når vi ikke længere nyder mere, end hvad vi kan yde, og når forskellen mellem de rigeste og de mest fattige i vores samfund er kommet i ligevægt. Denne kamp er det kun jer unge grønlændere, der kan vinde, fordi der er ingen andre end jer, der skal frygte at kampen bliver tabt.

Det er der heldigvis mange, der allerede godt ved. Der gik såmænd kun kort tid, fra at den journaliststuderende havde klaget sin nød på internettet, til en læser kom ham til undsætning med følgende trøstende ord:

”Fedt at du holder fast. De unge skal vågne op nu, ellers ser Grønlands fremtid meget sort ud. Det er dejligt at der findes unge journaliststuderende som kan se det vigtige i, at bringe et så vigtigt budskab som forståelse for demokrati.”

Og så stod der med store bogstaver: ”VÅGN OP UNGE GRØNLÆNDERE - NU!!!!”  --------  Jeg ønsker jer en god debat i Ungdomsparlamentet 2005!